Parahawking i Himalaya

Fri med fuglen

I Nepal har den engelske falkoner Scott Mason og paraglideren Adam Hill fået en god idé. Parahawking kaldes en usædvanlige kombination af paragliding og det gamle og traditionsbundne falkoneri. Det startede som et eksperiment og har udviklet sig til en ny aktivitet, hvor alle kan få oplevelsen af at flyve med himlens rovfugle

Scott-040.jpg
Skrevet af: Eva Nitschke - Foto: Christina Hauschildt
Opdateret den 25. jun 2022
Læst af: 7590

I Nepal har den engelske falkoner Scott Mason og paraglideren Adam Hill fået en god idé. Parahawking kaldes en usædvanlige kombination af paragliding og det gamle og traditionsbundne falkoneri. Det startede som et eksperiment og har udviklet sig til en ny aktivitet, hvor alle kan få oplevelsen af at flyve med himlens rovfugle

Stilheden og den friske luft slår nærmest én i ansigtet, når man forlader den lille lufthavn i Pokhara en halvtimes flyvetur fra Nepals kaotiske hovedstad Kathmandu. I en radius af 25 kilometer ser man de sneklædte tinder på verdens højeste bjerge, der strækker sig mod himlen med otte kilometers højde.

Udsigten er bogstavelig talt bjergtagende. Langs Phewa-søens bred snor Pokharas hovedgade sig med restauranter, testeder, forretninger og små hoteller, og det er her, det hele sker.

Pokhara er udgangspunktet for Nepals mest benyttede trekkingruter, og over alt på hovedgaden slentrer afslappede trekkere rundt i kampuniformen af outdoortøj. Selvom udfordringerne i bjergene lokker, er vi ankommet til Pokhara med en anden dagsorden.

Vi har sat os for at opleve livet lidt for oven i en paraglider sammen med Nepals mange rovfugle: som ét af de eneste steder i verden kan man her nemlig springe ud i det blå og flyve med trænede rovfugle. Den usædvanlige kombination af paragliding og den gamle tradtionsbundne jagtform, falkoneri, går under betegnelsen ’Parahawking’.

 

Scott-042

Et højtflyvende makkerskab
”Paragliding er en mental tilstand, der får dig til at se verden på en ny måde. Helt bogstaveligt og ikke kun ovenfra. Det er en slags ’luftskak’, hvor du skal kunne læse, forstå og gennemskue vinden for at gøre dig klar til næste træk. Det fascinerer mig. Og så kommer man ikke uden om, at det er et adrenalinkick, man bliver afhængig af,” fortæller Adam Hill under introduktionen til vores lufttige forehavende.

Ved siden af ham sidder kompagnonen, falkoneren Scott Mason, med den egyptiske grip Kevin på armen. De to engelske venner er pionerer indenfor parahawking.

De store paraglidere bliver pakket sammen og smidt op på taget af den røde Jeep. Slut med snak, nu skal der skrides til handling – eller nærmere flyvning. Tanken er grænseoverskridende, men ikke mindre en realitet. Vi kører i tavshed. Målet er Sarangkot – Paraglidernes yndlingssted for take off.

Mens Scott ordner den store paraglider sidder Kevin på min behandskede hånd og kigger nysgerrigt omkring. Han er en sjælden gentleman blandt rovfugle, der tager det helt cool, at han sidder på hånden af en amatør.

Han bliver sluppet løs og flyver ud over skrænten, cirkulerer lidt rundt og forsvinder så ud i horisonten. I mellemtiden er tandemsædet koblet på Scott Mason, og vi er klar.

Så klar man nu kan blive ved udsigten til at løbe ud i intetheden velvidende, at der er 1600 meter ned til jorden.

Scott-030

Jagtet af rovfugle
Ud over kanten, og så svæver vi. Det er en hel utrolig fornemmelse. Let som en fjer styrer Scott os mod termikker, der kan give os opdrift. Her er helt stille. Overraskende stille med den mest fantastiske udsigt og overblik. Fri som fuglen. Man forstår pludselig menneskets evige stræben efter at kunne flyve.

Scottt fløjter på Kevin. Jeg gør min behandskede hånd parat med frisk kød og stikker den ud til venstre. Der går ikke mange sekunder, før han er der. Lander på min hånd og spiser lystigt af det friske kød, inden han igen tager afsæt og flyver foran paraglideren for at vise vejen til vindens termikker.

Gentagne gange kommer Kevin på besøg, når der bliver fløjtet efter ham, og han ved, at der er frisk kød i handsken. Pludselig er han væk. Reagerer ikke på fløjten. Scott Mason bliver en smule urolig, da han netop har set to steppeørne cirkulerer rundt.

”Jeg flyver med mine fugle under ekstreme forhold, hvor der skal så lidt til at miste dem. De vilde ørne kan finde på at angribe. Det har jeg prøvet. Men til alt held er Kevin god, da han kender sin styrke og flyver alt, hvad den kan trække. Gribbe flyver meget hurtigere end ørne, så det er bare med at komme af sted. Det har han sikkert gjort nu,” fortæller Scott, mens vi svæver ud over søen og taber højde.

Han fløjter igen, og pludselig kan vi øjne den egyptiske grib ude i horisonten. Han nærmer sig og lægger an til landing på handsken. Denne gang bliver han siddende længere end de forrige gange. Da jeg spørger Scott, om Kevin er blevet træt, griner han.

”Nej – han er bare doven. Han skal bruge mere energi her ude over søen, når han flyver. Derfor bliver han siddende længere. Det handler for fuglene om at bruge så lidt energi som overhovedet muligt.”

Scott-039

Bare en gang til
Langsomt cirkulerer vi tættere og tættere mod land. Lettet og helt opløftet rammer fødderne igen jorden. Det har været fantastisk. På jorden står Scotts kæreste med fløjte og kalder Kevin tilbage til jorden.

Der går ikke mange minutter, før den egyptiske grib lander og begynder at vandre majestætisk rundt med ønsket om applaus for at have gjort det igen. Ivrigt hugger han resten af kødet i sig og hopper op på Scotts behandskede hånd for at komme tilbage til sin voliere.

Eftermiddagen går på hæld. Solen forsvinder langsomt bag de sneklædte bjergtinder i det nepalesiske paradis for paraglidere. De mange paraglidere er kommet ned i hel behold. Stemningen er doven, mens dagens mange træk mod og med vinden diskuteres lavmælt over en kop te.

Jeg er amatør og hører ikke efter, da jeg er besat af tanken om at kommer der op igen. Bare én gang til sammen med Kevin.


Beskyttelse af rovfugle

Scott Mason driver et center for tilskadekomne rovfugle og gør et stort stykke arbejde for at beskytte Asiens gribbe. Det står helt galt til med gribbene, som er ådselædere.

Millioner af Asiens gribbe dør på grund af medikamentet Diclofenac, som bliver givet til syge og døende kvæg mod betændelse. Når gribbene spiser af det døde kvæg, der har været behandlet med Diclofenac, er bare små mængder nok til at give fuglene nyresvigt, og de dør.

Nedgangen er katastrofal. I løbet af 12 år er tre gribbearter formindsket med 99,9 procent. Man forventer, at de er helt udryddet om 10 år. 


Scott-061

Større projekt om rovfugle

Fotograf Christina Hauschildt er i samarbejde med Journalist Lisbeth Bonde i gang med at udarbejde et større kulturhistorisk billede værk, om Falkejagt og Rovfugle. Bogen vil blive udgivet af Gyldendal, sandsynligvis i efteråret 2010. Bogen vil indeholde reportager fra blandt andet Mellemøsten, Grønland, England, Mongoliet og Nepal.


Partnerlinks

www.trekkingburauet.dk 
www.kiplingtravel.dk 
www.jysk-rejsebureau.dk 
www.marcopolo.dk 
www.topas.dk 

Nepal

Trekking i Nepal har det hele

De fine stier i hjertet af Himalaya, der fører gennem farverige rododendronskove og hyggelige landsbyer. De stemningsfulde buddhistiske klostre og historierne om afskyelige snemænd. Ekspeditionshistorier og evige udsyn til nogle af de mest dramatiske landskaber på kloden. Vandring i Nepal er en helhedsoplevelse, der er svær at hamle op med.

Find din næste tur her


Priser fra 24.998
Fællesture
Everest Base Camp og Gokyo-dalen

Everest Base Camp og Gokyo-dalen

Priser fra 21.398
Ture på egen hånd
Everest Base Camp trek i Nepal

Everest Base Camp Trek i Nepal

Priser fra 35.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Andre spændende artikler


Aktiv i naturen med kitesurfing

Aktiv i naturen med kitesurfing