Vandring på Islands Laugavegur

Indhyllet i højlandets tåger

Laugavegur er ubetinget Islands mest berømte vandrerute. I løbet af fire dage vandrer man gennem højlandets vulkanlandskaber med regnbuebjerge, damp fra jordens indre, gletsjerudsigter, buldrende floder, sommerens snefelter og lavaørkener. Jeg gik ruten, fik det meste helt for mig selv, men kunne ofte ikke se det store – og det var helt okay.

Laugavegur_DSC04351.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 08. mar 2024
Læst af: 1210

Laugavegur er ubetinget Islands mest berømte vandrerute. I løbet af fire dage vandrer man gennem højlandets vulkanlandskaber med regnbuebjerge, damp fra jordens indre, gletsjerudsigter, buldrende floder, sommerens snefelter og lavaørkener. Jeg gik ruten, fik det meste helt for mig selv, men kunne ofte ikke se det store – og det var helt okay.

Jeg vandrer gennem en højlandsverden indhyllet i tæt tåge. Regnen pisker vandret ind fra siden og rammer mig som tusindvis af miniatureprojektiler. Ubønhørlige og insisterende. Jeg ved, at der bag den tonstunge tåge gemmer sig fortryllende landskaber i vilde farver, men jeg kan kun se 50 meter frem; hen over den hårde sne, der stadig dækker jorden her i omtrent 1.000 meters højde på Islands mest kendte vandrerute, Laugavegur. Det er ikke smukt, som jeg havde håbet, men der er noget særligt og surrealistisk over at vandre gennem landskaberne mutters alene. Der er ingen stilhed, for dråbehærens nådesløse angreb mod min hætte skaber en infernalsk larm i ørerne, men jeg er overladt til mig selv og mine tanker. Det er, hvad det er. Man får, hvad man får – og jeg nyder at være her.

Laugavegur DSC04501

Jeg tænker tilbage på den imponerende statue af Leif Eriksen – ’Islands søn’, som der står skrevet under den – hvor han i stolt, kampklar stilling står plantet foran domkirken midt i Reykjavik og skuer mod horisonten. Den minder én om, hvor rodfæstet historien om vikingerne og deres modige færd til det nordlige Atlanterhav er i den kollektive bevidsthed heroppe på den ensomt beliggende ø. Leifs efterkommere lader for øvrigt ikke til at lade en smule regn og rusk komme i vejen for noget som helst eller sætte en dæmper på humøret. Flere af de islændinge, jeg ind til videre har talt med, har muntert erklæret, at de elsker de lavthængende regnskyer. Måske man bare er nødt til at se sådan på det, hvis man bor heroppe? Måske det bare kræver lidt bjørnestærk vikingevilje og en sund portion kampgejst sådan rigtigt at opleve den islandske højlandsverden? Det er i hvert fald den gejst, jeg må finde frem. Vejrudsigten lyder nemlig på regn, regn, regn, blæst, regn, blæst og lidt mere regn og blæst.

Laugavegur DSC04360

Solskin og snefelter

Det startede ellers så solrigt, da jeg stod af bussen i Landmannalaugar dagen før. Her ligger et par træhytter og en stenet campingplads for enden af en bumlet grusvej i et nøgent vulkanlandskab. Og det er der, Laugavegur starter. Laugavegur betyder noget lignende ’De varme kilders rute’, og allerede inden den første sved kommer på panden, kan man dyppe sig i en naturlig varm kilde, der ligger få hundrede meter fra hytten. Det gjorde jeg for en del år siden, da jeg cyklede Island rundt, men den her gang ville jeg bare ud på de første af rutens 54 kilometer, der ligger fordelt over fire dages vandring. Jeg fyldte vandflaskerne og bevægede mig op mellem de skinnende sorte lavasten, der flankerer stien. Det er stadig tidligt på sæsonen, sidst i juni, og snart er de få folk, der vandrer af sted fra Landmannalaugar, spredt godt ud.

Jeg vandrer gennem landskaber, der forkæler fra første skridt. Bjergenes nøgne, bløde former er farvet i gyldengult, dyborange, okkerrødt og irgrønt. Flere steder ligger kridhvide snefelter, og hvislende damp stiger i vejret fra sprækker i klipperne. Efter nogle timer når jeg plateauet, hvor våde snefelter dækker sorte lavasten, der som trodsige øer stikker op gennem det hvide hav. Isen bliver af og til blød som slushice i den skrappe sol. Gudskelov, at jeg i sidste øjeblik pakkede vandrestøvlerne i stedet for skoene. Jeg passerer et mindesmærke for en stakkels 25-årig, der omkom i en snestorm på ruten i juni 2014. Ruten er ikke farlig som sådan, men vejret er sygt omskifteligt. Bliver man fanget i snestormen uden navigationsudstyr, kan jeg godt se, hvordan man kan komme på den. Alene vindene heroppe kan være brutale. Islands vildeste vind blev målt ikke langt herfra i 1995. Dengang faldt den i løbet af ti minutter ikke til under 62,5 m/s. Der var vindstød på op til 74,2 m/s. Det svarer altså til 267 km/t.

Laugavegur DSC04365

Svedhytten i stormen

De sidste par kilometer til hytten Hrafntinnusker var tunge, men den lovede regn kom heldigvis ikke. I stedet glimtede de spejlblanke obsidian-overflader i solen, mens det begyndte at blæse op. Hrafntinnusker ligger isoleret og aldeles udsat i det nøgne højland. Faretruende skyer slugte hastigt fjeldtoppene.

“Det kommer til at blæse 20 sekundmeter i nat. Og der kommer regn. Heftig regn,” sagde den franske hyttevært med det halvlange pjuskede hår, der var i gang med at spænde skind under skiene for at tage på toptur.
“Der plejer at være mere sne på den her årstid – men der er stadig nok til en tur,” grinede han og lod tydeligvis ikke vejret gå sig på.

Den anden hyttevært, en bulgarsk pige med langt, sort hår og smilende, mørke øjne, fortalte, at der faktisk stadig var en seng på sovesalen tilbage. Jeg huggede til og sagde ja tak. Jeg havde egentlig regnet med at sove i mit Telt, men der var stadig ni timer, til solen gik ned, og teltområdet ligger totalt eksponeret for den tiltagende vind, der hidsigt hvislede omkring hytten. Sover man i Telt, kan man desværre ikke benytte sig af hyttens faciliteter, og da det ikke virkede tillokkende at ligge resten af dagen i teltet, sad jeg snart i hytten. Den har et lille, dunkelt fælleskøkken og en sovesal med køjer, borde og bænke. Snart var hytten fyldt. Stopfyldt. Vandrere med gennemblødt tøj fyldte hver en centimeter af sovesalen, der om aftenen må have været varmere end en svedhytte i vikingetiden. Natten igennem haglede sveden af mig, selvom jeg lå oven på min sovepose. Huden klistrede til madrassen. Folk pruttede. En enkelt snorkede. Sådan er det jo i sovesale. Uden for rasede stormen, og udtrykket ’Land of Ice and Fire’ gav god mening, selvom jeg ikke tror, det er den her situation, der normalt bliver henvist til.

Laugavegur DSC04450

Min egen tågeboble

Måske netop på grund af den ubehagelige, sveddryppende nat gør det mig ikke spor, da jeg næste dag sætter ud gennem tågerne. Det er her, jeg tænker på Leif Eriksen-statuen i Reykjavik. Jeg er vågnet tidligt og er den første, der sætter ud fra hytten. Det betyder, at jeg kun møder en enkelt vandrer hele dagen. Hun er en af de få, der vandrer ruten fra syd til nord, og jeg ramler ind i hende, da jeg skal krydse en brusende flod, hvor vandet går mig til midt på låret. Heldigvis er der en stålwire at holde fast i. Hun er dog den tavse type, og jeg går videre under regnskyen gennem min helt egen tågeboble. En fod foran den anden. Alene i mit hoved. Verden eksisterer kun få meter omkring mig.

Hytten ved søen Alfavatn ligger smukt i en bred, flad og frodig dal. Her er lysegrønt på den måde, man kun ser, når det regner virkelig meget. Vinden hyler. Jeg er fremme allerede ved middagstid. Det er ulempen ved dårligt vejr og ved at vandre alene – jeg holder stort set ingen pauser. Heldigvis har jeg en god bog med, og snakkesalige vandrere fra USA, Canada, England, Frankrig og Spanien kommer i løbet af dagen til og samler sig i køkkenet.

Laugavegur DSC04346

Ørken, vulkaner og lava

Starten på dag tre minder om dag to. Masser af regn med små, magiske opklaringer, hvor landskaberne toner frem. Jeg vandrer over et grønt bakkedrag, skuer ind i dybe dale med sortgrønne bjerge, krydser en iskold smeltevandsflod og er glad for at vandre i medvind. Så meget stormer det. Regnen blæser ind fra siden og ligner gardiner af vand, der kommer blafrende. Forude venter en lang tur gennem en bar dal i et ørkenagtigt, dunkelt vulkanlandskab. Der er cirka 130 vulkaner i Island, og øen ligger præcist, hvor kontinentalpladerne mellem Nordamerika og Eurasien møder hinanden. Jordkloden er stykket sammen af 12 af disse kontinentalplader, der som enorme puslespilsbrikker langsomt bevæger sig, skubber til hinanden, får bjergkæder til at rejse sig og jordens indre til at åbne sig. Himalaya bliver f.eks. højere år efter år, fordi hele det indiske subkontinent bevæger sig nogle centimeter mod nord hvert år, pløjer sig inde under Eurasien og skubber bjergene i vejret. På Island er det omvendt. Her bevæger de to kontinentalplader sig væk fra hinanden – det ses særligt tydeligt ved Thingvellir. Derudover er der et såkaldt geologisk hot spot under Island, som bidrager med den voldsomme vulkanske aktivitet. Det anslås, at omtrent en tredjedel af al lava på jorden gennem de seneste 500 år er opstået i Island.

Der har allerede været masser af tegn på vulkansk aktivitet på turen, men på dag tre kommer Katla til syne. Katla er en af 18 vulkaner, der har været i udbrud, siden vikingerne kom til øen for over 1.100 år siden. Den er dækket af en imponerende iskappe, Mýrdalsjökull, som spreder sig ud over horisonten – vild og forreven. Der er en urkraft over landskaberne, og selvom jeg har det dejligt varmt i mit skaltøj i vinden og regnen, kommer kuldegysningerne rullende.

Laugavegur DSC04287

Trang hytte og mañana-kultur

Det begynder at klare op, og i et par timer vandrer jeg med udsigten til Mýrdalsjökull, indtil jeg når turens sidste hytte; Emstrur. Her klemmer jeg mig sammen med 15 andre vandrere ind i en lillebitte hytte. En canadisk kvinde får et angstanfald over at skulle sove med en fremmed på hver side. Madrasserne er altså også smallere end mit Liggeunderlag, men folk er søde og forstående. En colombiansk mor vandrer med sin store teenagesøn, som er på sin første vandretur. Begejstringen over landskaberne er tydelig:

“Det var så episk ude i lava-landskaberne i dag, at jeg bare ventede på, at kameraet panorerede ud. Det var som at være med i en film!” siger han.

En flok spanske venner, der bor i Reykjavik, griner og pjatter og spiller kort. Jeg falder i snak med Francisco, som er vokset op på Mallorca, men har boet i Island i to år. Han fortæller, at han stadig ikke har vænnet sig til, hvor tilbagelænede islændingene er. Han synes, at de er totalt uorganiserede – men alt kan samtidig lade sig gøre, og sådan var det også lidt med hytten, vi sidder i. På den officielle hjemmeside stod der, inden jeg tog af sted, at alle hytter på Laugavegur var optaget på alle datoer i hele 2023. Virkeligheden er, at der er masser af plads i dem.

”Det er typisk islændingene,” siger Francisco. ”Man skal bare ringe til folk, så finder man altid ud af det. Det kan godt være, vi har en mañana-kultur i Spanien, men det er altså ingenting i forhold til i Island,” påstår han.

Det skønne regnvejr

Min sidste vandredag starter smukt. Der er ikke en vind, der rører sig. Jeg kommer nærmere Mýrdalsjökulls iskappe og tænker over det helt vilde i, at 11% af hele Island er dækket af is året rundt. Jeg krydser en buldrende flod på en hængebro. Har igen stien for mig selv. Nyder vandringen, stilheden, landskaberne. 13 sorte fugle flyver ind over mit hoved. Måske har de fået nok af de islandske vejrguders våde luner, for snart trækker skyerne atter ind over landskabet, der flader ud og åbner sig op. Så kommer den konstante, silende regn. Udsigterne forsvinder i skydækket, men buske dukker op for første gang på turen. Der er fuglekvidder og et flodkryds mere. Jeg kommer ind i lav, frodig og drivvåd skov med tusindvis af lyserøde blomster. Det virker helt subtropisk efter alle de golde, nøgne landskaber højere oppe. En helt ny verden, der nok engang åbner sanserne. Jeg krydser det sidste bakkedrag, og der ligger Þórsmörk, som helt og aldeles passende er opkaldt efter tordenguden Thor. Kulsorte skyer æder toppen af iskappen Eyjafjallajökull, der til gengæld dækker vulkanen under sig. Det er voldsomt dramatisk. Jeg sætter mig ind i den lille butik, hvor en ranger serverer varm kaffe. Hun kigger ud gennem vinduet på vejret med et kæmpe smil.

Laugavegur DSC04453

”Hvor er det bare skønt derude!” udbryder hun helt begejstret – og hun mener det tydeligvis.
Hun fortæller, at hun er vild med det kolde, ustabile vejr. Og det er ikke, fordi hun bare kigger på det inde fra den lune hytte. Sidste år vandrede hun på tværs af Island med sin hund som eneste selskab. Hun vandrede i 40 dage; i 12 dage lå hun i teltet og ventede på opklaring. Men sådan er det.

Snart falder jeg i snak med en anden ranger. Hun har boet i Danmark i en årrække, men i sidste ende kunne hun ikke holde det ud mere.
”Hvorfor?” spørger jeg?
”Jeg boede på Amager, men der var … for mange danskere. De stillede mig spørgsmål som ’Hvad skal du lave i uge 41?’, og det var umuligt at forholde sig til. Jeg anede jo f.eks. ikke, hvordan vejret ville blive,” fortæller hun med et smil.

Hun kigger også ud på de sorte skyer, der sjasker vand ned over Þórsmörk, med et nærmest saligt udtryk. Jeg tænker, at det må kræve en vis mentalitet at leve langt herude i det nordlige Atlanterhav, hvor naturen går amok, og vejret er fuldstændig uforudsigeligt. Men omfavner man det, ligger der store oplevelser og venter. Det ved jeg. Jeg har nemlig netop oplevet det.

Laugavegur IMG 2043

 Hvad skal man have styr på, hvis man selv vil vandre Laugavegur?

Proviant, overnatning, transport og årstid er bare få af de ting, man skal huske at tage højde for, inden man sætter kursen mod Laugavegur. Da Opdag Verden var afsted erfarede vi flere vigtige elemeneter. Vi har samlet de praktiske informationer, anbefalinger, tips og nyttige links, der afklarer de fleste spørgsmål.

Læs artiklen

 

Tore Grønne

Tore Grønne

Tore Grønne er chefredaktør på Opdag Verden. Han har skrevet flere bøger om sine cykeleventyr og er medlem af Eventyrernes Klub. Tore har cyklet 50.000 kilometer rundt i verden, vandret lange ture...

Find din næste tur her


Priser fra 2.995,-
Fællesture
Vandring på Laugavegur

Vandring på Laugavegur

Ruteforslag
Laugavegur

Laugavegur

Andre spændende artikler


16 flotte billeder fra Bhutan

16 flotte billeder fra Bhutan

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

VAUDES GRØNNE BLOD

VAUDES GRØNNE BLOD

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this