Havkajak i Sydgrønland

Friluftsliv i verdensklasse

Isskosser i turkisblå vande, grønne fjelde og lejrpladser, man normalt kun drømmer om. Jes Lindrum Brinch fortæller her om en tur i Sydgrønlands fjorde, hvor han var med som turleder for Opdag Verden.

DSC_7545.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Jes Lindrum Brinch
Opdateret den 25. maj 2022
Læst af: 13572

Isskosser i turkisblå vande, grønne fjelde og lejrpladser, man normalt kun drømmer om. Jes Lindrum Brinch fortæller her om en tur i Sydgrønlands fjorde, hvor han var med som turleder for Opdag Verden.

”I løbet af de første tre dage roede vi 60 kilometer sydpå gennem fjorden fra Narsarsuaq. Der er ekstremt grønt med fåreholdersteder, norboruiner og en masse kulturhistorie. Og nogle rigtig fede lejrpladser. Området er jo indbegrebet af drømmen om lejrliv. Der sker så noget helt særligt lige omkring Narsaq på grund af strømforholdene, og fordi 700 meter dybe Bredefjord ligger på den den ene side og Skovfjorden på den anden side. Der, hvor de mødes, samles al isen. Det er det eneste sted i verden, du kan få det sådan der. Vi havde haft lidt modvind og blandet vejr, men da vi kom her, blev vejret helt stille. Solen skinnede. Vi kom glidende i kajakkerne. Der var nærmest nogen, der begyndte at græde. Ordet, der blev brugt mest på den tur, var magisk. Kombinationen af meget hvid is i vandet, det høje, meget grønne fjeld og det turkisblå vand er meget levende. Folk er meget enige om, at det er isen i vandet, der gør det helt særligt. Folk sad bare og kiggede på isskosserne; én, der vælter ude til venstre. Én, der brager ude til højre. Det er ren widescreen, og så sad vi der med et glas rødvin.”

 

DSC 7510

Lejrliv, bær og svampe

”Jo længere sydpå, du kommer i Grønland, jo mere ustadigt bliver vejret. Om dagen er der måske 15 grader. Luften er lidt tørrere end herhjemme, så det føles lidt varmere; lidt som godt forårsvejr i Danmark. Det er behageligt turvejr, og det er godt, at du ikke sidder og koger på vandet, som du gør, hvis der er rigtig varmt. Om natten, hvor temperaturen kommer ned under 5 grader, havde vi klart vejr og Nordlys. Vi fik også lidt tåge om dagen, men den lettede hurtigt igen. Og der kommer noget fjordvind om eftermiddagen. Vindene er ikke specielt kolde, og vi havde også de helt vindstille dage. Og bare én dag med vindstille vejr og solskin, så har de fleste folk fået, hvad de kom efter.

DSC 7976

Vi roede typisk af sted mellem klokken 9 og 10 om morgenen og kom i lejr hen på eftermiddagen. Solen går sent ned, og vi havde måske stadig fire til fem timer i lejren, hvor det er lyst. Det er virkelig fedt. Der er svampe og masser af blåbær i fjeldet, og vi fik blåbær til havregrøden om morgenen og kagerne om aftenen. Der er også mulighed for at købe ind efter tre dage på vandet, så vi behøvede ikke overfylde kajakkerne. Der var nogle, der købte moskusbøffer, så de havde dem til rødvinen. De havde et borde-bænke-sæt med, så de kunne sidde med dug og det hele. De havde også pakket et toastjern i støbejern. Det var nogle fantastiske toasts, de lavede.”

DSC 8052

Et væld af muligheder

”Det er ikke altid, der er så mange steder at gå i land, når man er en gruppe. Det er klippekyst, og der kan godt være næsten en dagstur mellem de gode steder. Man kunne godt gå lidt op i fjeldet, men der er over tre meters tidevand, og det betyder jo noget for lejrstederne. Har man ikke planlagt det ordentligt, så er klassikeren, at man kommer ind ved højvande, og når man vågner, er der en brat klippe ned, og man må vente på lavvande, inden man kan sætte ud igen. Derudover kan vejret ændre sig meget hurtigt, så man kan ikke bare lige komme i land, og vandet er 4 grader varmt; det er koldt! Turen her var timet med strømmen og tilrettelagt med tidevandstabeller. Vi roede næsten altid medstrøms, og vi krydsede fjordene, når der ikke var strøm. Det er desuden et indenskærsmiljø med rigtig gode muligheder for en plan b og en plan c i forhold til f.eks. vejr. Når man kender området, er der mange muligheder. Det sikrer en god tur og gode oplevelser.” 

DSC 7696

Gruppen på vandet

”Nogle gange lå vi lidt fordelt i to grupper, men altid i syne af hinanden og ikke længere væk, end at vi hurtigt kunne ro hinanden op. Oftest roede vi ret samlet. Det er hyggeligst, og det mest sikre; for eksempel når vi krydsede fjordene, men det er vigtigt, at man hverken skal ro meget langsommere eller meget hurtigere, end hvor man ror komfortabelt. Der bliver talt en delt på vandet. Der bliver delt tips og fifs om at sænke skuldrene, holde løsere på pagajen, rette sig lidt op, strække armene en lille smule. Små detaljer. Men man taler jo også om aftensmaden, og man finder hurtigt ud af, hvad folk arbejder med, hvad de har af familie, hvad de har lavet gennem livet. Folk er meget ærlige. Og når man er en gruppe, så kan man også nemt vælge, om man vil snakke. Man kan meget nemt lægge sig lidt ud og indikere, man bare gerne vil ro i sit eget flow. Vi er voksne mennesker, og vi er indstillet på, at vi er sammen om, at få turen til at lykkes. Den stemning er der fra starten.”

DSC 7792

Norboruiner og Erik den Røde

”Man ser ikke vildt meget, når det kommer til norboruinerne. Det er i den grad ruiner; små stensætninger. Men man kan fornemme, hvordan det har været, og det sætter gang i en stemning. Snakken går på Erik den Røde og Leif den Lykkelige, og det der med bare at sætte ud på eventyr. Lidt ligesom vi selv er i gang med. Men dengang samlede man 700 mand i en stor flåde, der fulgte én mand, som sagde, hvor man skulle hen. Det er sjovt at tale om de ting, når man passerer ruinerne, og når man selv er på jagt efter den gode lejrplads.”

DSC 7734

De bedste lejrpladser

”Min favoritlejrplads er ved isen i vandet lige efter Narsaq. Vi roede ind mod Indlandsisen og overnattede på en lille ø. Hvis man går om på bagsiden af øen, kan man se ind over Indlandsisen. Der, hvor vi slog lejr, er der rindende vand, der er en fjeldtop på hver side, og der er bugten. Man kan stå og kigge på isen. Lytte til isen, der brager. Folk var lidt overraskede over, hvor meget isen larmer. Det lyder som eksplosioner. Fra den lejrplads havde vi en overliggerdag. Der var nogle, der blev ved lejren, lagde sig på ryggen, kiggede på havørne, samlede bær og svampe og hyggede sig. Og så var vi nogle, der roede ind mod Indlandsisen og fik en dag på vandet. Der var også et par i gruppen, hvis yndlingssted var længst nede sydpå, helt ude ved enden af fjorden. Her kunne man gå lidt op og kigge til Indlandsisen på den ene side og Bredefjorden til den anden side. Der er også mulighed for at se hvaler, og vi fangede turens største torsk, der blev til et godt måltid. Og så er der ellers Nordlys og stjerner.”

DSC 8018

Isbjørnevagt i natten

”Der var meget isbjørneaktivitet i området i år. De havde set otte isbjørne, da vi kom derop, og dagen inden, vi kom, havde de fotograferet en isbjørn på en isflage lige uden for der, hvor vi skulle overnatte. En isbjørn tænker ikke mennesker som føde, og den ville meget hurtigt blive skræmt, hvis vi stod og råbte. Vi holdt dog bjørnevagt den sidste nat inde ved Indlandsisen, for bjørnene går tit derinde. De kommer ned fra isen for at tage lammene fra fåreholderstederne. De er nemt bytte. Vi fandt friske spor og isbjørnelort i græsset. Folk synes, at det var okay og var helt cool på at stå op og tage en time eller to. Og vi var en gruppe på 13 mennesker, der var lastet til tænderne med håndblus og nødraketter; røg og ild. Det er nok til, at de forsvinder. Hvis der kommer en isbjørn tæt på lejren, skal du lave støj. For det meste vil det være nok til, at den går væk, men hvis den insisterer på at være der, så skal du søge væk.”

DSC 7891

Havørne, polarræve og hvaler

”Der er garanti for at se havørne, og der er en god chance for at se ryper i fjeldet. Der er også gode chancer for polarræv og snehare, hvis man bevæger sig lidt op i fjeldet i de sene aftentimer eller tidlige morgentimer. Der er tit en top tæt på, når man kommer i land, og efter en dag i kajakken er det fedt at komme ud og gå lidt. Der er også hvaler i vandet, og dem er der rimelig god chance for at se i Bredefjord. Man hører som regel hvalen, før man ser den. Man stivner helt. Sidder og lytter og lytter. Jeg har set dem flere gange, men vi så dem ikke den her gang.”

DSC 8046

Helt ny mening

”Du kan så meget, når du tager kajakken på i Grønland. Der åbner sig en palet af muligheder. Du kan komme tæt på isen. Du kan komme til lejrpladser, der kun er adgang til fra vandet. Du kan være på vandet i store bølger på 700 meter vand og i stille vand på 30 centimeter. Det er stort deroppe, men det fungerer perfekt med kajakken. Den er så adræt, kan komme ind og ud mellem isfjeldene, og den er god til det skiftende vejr. Man er godt beskyttet. Kajakken virker meget meningsfuld som fartøj, når man sidder i den i Grønland. Man kan opleve, at den er helt lydløs. Sælerne kommer helt tæt på, for de bliver ikke skræmt. Der er bomstille, når du ligger blandt isen. Der er vindstille, og du har den grønlandske åre, der ikke plasker i vandet. Der er helt stille, men du kommer alligevel fremad. Man kan nemt forestille sig, at man er en grønlandsk jæger, der skal ud og fange til bygden og deres overlevelse. Der er noget eventyrligt, som er bundet op med det kulturhistoriske, og den følelse kommer overraskende hurtigt, når man sidder på vandet. Kajakken giver helt ny mening, når man ror i Grønland. Den er jo genial som fartøj.”

DSC 8079


 TAG MED TIL GRØNLAND

10 dages drømmetur mellem isskosser og fjelde

Drømmer du om store isskosser i vandet ved siden af kajakken og friluftsliv i verdensklasse? Så tag med på tur til Sydgrønland, hvor du får en helt særlig mulighed for at ro på vandet, hvor kajakken er udviklet gennem århundreder. Du får smukt kajakvand og kajakkultur i særklasse. Læg der til fantastiske lejrpladser og mulighed for at opleve hvaler, samle muslinger, fiske ørreder, se norboruiner og de små byer og bygder undervejs.

Læs mere om turen her....

Havkajak i GrønlandHavkajak i Grønland

Havkajak i Grønland

Jes Lindrum Brinch

Jes Lindrum Brinch

Jes’ bedste sted er en øde bugt i Sydgrønland ved udmundingen af en ørredelv nedenfor et græsgrønt fjeld med store stenblokke. Udeliv generelt er det han brænder for.

Find din næste tur her


Priser fra 6.195,-
Fællesture
Havkajak i Grønland

Havkajak i Grønland

Andre spændende artikler


Fra Grønland til Skotland i havkajak

Fra Grønland til Skotland i havkajak

Kajaktur i Vestgrønland

Kajaktur i Vestgrønland