Fire fortællinger fra Mallorca

Trummerummen
”Vi mødtes ved 8-tiden, spiste morgenmad, holdt morgenbriefing og var klar til at gå klokken 9. Vi holdt pause cirka hver time med lidt vand og snacks og fik samling på gruppen. Vi holdt middagspause et godt sted og var som regel fremme ved et refugium om eftermiddagen, hvor man sad over en kop kaffe, en øl eller et glas vin og talte om dagen.”

Refugium frem for Telt
”Det er mere komfortabelt at komme frem til en seng end at skulle sove i Telt. Jeg synes, at refugierne er fine. De er rene i forhold til de spanske refugier i Pyrenæerne, hvor det kan være noget værre skrammel. Maden er også fin. Man bor typisk på en sovesal, hvor der er omtrent 20 senge. Der er fælles bad. Der er aftensmad og morgenmad, og man skal ikke tage stilling til noget som helst, om man skal have kylling eller lam; man skal bare sætte sig og spise, hvad der bliver serveret.”

Flot i ydersæsonen
”Det er et flot område at gå i; også på den årstid. I Alperne var der begyndt at komme sne i efteråret, så det er en mulighed for at komme på tur på et tidspunkt, hvor det kan være lidt svært andre steder. Landskaberne er meget varierede. Du går langs kysten og kan se ud over det lyseblå Middelhav og bugterne. Du går gennem appelsinlunde og områder med skov, men også op over trægrænsen. En af de fine strækninger er omkring klosteret Lluc, hvor du kan kigge ud over hele området. Er du heldig, kan du høre et katolsk drengekor synge. Det er meget stemningsfuldt. Kyststrækningerne ved Daya er også meget fine, og vi var ude at bade. Jeg svømmede godt nok ind i en brandmand, og jeg forstår nu, at det hedder en brandmand, for det er virkelig en fornemmelse af at være blevet brændt, man får.”

Jette Maria Hansen:

"PÅ VEJ OP AD ET BJERG VAR DER EN, DER BEGYNDTE AT SYNGE"

”Jeg har gået Camino Frances, Camino del Norte, Camino Português Coastal og Camino Português Interior og har i mange år tænkt, at det ville være så fint, hvis man kun gik i natur og ikke så meget på asfalt. Det gør man på Mallorca. Et sted zigzaggede vi op ad bjerget, hvor der var noget hvidt mos over det hele. Det virkede som et snelandskab uden af være det. Et andet sted var der de gamle, gamle oliventræer på terrasser. Det var helt fænomenalt. Det var det også, når vi kom over trægrænsen og kiggede ud over havet.”

Energien fra hinanden
”Når jeg vandrer alene, så møder jeg folk undervejs og skaber relationer. Går ind og ud ad grupper. På den her tur var det spændende at have udgangspunkt i en gruppe. Inden turen tænkte jeg, om jeg ville komme på overarbejde; om jeg ville kunne regulere selskabeligheden. Om jeg ville have brug for at trække mig – og om jeg ville kunne finde ud af dét. Jeg var bange for, jeg ville blive for uselskabelig. Men det var så fedt. Noget af tiden gav det sig selv. Når vi gik op ad bjergene, havde jeg ikke mod på at snakke. Og det var der plads til. Andre gange snakkede man på skift med de forskellige. Der var masser af grin, og det var hyggeligt med det fokus, der var på fællesskab. Alle deltog på forskellig vis; med at finde vej, holde humøret oppe hos andre og dele erfaringer med sportsskader. På den ene side er det forpligtende at skulle holde sig til gruppen, men på den anden side, så får du energien fra de andre, når det er strabadserende. På et tidspunkt på vej op ad et bjerg var der en, der begyndte at synge. Der kunne jeg mærke den der energi, man kan give hinanden.”

Refugier med personlighed
”Jeg har stor erfaring med at gå fra refugium til refugium. Man er garanteret et sikkert sted at sove, og at der er mad. Det er betryggende. Der er altid en seng, selv til de sidste og de gamle. Jeg elsker, at de restaurerer de gamle huse. Der er wifi, det er rent og pænt, og der er alt, hvad man skal bruge. I forhold til på Caminoen er der noget mere personlighed over refugierne på Mallorca. Der bliver passet godt på dem.”

Gloet lidt mere
”Jeg er vant til at vandre minimum tre uger og op til seks uger. Den her tur var kort og intens. Det var en fantastisk rute. Det var spændende, at det var en pionertur. Så var det lidt, ligesom det plejer at være for mig. Jeg skulle anstrenge mig lidt for at følge gruppen. Gik jeg alene, havde jeg nok dvælet lidt mere ved pauserne. Der var jo en pause hver time, og det kørte, som det skulle, men jeg havde nok lavet nogle flere stop og siddet og gloet. På et tidspunkt var jeg træt og ville gerne gå langsomt, men så sagde turlederen Casper: ”Nu kigger du på min rygsæk og følger den. Vi holder 3 sekunders pause, og så følger du ellers bare mig.” Jeg blev nødt til at tilsidesætte mig selv, men det var fint. Der var én, der tog føringen, og jeg kunne bare følge efter. Det var trygt at have en turleder med. Og det var heller ikke fordi, jeg var så langt bagud.”

John Lester:

”DET GIVER EN RO, AT MAN HAR ET REFUGIUM, DER VENTER”

”Kirsten og jeg var alderspræsidenter med 72 og 74 år. Vi gik Sølvruten på Caminoen fra Sevilla til Santiago i 2009. Det var en tur på over 1000 kilometer, som vi gik på 6 uger. Vi har også gået fra Arles over Pyrenæerne til Pamplona, som er en tur på 850 kilometer. Vi har jo tiden til det. Turen her var mere overskuelig, men vi gruede en lille smule, da der var lidt flere højdemeter end på Sølvruten, hvor de højeste punkter var 300 til 400 meter over terrænet. Men det gik over al forventning, og vi holdt et meget godt tempo. Caminoen er ikke så rå, som terrænet på Mallorca. Der er nogle stigninger, der vil noget, men turlederen Casper lavede en rigtig fin plan med 50 minutters vandring og så 10 minutter pause. Det fungerede virkelig godt. Refugierne fungerede også rigtig godt. Vi var vaccinerede mod de store sovesale efter at have gået Sølvruten, og det her var ren luksus ved siden af. Refugiet i Lluc var for eksempel meget flot, men i princippet ligner de hinanden. Det giver en ro, at man har et refugie, der venter om aftenen.

Ingen paraplyer
Man kan jo ikke vælge sin gruppe forhånd, men den var rigtig fin. Vi havde det hyggeligt og morsomt. Så længe det er overskuelige grupper på 10-14 stykker, så man når at få et reelt forhold til hinanden, så er det fint. Men vi gider ikke på ture med 30 mennesker, hvor man går efter en paraply. Det er sgu ikke os. Så hellere finde ud af det selv.”

Hanne Langhorn:

”EFTER ET PAR DAGE FÅR MAN DEN HER ÅBENHED OG RO”

”Jeg gik hele Caminoen sidste år, så jeg er rimeligt rutineret i at gå med rygsæk og sove på herberg, men det var min første tur med Opdag Verden. Det er altid spændende med folk, når man tager på gruppeture, men det var søde, åbne mennesker. Der var ingen, der var negative. Ingen, der blev sure eller brokkede sig, når de blev trætte. Det var simpelthen så behageligt. Folk åbner op, når man vandrer. Vi vandrede jo sammen om dagen og sov ved siden af hinanden om natten. Det var med til at give os et super sammenhold. Man er tætte på en anden måde, end når man lægger sig ind i hvert sit Telt. Det giver en hyggelig helhedsoplevelse. Vi skulle heller ikke bruge tid på at slå telte op og lave mad, men kunne hygge os, når vi kom frem. Få et glas vin og summe over, hvordan dagen havde været, og så spiser man sammen om et bord. Det var meget hyggeligt. Vi havde det skægt og grinede rigtig meget. Der er jo ingen, der bliver så udkørte, at de kører over deres grænser, for når man når frem, kan man slappe af. Jeg havde 7 kilo med i rygsækken plus vand. Det gør en kæmpe forskel i forhold til at skulle bære Telt og kogegrej.”

Altid vin til
”Jeg har gået gennem Nordspanien, men alting er i bedre kvalitet på Mallorca. Refugierne er i god kvalitet, men også lidt dyrere. Der er pænt, rent og ordentligt. Maden var sådan på det jævne. Et stykke kylling med pommes fritter og den slags. Er man virkelig til fuldkorn og grøntsager, så får man en udfordring. Det er hvidt brød, kød, pasta og kartofler. Men der er altid vin til.”

Wauw-udsigter hver dag
”Det er et meget varieret landskab. Store områder med træer og lunde og den helt barske natur over trægrænsen. Vejret var ret perfekt; hverken for koldt eller for varmt på det tidspunkt af året. Og så er Mallorca jo ekstremt smukt. Der var wauw-udsigter hver dag. Ud over Middelhavet, bjergene eller en hel mur af bougainvillea, der blomstrede. Det var en behagelig blanding mellem udfordrende dage og dage, hvor det bare var vandring og oplevelsen af bare at gå og nyde. Der er ingen strækninger, som er kedelige. Det her kommer måske til at lyde lidt forkert, men jeg er i rigtig god form, og det gik måske nogle gange lidt for langsomt for mig, men fra dag ét besluttede jeg mig for, at nu var det sådan her. Når det er sagt, så er det ikke en rute, man bare lige går. Man skal kunne gå 15 til 20 kilometer om dagen med oppakning. Og selvom der er varder, så er det en udfordring at finde vej.”

Camino-stemning
”På en uge kan man nå at komme i Camino-stemning. Man kan nå at få fornemmelsen af at vandre. Efter et par dage får man den her åbenhed og ro. Fornemmelsen af at tage rygsækken på, som bliver en del af din krop, og så går du bare. Den fornemmelse nåede jeg at få på en uge, og det havde jeg ikke troet.”