Rundt om Dolomitternes drei zinnen

Stort solur og frådende stenskred

Allerede et par timer tidligere, da vi parkerede i Fischlein-dalen, kunne vi alle tre ved selvsyn forstå, hvorfor turen op til drei zinnen i Sextener Dolomiten er så populær. Nede fra de blide, grønne enge spækket af hvide og gule sommerblomster og med hø-duft i næseborene kunne vi se direkte ind i ”die Sextener Sonnenuhr”.

En stribe af de mest markante og lodrette kalktinder er navngivet i forhold til sommersolens vandring på himlen set hernede fra dalen. Zwölfer er den højeste med sine 3090 meter. Vi går op gennem en fyrreskov med skønsang fra småfugle, men over træernes toppe flår de rå klippetårne vores opmærksomhed til sig.

På vores venstre hånd har vi Einser, der rejser sig næsten 800 vertikale meter over dalbunden. Jeg er glad for, at vi ikke gik her den 12. oktober 2007. Den dag løsrev enorme stenmasser sig pludseligt fra topområdet, der i et vanvittigt stenvandfald styrtede ned i dalen, så kæmpe støvskyer pulsende rejste sig og formørkede dalen og bjergene.

Nogle kilder nævner, at der styrtede hele 60.000 kubikmeter klippemasse i dybet. Heldigvis kom ingen noget til, bortset fra en bred stribe alpin skov. Det var et held, at det skete, efter områdets hytter lukker omkring 1. oktober. Her midt i juli er der hele tiden mennesker på stien omkring os – og måske ekstra mange, fordi dagens vejr er nær perfekt. Sol, vindstille og klar bjerghimmel.

Solen går sin gang. Rundt og rundt om massivet. Ligesom os – blot i uendelig meget mindre målestok.

Ansigt til ansigt med Drei Zinnen

Vi zig-zagger op over trægrænsen, og de brutale tinder står frit for vores udsyn. Op og op går det i roligt tempo. Benmusklerne dunker, håndfladerne brænder i deres skruestik om vandrestavene. Vægten på min ryg slækkes med omtrent 18 kilo, da terrænet flader noget ud, og Filippa kommer ned for at gå et stræk.

Nu bærer jeg kun på rygsækken proppet med grej i lastrummet under bærestolen. Rundturens første dag involverer næsten 1000 højdemeter opad, og vi skal være fremme ved Drei Zinnen-hytten inden kl. 18, ellers risikerer vi at miste vores reserverede værelse. Vi kommer over en kant, og så rejser den måske mest fotograferede trio i Alperne sig foran os.

Drei Zinnen’s nordvægge står foran os i den sene eftermiddagssol. Som tre enorme bjørnetænder brøler de grå-røde vertikale klippemasser med deres utallige horisontale bånd op mod den mørkeblå Alpehimmel.

Det er muligvis det mest kendte klippemotiv i Dolomitterne. Vi bliver indkvarteret på et værelse med super udsigt over mod tinderne. Vi kan først få de tre retters aftensmad serveret efter klokken syv – det er jo Italien – og inden vi når til desserten, er Filippa faldet i søvn ind over bordet.

Vi er derfor alle tre på værelset, mens den nedgående sol føjer nogle argumenter til myten om det perfekte sceneri. Vi har vejr, lys og heldet med os. Langsomt glider de grå-røde klipper over i en gylden belysning, mens skyggerne kravler op over skredfelterne under de lagdelte vægge.

Så forvandler det gule sig til rosa, og til sidst flammende gløder. Alpeglød. Solen går sin gang. Rundt og rundt om massivet. Ligesom os – blot i uendelig meget mindre målestok.

Ensomhed og edelweiss

Næste dag får vi flere smagsprøver på Dolomitternes voldsomme skift fra blødt bølgende sætere og de højt opstigende, stejle rygge af kalksten. Vi vandrer ned på en flad græsgang vest for Drei Zinnen-hytten og passerer Langalm-hytten.

Vi passerer langsomt tinderne på vores venstre hånd. Den højeste, Grosse Zinne, kræver, at man lægger nakken bagover. Ufatteligt, at klippeklatreren Alexander Huber allerede i 2002 klatrede en af væggens sværeste linjer free-solo – altså uden reb og sikringer.

Ved Col de Medo passerer vi fra det både østrigsk- og italiensktalende Sydtyrol ind i en rent italiensk region. Her gik grænsen mellem Østrig og Italien før første verdenskrig.

Nu kommer vi om på sydsiden af Tre Cime di Lavaredo, som drei zinnen også kaldes, og nærmer os Auronzo-hytten, eller ”hotellet” ville vist være mere rigtigt at sige. Det er stadig så tidligt på eftermiddagen, at vi har tid til at gå på lidt eventyr.

Vi går godt en time sydpå over en række toppe på ca. 2350 meter. Til venstre for os kaster terrænet sig hovedkulds ned i dybet. Et kompliceret væld af forrevne, spidse tinder i Cadini-massivet skyder mod himlen i trekantede bevægelser foran os. Vinden står stille.

Tiden synes at være forstenet. Går man lidt på opdagelse uden for vandrernes rugbrødsmotorveje, får man ofte oplevelsen langt mere på egen hånd. Vi har stort set udsigten for os selv – og undervejs får Iben endda øje på nogle edelweiss en meters penge fra stien.

Svimlende sug

Turens tredje dag byder på funklende højtryksvejr. Morgenens højalpine himmel er totalt renset for skyer. Selv om vejret generelt er bedre her på sydsiden af Alperne, så er vi heldige. For nogle dage siden kørte vi over centralalperne i Østrig i hård vind og snevejr.

Da vi sidder over frokostens smørstegte spejlæg og store wienerpølser på Büllelejoch-hytten, virker vejret så stabilt, at jeg foreslår et eftermiddagseventyr. En afstikker til Oberbachernspitzen.

Terrænet ser ret venligt og ikke for stejlt ud, og fra hytten kan man se topkorset klart. Vandreruten går lige igennem et af minderne fra første verdenskrig, der stadig er mange af i området. Faktisk er mange af de stier, vi nu nyder godt af, bygget/udvidet under krigen.

Dengang gik frontlinjen lige igennem Sextener-bjergene, og her og der ser man stadig rustne rester af stålwire og andre militær-efterladenskaber. Vores sti forsvinder ind i en mørk tunnel, der viser sig at være et skyttegravskammer med to skydeskår sprængt ud i klippen.

Nær toppen bliver vi også konfronteret med en frontlinje. Lige foran os forsvinder bjerget ned i en lodret afgrund. En typisk kontrast for Dolomitterne. Kalkbjergene med de vertikale sider har ofte ret flade toppartier.

Iben sætter sig ved topkorset og holder Filippa i et fast tag. Jeg ligger mig på maven og kravler langsom frem til den skarpe kant få meter fra topkorset. Det svimler for mig, da blikket forsvinder ned, ned, ned.

Med et voldsomt sug i maven får jeg taget mig sammen til at skyde et par fotos de næsten 1000 lodrette højdemeter ned i Altensteintal. Dybt nede kan jeg se en lys, snoet tråd gennem mørke skovklatter – vandrestien, hvor vi gik på turens første dag.

Områdets vertikale vildskab og linjer begynder at hænge sammen for mig, selv om det er svært at fatte afgrundens dimensioner.

Hvad venter bag næste pas?

Om aftenen finder Filippa en dansk veninde på sin egen alder, og de får lov til at låne trampolinen, der er stillet op foran Zsigmondy Comici-hytten. Den er navngivet efter to lokale klatrepionerer, der har gjort store bjergbedrifter i deres samtid.

Både en med østrigsk og en med italiensk baggrund, som et tegn på en kultur, der kan favne hinanden trods en ikke så fjern fortids frontlinje-fjendskab. Fra hytten stirrer vi op på den enorme Zwölfer-nordvæg, som solen farver flammende, før den forsvinder.

Jeg er gået udenfor i den kølige aftenluft for at fotografere den farverige forvandling. Jeg tænker på, at vi desværre også snart forlader stedet. I morgen er turen slut. En tydelig sti stiger gennem skredfeltet under kæmpevæggen og op til et pas øst for Zwölfers grå-rødlige mur. Det suger igen i maven.

Jeg har lyst til at fortsætte turen ud over de planlagte dage, men jeg ved, at pigerne er mere tiltrukket af tanken om varme badedage ved bjergsøer længere mod syd. Men heldigvis forsvinder Dolomitterne ikke lige med det samme, så jeg lover mig selv, at vi vender tilbage. Til flere vandre- og hyggestunder midt i den vertikale vildskab.

Rundt om de tre tinder

Vores tur rundt om drei zinnen inkluderede tre overnatninger på henholdvis Drei Zinnen-, Auronso- samt Zsigmondy-hytten.

Vi startede i Fischleintal fra den store p-plads ved Hotel Dolomitenhof i ca. 1454 meters højde og gik rundturen mod uret ad rute 102 til Drei Zinnen-hytten, rute 105 via Col de Mèdo til Auronzo-hotellet, rute 101 og 104 til Büllelejoch-hytten (med en afstikker til Ostlichest Oberbachernspitze ad 101) og ad rute 101 til Zsigmondy-hytten.

På fjerdedagen afsluttede vi rundturen ved at gå ned i dalen, tilbage til bilen, via rute 103 og 102. Hele vejen gik vi på tydelige, markerede, ret nemme stier.

Undervejs kan du tage mange afstikkere – flere af dem ad langt sværere ruter. En klassiker fra Drei Zinnen-hytten er klatrestien Innerkofler De Luca op over Paternkofel i 2744 meters højde. Undervejs mod toppen kommer du gennem en af de mest berømte tunneller fra første verdenskrig – husk pandelampen.

Dele af ruten op over toppen er sikret af jernwire, og ud over en klatrehjelm mod stenslag bør du have en klatresele med enten en slynge og to karabiner eller en særlig via farrata-slynge på dig. Udsigten fra toppen over mod Drei Zinnen-massivet skulle være det flotteste perspektiv, du kan få på tinderne. Efter toppen kan du gå videre østpå mod Büllelejoch-hytten.