Gæstfrihed i De Forbandede Bjerge

En dag, jeg læser mit nye nummer af Opdag Verden, lægger jeg mærke til en lille artikel om en rute, som hedder Peaks of the Balkans. Ruten følger stier, som de lokale har brugt i århundreder, uanset landegrænser, og går gennem Montenegro, Kosovo og Albanien. Albanien var i årevis et lukket benhårdt kommunistisk diktatur. Nu er her frit, men det er ikke et land overrendt af turister.

Her vil vi starte.

Jeg plukker et par etaper ud, som vi kan springe over og tage en taxa eller blaffe udenom, og laver en rundtur på otte vandredage med uret rundt fra Valbonë. Det kommer imidlertid ikke til at gå som planlagt. Vores rygsække kommer ikke frem, og der går fire dage, før vi får dem. Vi rejser i mellemtiden til Shkoder, bor på det superhyggelige Hotel Tradita og laver en plan B på seks etaper den anden vej rundt med start i Theth.

Mikhail og gæstfriheden
Vi er endelig i gang. Fra Theth snor den stenede sti sig op over et 1.600 meter højt pas til landsbyen Vusanje i Montenegro. Vi møder en mand med to heste læsset med sække med grøntsager, og vi ser mange af de runde enmandsbunkere, som Albanien byggede så mange af i kommunisttiden, da de frygtede en invasion fra den kapitalistiske verden.

Vel nede i landsbyen stikker vi tomlerne ud og forsøger at få et lift til Plav. Det går hurtigt. En bil med en familie, forældre og to børn, stopper. Bilen er jo egentlig fyldt allerede, men det er ikke noget problem. Konen ryger om til børnene, Karen og jeg ryger ind på forsædet. Mikhail er serber og på besøg i sin hjemstavn, som nu er Montenegro. Han er venligheden selv, på trods af at hans bror blev dræbt af Nato-bomber. Først giver han en drink på det store hotel ved Plav-søen, og så skal vi lige spise kebab på hans gamle stamsted; sådan et sted, vi aldrig selv kunne have fundet.

Og for lige at følge os helt til dørs ringer han til stedet, hvor vi skal overnatte, og får dem til at hente os i byen. Vi skal sove hos en familie i Babino Polje. Det er lidt kaotisk, for de har besøg af familien, som ellers bor i Tyskland, så huset er allerede fyldt. De flytter rundt, og vi får et værelse. Stor gæstfrihed igen.

Der bliver dyrket grøntsager og kartofler i små indhegninger i landsbyen Doberdol.

Kosovo og kongemåltid
Den næste etape er ca. 15 kilometer og bringer os ind i Kosovo. Vi er i en dal med skov, marker og græsarealer. Snart går det opad. I dag skal vi samlet stige 700 meter og gå ca. 1.200 højdemeter ned. Vi kommer ud af skoven og op på en sadel, hvor flere bjergrygge mødes. Nu går vi på en lang, blød græsklædt bjergryg på selve grænsen mellem de to lande. Gederamsens lyserøde blomster bryder det grønne. Lidt senere på vej ned mod Liqenat finder vi modne hindbær i skoven.

Her er et decideret hotel, som dog ligger ganske øde hen. Formodentlig et sted, der mest har gæster i weekenden. Der er en restaurantbygning og en masse små hytter. I vores hytte er der en lille brændeovn, så vi går ud og samler pinde, så vi kan fyre op. Det har været en hård dag med mange højdemeter og en del bøvl med at finde vej. Vi får et kongemåltid med pomfritter, salat og grillet krydret fars-pølse, en bajer og en god nats søvn i den lune hytte.

Lyserøde gederams på stien mellem Babino og Liqenat.

Sæterlandsby og varm mælk
Dagen efter skal vi vandre ned til landevejen, som går gennem Rugova-dalen, der flere steder er en decideret kløft. Vi vil blaffe et stykke, så vi skærer en etape af, for derefter at stige op mod øst omkring det 2.522 meter høje bjerg Guri Kuq. Målet for dagens etape er sæterlandsbyen Milishevc, der kun er beboet om sommeren.

Det bliver dog en alternativ vej, for vi finder aldrig stien.

En del kilometer længere nede ad landevejen kommer der endelig en jordvej og et skilt, der viser derop. Der er også en lille cafe, hvor vi får en tiltrængt sodavand. Efter en halv times vandring kommer der en bil, en pickup. Chaufføren stopper og spørger, hvor vi skal hen, og om vi vil køre med.

Vi tager imod tilbuddet og hopper op på ladet. Så drøner vi afsted på den hullede, svingede vej. Næsten en time kører vi gennem tæt granskov. Så åbner landskabet sig, og vi ankommer til en samling primitive, hjemmelavede huse af træstammer, plastic og græstørv.

Familien byder os først på vand, så mælk – varmt, lige fra kilden! – og til sidst kaffe. Manden har arbejdet i Tyskland, så vi kan tale sammen på tysk. Endnu en god oplevelse med de lokale. Vi vandrer videre i en blanding af skov og græsningsarealer. Nogle steder er der spor efter laviner. Store træer er knækkede, og huse er ødelagt. Godt, at der kun bor folk heroppe om sommeren.

Vi skal bo hos Bajram Zekes og hans kone. De driver også en grillbar nede i Peje, men kommer herop, når der er gæster. Huset er en solid bjælkehytte, også hjemmelavet, men ikke så primitiv som i den første landsby. Det er godt, at huset er solidt bygget, for der er et heftigt regn- og tordenvejr det meste af natten.

Højderyg og fårehund
Næste dag hænger skyerne stadig lavt, og der er mudret. Et par kilometer mere med skovvej. Vi skal følge dalen hele vejen, til vi kommer op på bjergryggen, som udgør grænsen mellem Montenegro og Kosovo. Heroppe går vi i åbent terræn, over trægrænsen, og kan følge landskabet mere naturligt, så i dag er der ingen problemer med at finde vej. En flok køer følger os et stykke op. Her fra højderyggen er der flot udsigt, når der ellers er hul i skyerne. Vi holder pause og spiser vores medbragte mad i græsset med forbigående udsigter.

Det farligste dyr på de fleste vandreture er hverken ulve eller skorpioner, men hunde. Fårehunde. De er som regel monsterstore og ret aggressive. Jeg spotter én et stykke fremme, lidt nede ad skråningen på Montenegro-siden. Da vi kommer nærmere, ser jeg hyrden. Han har heldigvis styr på hunden. Han vinker os hen til sig. Han taler så meget tysk, at vi kan snakke lidt. Overraskende, men hyggeligt.

Vi går nogle kilometer lige på grænsen, så møder vi en bjergryg, der går på tværs. Her står vi så med Montenegro til højre, Kosovo til venstre og Albanien lige foran.

Manol i køkkenet på sit simple Bed & Breakfast.

Landsbyliv og bondekost
Vi kan se ned i dalen til en bebyggelse, Doberdol, vores mål for dagen. Vejret er ikke blevet bedre, tværtimod. Den sidste halve time til Doberdol foregår i styrtregn. En mand med en paraply går os i møde og viser os ind i et hus. Det viser sig dog, at det slet ikke er ham, vi skal bo hos, men i et hus lidt længere nede.

Manol’s B&B er meget enkel. Basalt set en stald. Stablede stenmure, bliktag, jordgulv. Sengene er en platform af paller med skumgummimadrasser og store, tunge vattæpper i lyserøde mønstre. Huset er delt op i sovesal og køkken. Kun i køkkenet er der opvarmning. Vi hænger alt det våde tøj op, finder noget tørt i rygsækken, i det omfang det er muligt, og sætter os ved komfuret for at få varmen. Manol serverer te.

Senere slutter regnen heldigvis, og vi kan studere livet i landsbyen. Folk dyrker grøntsager og kartofler i små indhegninger, dyrene går rundt og græsser, mens kvinderne plukker blåbær i store, hvide plastic-spande.

Ved aftensmaden får vi selskab af et tysk par, som kommer nede fra Cerem, som vi skal videre til i morgen. Det er solid mad; suppe med kartofler, senere pasta og kartofler samt de meget typiske stegte gule peber og fetaost. Til dessert står den på hjemmelavet yoghurt og blåbær. Morgenmaden er i endnu højere grad lokal: Blåbærmarmelade, honning, hjemmelavet ost, smør og yoghurt. Kun hvedemelet til det nybagte brød, kaffen og teen kommer langvejs fra.

Morgenmaden i Cerem, hvor vi også bliver belønnet med et varmt bad.

Luksus i Cerem
I forhold til de strabadser, vi har været igennem tidligere, bliver det en behagelig, dog lang, dag. Ikke så mange højdemeter, en blød nedstigning, god sti og skovveje. Det er ikke svært at finde vej, og solen er tilbage. Der er flot udsigt nedover dalen, vi passerer flere små bebyggelser og får følge af en lille hund, der ligner Kvik. Nede i Cerem er der en del forladte huse. På trods af forsøgene på at få gang i turismen, er her selvfølgelig ikke mange job eller uddannelsesmuligheder, og mange søger mod byen.

Det går fint med at finde landsbyen, men det er svært at finde huset, hvor vi skal bo. Her er jo ikke gadenavne eller husnumre. Vores erfaring fra tidligere er, at hvis man skal bruge nogen, der kan engelsk, så skal man gå efter de unge, særligt pigerne.

Vi møder en køn pige på 12-14 år, som ikke blot taler godt engelsk, men ovenikøbet med engelsk accent. Det viser sig, at hendes far emigrerede til England, da landet åbnede sig efter kommunismens fald, så hun er vokset op der. De er på besøg hos bedsteforældrene, men der er fint plads til os. Vi får et værelse og et varmt bad – det er et par dage siden, vi har haft den luksus.

De rørende møder
Den sidste etape ned til Valbonë foregår på jordvej. En del af ruten går normalt på en sti på den modsatte side af floden, men et jordskred har spærret stien og gør den farlig. Vi følger derfor vejen. Mod sydvest har vi udsigt til de højeste toppe i området, herunder den højeste, Maja Jezerca, på 2.692 meter. Den hvide kalksten skinner i solen. Der må være nogle gode klatreruter deroppe.

Valbonë er i modsætning til de steder, vi har besøgt de sidste dage, nærmest et turistcentrum. Her er i hvert fald en god håndfuld overnatningssteder og restauranter, men ligesom de små, primitive bebyggelser, vi passerede oppe i bjergene, så er både Theth og Valbonë kun beboet om sommeren. Her har vi ikke booket i forvejen, men finder let et hyggeligt sted, hvor de også kan hjælpe med tider på bussen videre osv.
Vores vandretur nærmer sig slutningen.

Der har været smuk natur med afvekslende terræn og flotte udsigter, lige det vi gerne vil opleve. Oven i hatten har vi så haft meget rørende møder med de lokale. Vi hører ofte om krig og heftige temperamenter, når det gælder folk på Balkan, men det, vi har mødt af hjælpsomhed og gæstfrihed, har været helt fantastisk.

Peaks of the Balkan

Ruten Peaks of the Balkan er på i alt 192 kilometer fordelt over 10 etaper. Der er i alt 9.900 højdemeter undervejs, og det højeste punkt er på 2.300 meter. Der er udarbejdet en beskrivelse med kort i 1:60.000, og ruten er afmærket med rød/hvid maling.

Det er turistorganisationer i de tre lande – Albanien, Montenegro og Kosovo – som med tysk hjælp har etableret ruten med et ønske om at tiltrække turister, som ved brug af guider og overnatningssteder kan bidrage til den lokale økonomi i bjergene, hvor det primært er landbrug og dyrehold befolkningen lever af. Læs mere på www.peaksofthebalkans.info

De Dinariske Alper

De Dinariske Alper er en ca. 645 km lang bjergkæde, som strækker sig gennem Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Kosovo og Albanien. De går langs kysten af Adriaterhavet fra De Juliske Alper i nordvest til Korab-massivet på grænsen mellem Albanien og Makedonien.

Det højeste bjerg i de Dinariske Alper er Prokletije på grænsen mellem Montenegro og Albanien med toppen Maja Jezerca på 2.692 meter, som ligger cirka mellem Theth og Valbonë. Bjergene er primært dannet af sedimentære bjergarter som dolomit, kalksten og sand.

Hvem skriver?

Søren Gudmann er født i 1961. Han har vandret, klatret, besteget bjerge og stået på ski i Skandinavien, Skotland, Alperne, Tatra, Kaukasus, Tanzania, Marokko, Alaska, Andes, Pamir, Himalaya, Ny Guinea, Japan, Libanon, Australien og på Antarktis.

Er den første dansker, som besteg Seven Summits og har været på toppen af tre 8000-meter-bjerge. Han udgav i 2006 bogen Topfeber, der netop er udkommet som lydbog.

Arbejder som foredragsholder (www.seven-summits.dk) og er turleder for Kipling Travel og Opdag Verden.