• TEMA: HYTTE-TIL -HYTTE VANDRING

    TEMA: HYTTE-TIL -HYTTE VANDRING

    LÆS ARTIKEL: 5 favoritter fra hytte til hytte

    Læs mere

  • TEMA: HYTTE-TIL-HYTTE VANDRING

    TEMA: HYTTE-TIL-HYTTE VANDRING

    LÆS GUIDE: Hyttevandring i Alperne

    Læs mere

  • TEMA: HYTTE-TIL-HYTTE VANDRING

    TEMA: HYTTE-TIL-HYTTE VANDRING

    Vandring i Slovenien

    Læs mere

Guide: Vandring fra hytte til hytte i Alperne

Bjergstier om dagen - Varm seng om natten

shutterstock 532231762 fabe

Der er mere end 3000 hytter til vandrefolket spredt rundt i Alperne. Men hvorfor overhovedet vandre fra hytte til hytte? Hvor skal man starte? Hvad skal man pakke i rygsækken? Vi kigger på det og en hel del mere.


Hvorfor vandre fra hytte til hytte?

Lad os starte ved begyndelsen: At vandre fra hytte til hytte indebærer, at man følger stier og ruter, hvor der undervejs ligger hytter, som man kan overnatte i.

En tur fra hytte til hytte kan vare et par dage eller flere uger, for alt i mens der er nogle ruter, som ligger mere eller mindre fast og er velkendte klassikere – for eksempel ruten rundt om Mont Blanc eller Haute Route fra Chamonix til Zermatt – så er det ofte muligt at strikke sin egen tur sammen.

Du kan således lave en tur, der passer lige netop dig, eller din gruppe, alt efter hvor langt, du ønsker at vandre om dagen, og hvor hård du har lyst til, turen skal være. Derudover er der en række fordele ved at vandre fra hytte til hytte:

  1. Du kan drage ud med en langt lettere rygsæk, end på ture uden mulighed for overnatning, da du ikke skal bekymre dig om at slæbe telt, sovepose, underlag, kogegrej og adskillige måltider i rygsækken.
  2. Du kan tage såvel børnene som bedstefar med ud på stierne. Den meget lettere rygsæk betyder, at stierne bliver tilgængelige for en langt større målgruppe. Hytterne ligger i en afstand, så små fødder kan nå frem mellem dem; som oftest med 8 til 15 kilometers afstand.
  3. Du behøver ikke nødvendigvis at have den helt store vandreerfaring. Der findes masser af veltrådte, velmarkerede ruter, hvor du har folk at støtte dig til undervejs og kan få god information om stien, vejret osv. i hytterne. Det gælder særligt på de mere kendte ruter.
  4. Du har god mulighed for at starte ud frisk og veludhvilet om morgenen, da du sover i en seng hver aften og ikke skal bekymre dig om at ende i dårligt vejr i teltet.
  5. Du har ofte adgang til et bad, når vandredagen er overstået. I de større hytter kan det endda være, det er et varmt et af slagsen.
  6. Du spiser god mad. Der bliver serveret morgen- og aftensmad i hytterne, nogle gange er det ren gourmet. I nogle hytter kan du få smurt dig en madpakke til dagen på stien.
  7. Du kan falde i snak med andet vandrefolk, godtfolk og bjergfolk i hytterne, hvis du har lyst. Her er der masser af gode tips at hente. Og der er tid til at udveksle dem i eftermiddagssolen på terrassen. Eventuelt over en kold øl.

shutterstock 401642101 Delp

Hvad er en hytte?

Ja, en hytte er jo altså ikke bare en hytte. Når vi taler om hytter i Alperne, så varierer de kraftigt i størrelse. Nogle af dem er som halvluksuriøse bjerghoteller med restaurant og bar, private værelser ud over sovesalen, som er standard, og plads til flere hundrede mennesker.

Andre er mindre, mere rustikke, og man sover kun på sovesale. På nogle spiser man trerettersmenuer om aftenen, mens andre serverer mere simple, men som oftest meget solide, retter.

Men, der er ting, hytterne generelt har til fælles. Du kan regne med, at de er rene, pæne og velholdte. At du kan finde noget at spise. Og at de ligger flot, hvis ikke spektakulært, i bjergene.


shutterstock 483085381 Joha

God stil i hytten

Der er forskel fra hytte til hytte, men det er mere normen, at man sover på sovesale, end at man kan booke private værelser. Hytterne udstikker generelt deres egne, men der er nogle regler, som man finder mange steder, og som uanset hvad er god etikette:

  • Du efterlader dine vandrestøvler og vandrestave i støvlerummet.
  • Du bruger dit eget medbragte lagen. Hytterne udleverer tæpper/dyne + pude.
  • Du respekterer det fastsatte tidspunkt, hvor lyset skal være slukket.
  • Du pakker din rygsæk uden for sovesalen, så du ikke forstyrrer andre vandrere.

shutterstock 505036744 Fesu

Hytter land for land

Der findes mere end 3000 hytter i Alperne, som vandrere kan overnatte i. Nogle er privatejede men en stor del af hytterne er organiseret og styret af de forskellige landes alpinforeninger.

Det er desværre ikke dem alle, der har en engelsk version af deres hjemmesider, men det er stadig til at finde den hytte, man er på jagt efter og finde ud af, hvordan man booker eller kontakter hytten.

Det er nemlig ofte en god ide at have sine reservationer på plads, inden man begiver sig ud på stien. Ofte giver det solide rabatter på overnatning, hvis du melder dig ind i foreningen. Der er syv lande i Alperne med alpinforeninger:

  • Østrig: Den østrigske alpeforening står for groteske 40.000 kilometer stier i Østrigs Alper. Alpeforeningen har en lang, stolt alpin tradition, og landet er uhyre vel sat op til vandreture fra hytte til hytte. Læs mere om hytterne i Østrig på www.alpenverein.at, hvor du også finder detaljerede, printbare guider til de største ruter fra hytte til hytte. 
  • Schweiz: Alt i Schweiz er velordnet, og sådan er det selvfølgelig også med deres hyttesystem. På www.sac-cas.ch finder du en liste over en lang række hytter, som du kan booke online.
  • Tyskland: Det er nemt at glemme, at vores tyske naboer har smukke ruter gennem deres del af Alperne. På www.alpenverein.de finder du nemt hytter, og du finder også inspiration til ruter og områder at vandre i.
  • Liechtenstein: Miniputnationen har fire hytter at byde ind med, og dem finder du mere om på www.alpenverein.li.
  • Frankrig: På www.gites-refuges.com finder du masser af hytter. Du kan blandt andet bruge et værktøj, hvor du søger på en specifik rute og får præsenteret de relevante hytter undervejs.
  • Italien: Den italienske alpinforening har et enormt antal hytter og såkaldte refugios. På www.cai.it kan du søge på dem efter region og navn.
  • Slovenien: Landet bliver ofte overset, men også her finder man en alpinforening med i alt 176 hytter og andre overnatningssteder i bjergene til vandrere. Læs mere om dem på www.en.pzs.si

shutterstock 508201735 corl

Find inspiration til turen

www.opdagverden.dk finder du en række artikler og guider med inspiration til vandring fra hytte til hytte i alperne. Her finder for eksempel artikler som:

  • Alpernes 5 ypperste: Kev Reynolds, der har vandret i Alperne gennem 50 år og skrevet 50 bøger om det, peger på sine fem yndlingsruter (OV59).
  • Fra München til Venedig: Artikel om en 34 dage lang vandretur tværs over Alperne (OV60).
  • Familietur ved Mont Blanc: Inspiration til den klassiske vandretur rundt om Europas højeste bjerg (OV64).

Alperne måned for måned

Sæsonen for vandring fra hytte til hytte går fra begyndelsen af juni til og med september. Hver måned har sine fordele:

  • Juni: I den første halvdel af juni er der stadig risiko for, at der ligger sne på ruter, der går højere i bjergene. De fleste hytter er åbnet op for sæsonen, men der er som regel god plads i dem, da midsommerens større vandreflokke endnu ikke er vågnet til dåd.
  • Juli & august: Hytterne er åbne, stierne er fri for sne, blomsterne står i flor, og temperaturerne er årets varmeste. Forholdene er altså perfekte, men det er ikke nogen hemmelighed, at månederne er dem, hvor der er flest mennesker på stierne. Det betyder samtidig, at der på de mest populære ruter og i de mest populære hytter kan være rift om pladserne. Derfor er det vigtigt at forudbestille plads.
  • September: Sommerferien er slut for de fleste, så der er langt færre folk på stierne end i juli og august. Hytterne er dog stadig åbne, vejret er stadig godt, og du har de bedste chancer for klart vejr. September er på mange måder den bedste måned at vandre i.

shutterstock 290699009 Juli10 styk grej til hyttevandring

Selvom du overnatter indendørs og langt fra skal have så meget med i rygsækken, som du skal på en tur i fjeldet, så er det stadig vigtigt at få pakket ordentligt. Jo bedre du pakker din rygsæk, jo mere behagelig en tur får du. Her er ti anbefalinger til grej, du bør pakke til Alpeturen:

  • Fodtøj: En åndbar læderstøvle med en mellemstiv sål og et enten lavt eller mellemhøjt skaft.
  • Bukser: Et par Zip-off-busker med UV-faktor, der er hurtigtørrende og ikke vejer meget.
  • Pausejakke: En let dun- eller fiberjakke til hurtigt at trække på under pauser. Også god i den sidste eftermiddagssol på hyttens terrasse.
  • Rygsæk: En solid dagtursrygsæk med god udluftning på omtrent 30-40 liter skulle gøre det.
  • Skaljakke + skalbukser: Vejret kan være omskiftelige i bjergene, og det er vigtigt at kunne beskytte sig mod elementerne. Vær derfor klar til byger og kolde vinde med noget godt skaltøj.
  • Hat/kasket: Solen kan være skrap i højderne, så en god hat, der giver skygge og beskyttelse mod solen, er om ikke uundværlig så meget nyttig.
  • Vandrestave: Det er bjergvandring, så der er ofte en del højdemeter involveret, og et par vandrestave virke enormt aflastende på dine knæ. Samtidig kan de hjælpe på at holde balancen på svære nedstigninger.
  • Pandelampe: Perfekt til aftener i hytten og god som sikkerhed, hvis du skulle ende på stierne i mørket.
  • Lagenpose/tynd sovepose: Pak en lagenpose eller en tynd sovepose, som du kan krybe i under tæpperne eller dynerne, hytterne stiller til rådighed.
  • Ørepropper: I mange hytter sover man i sovesal. Skulle der være en snorker i flokken, er det guld værd at kunne lukke det ude og stadig få sin skønhedssøvn.

Gå med os over Alperne

Du kan tage med Opdag Verden på en vandretur fra hytte til hytte på tværs af Alperne sidst i september. Her arrangerer vi nemlig en fantastisk syv dages vandretur, der går fra Oberstdorf i Sydtyskland til Merano i Norditalien.

Undervejs er der idylliske bjerglandsbyer, duftende blomsterenge, forrevne bjergtinder, og vi vil garanteret se både murmeldyr og stenbukke. På turens sidste dag venter steder, hvor Ötzi-manden, den 5300 år gamle ismumie, blev fundet.

Som det ofte er tilfældet med vandring i Alperne, så er der en del højdemeter undervejs – men husk, at rygsækken ikke behøver være særlig tung. 

Skrevet af: Tore Grønne, Skrevet Fredag, 18 August 2017, opdateret 27 September 2018, læsninger: 5919

Log ind

Cron Job Starts