Alene i Wakhan-korridoren

En vandretur i det ukendte Afghanistan

Martin Lohmann Møller følger en gammel drøm og vandrer ind i Wakhan-korridoren i en afsidesliggende del af det nordlige Afghanistan. Her finder han brutal skønhed i et område, hvor varer bliver fragtet med kamelkaravaner, og nomader trodser de barske levevilkår.

DSC00497.jpg
Skrevet af: Martin Lohmann Møller
Opdateret den 04. apr 2023
Læst af: 7795

Martin Lohmann Møller følger en gammel drøm og vandrer ind i Wakhan-korridoren i en afsidesliggende del af det nordlige Afghanistan. Her finder han brutal skønhed i et område, hvor varer bliver fragtet med kamelkaravaner, og nomader trodser de barske levevilkår.

I efteråret 2014 cyklede jeg gennem Tadsjikistan på Pamir Highway, som er berømt og berygtet af rejsecyklister for sin flotte natur og dårlige tilstand. Solen var ved at gå ned bag de 6000 meter høje bjerge, og jeg fandt et forladt skur, som var blevet brugt af nogle fårehyrder. En karavane med otte kameler og flere mænd slog lejr lige på denne anden side af floden i Afghanistan. Jeg tænkte, hvordan det må være en tidsrejse at begive sig dybere ind i områderne derovre på den anden side af floden, hvor man stadig må have ting fragtet frem på kamelryg.

Fire år senere landede jeg en sen september aften i Tadsjikistans hovedstad, Dushanbe. Der var støvet og varmt, præcist som jeg huskede det. I byens eneste supermarked købte jeg mad til 12 dages vandring: to kilo havregryn, 20 pakker nudler, tre dåser tun, noget der mindede om leverpostej, peanutbutter, et kilo boghvede, en kæmpe spegepølse, masser af chokolade, nødder, mælkepulver, kiks og nogle kager.

Ingen hjælp at hente
Det var svært at danne et godt billede over sikkerheden i Wakhan-korridoren. Der havde lige været kampe på grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan. Nogle rygter sagde, at byen Sultan Ishkashim, mit startsted, var sikker, og at der aldrig har været Taliban i byen. Andre rygter sagde, at Taliban nogle gange angriber byen. I 2016 var de seks kilometer fra byen, men den lokale befolkning bekæmpede dem og tvang dem tilbage. Jeg havde svært ved at vide mig sikker, men samlede de informationer, jeg kunne. Vejede risikoen mod mine erfaringer i Centralasien.

Jeg vurderede, at der ikke har været angreb på turister i området i nyere tid og valgte at fortsætte min færd ud mod grænsen.

Efter 13 timer på bagsædet af en firhjulstrækker nåede jeg ved midnatstid radbrækket frem til Khorog, der ligger alene og isoleret i en frodig dal omgivet af golde bjerge og er hovedbyen i den autonome region Gorno-Badakhshan.

Næste dag kontaktede jeg min fixer i Afghanistan, som skulle hjælpe med tilladelser, transport osv. Khorog er et af de få steder i verden, hvor man uden problemer kan få et visum til Afghanistan. Jeg betalte 150 dollars og skrev under på, at alt var på eget ansvar. Det er ikke noget, man skal tage let på. Det betyder nemlig ret bogstaveligt, at man må klare sig selv, hvis der sker noget. Da indrejse til Afghanistan er imod de fleste anbefalinger fra Udenrigsministeriet, er der ikke nogen rejseforsikringer, der dækker enkelte personer. Min InReach, som ellers har en SOS-funktion, dækker heller ikke Afghanistan.

 

DSC00397

Vejen snor sig langs Wakhan-floden på vej mod Sarhad, hvor eventyret snart begynder.

Silkevejens tråde
Motoren brød sammen på bilen, jeg tog til grænsebyen, Ishkashim. Jeg ventede tre timer i vejkanten på et nyt lift. Pamir Highway blev bygget af russerne og forbandt Moskva til Sovjetunionens ydre grænse; den sidste bastion mod syd og Afghanistan. Men oppe i Wakhan-korridoren findes ingen veje. Ingen køretøjer. Der findes kun stier, der er blevet brugt i århundreder som en del af de tråde, Silkevejen trækker gennem Centralasien. Tænk sig, at transport forgår med karavaner og kameler. Det var netop en af grundene til, at jeg rejste hertil.

Næste morgen vågnede jeg med spænding i kroppen. Det var en lille drøm, som skulle gå i opfyldelse. Jeg fik et lift til grænsen og vandrede gennem porten til Afghanistan. Det tog yderligere to dage at køre de 230 kilometer fra Sultan Iskashim til Sarhad, hvor min vandretur begyndte. Den lille landsby ligger for enden af en enorm dal. Bjergene over dalen er golde og havde lidt sne på toppene. Vinteren var snart på vej. På en bjergside havde der været et stenskred, som havde dækket et par huse med jord og kæmpe klippeblokke, og vinden hvirvlede af og til sand fra dalen ind over landsbyen.

Jeg blev mødt af den lokale kommandør; en midaldrende mand med et stort skæg og lidt fjerne, men seriøse, øjne. Han lignede én, der havde oplevet mere end de fleste, som han sad der med sin AK47 og insisterede på at beholde min tilladelse og mit midlertidige identitetspapir. Jeg var ikke sikker på, at det var en god ide. Jeg havde læst, at man kunne møde militær i bjergene, hvor man skulle identificere sig og fremvise tilladelserne. Jeg kunne dog forstå, at han udgjorde den sidste kontrolpost, så jeg gik med til det, og han lovede, at jeg fik dem tilbage til turen ud af området.

DSC00478

Man finder sig selv og sine grænser på en tur som denne; nogle gange er man på toppen, andre gange er man nede. Jeg vandrede cirka 220km på 12 dage.

Alene og opmærksom
Om eftermiddagen gik jeg en tur rundt i landsbyen. Forbi små lerhytter og folk i markerne. Kvinderne var klædt i rødlige kjoler med en kraftig mønstret vest udover; mændene i jordfarvet tøj. Alle var venlige, men mest på afstand. Herude lever folk efter de traditionelle dyder med faste regler for, hvordan man introducerer sig. Man skal ikke tage for hurtig kontakt, men derimod vente på selv at blive kontaktet. Kvinderne gemte sig, hvis jeg kom for tæt på.

Det var halvkøligt, da jeg næste morgen vandrede ud af Sarhad og op mod den første udfordring: et bjergpas i 4250 meters højde. Kortet viste ingen sti, men hvor svært kunne det være? Der gik kun én sti i den retning. Jeg blev dog hurtigt klogere, for hyrdernes får laver stier, og nu var der fem forskellige veje at vælge imellem. Det blev til en lille omvej, og jeg krydsede nok en flod mere, end hvad nødvendigt var.

Jeg kunne mærke højden og de 35-40 kilo i rygsækken, men nåede toppen og tog en pause. Himlen var blå, og der lå lidt skyer i horisonten. Vinden var kold, og jeg var svedig og tog jakke på for at holde på varmen. Jeg kunne skimte min rute ned fra passet. Stejlt det første stykke, og dybt nede kunne jeg se floden. Jeg orienterede mig, markerede toppen på GPS’en og vandrede ned mod Pamir-floden, der løber i 3200 meters højde. Jeg tabte sporet og fandt det igen. Jeg var træt, da det var tid til at slå lejr ved floden. Der lå nogle ruiner i nærheden, men der var ingen mennesker. Jeg var alene og mere opmærksom på lyde end normalt. Sådan er det gerne, når jeg slår lejr et nyt sted. Jeg var træt. Men jeg var også endelig af sted.

DSC00488

Stolt af sine børnebørn. Herude er familie lig med overlevelse.

DSC00742

Man skal gøre sit bedste, hver gang landsbyen er samlet, og der spilles om en god sum penge.

Når øjne fortæller historier
Floden rasede, men samtidig var den rolig; den kendte jo vejen. Jeg forlod den. Gik mod nord på stier, der har været her i århundreder. Op i bjergene, hvor wakhi-folket lever. Jeg var nu oppe i 4000 meters højde, og satte kurs mod en familie, som Safi, der var min fixer i Afghanistan, havde fortalt om.

Her blev jeg inviteret indenfor af et par kvinder og en ung dreng. Alt var sort af sod fra det åbne bål, hvor der blev brændt tørret yakokselort. I et værelse opbevarede de uld fra deres får, og i husets bagerste hjørne lå køkkenet. Der var ingen møbler, for alt foregår på jordgulvet ved siden af bålet, som giver lidt lys. Der var heller ingen vinduer, og jeg kunne næsten ikke trække vejret, så med lidt håndfagter spurgte jeg, om jeg måtte sidde udenfor. De syntes, det var lidt skørt.

Jeg kunne se, at de var vante til at arbejde hårdt. Hænderne var stærke. Ansigterne mørke og furede. De var i gang med at lave smør i et skur ved siden af husene, og det var tydeligt, at de havde svært ved at forstå, hvad jeg lavede der. Det har jeg oplevet før på mine rejser, men her var det anderledes. Det var som om, at deres øjne og ansigter fortalte mig, at jeg skulle passe på naturen her. Når man skal overleve uden hjælp fra regering eller lokalsamfund, lærer man virkelig, hvad det betyder at passe på naturen. Det var det, jeg kunne fornemme, uden at vi rigtig kunne tale sammen.

DSC00471

Jeg fandt et sted, hvor andre før mig havde slået lejr. Jeg byggede lidt mere på stenmuren for at skjule mig lidt for den kolde vind i 4300 meters højde.

Et måltid for konger
Efter tre dage, 50 kilometer og fire små samlinger huse, hvor jeg fik te og lidt brød med på vejen, fulgte jeg et lille dyrespor over det 4900 meter høje Warm-pas og nåede Bozai Gombaz; en gammel russisk base fra 1979. Rustne metaldele og olietanke lå spredt omkring. Russerne efterlod dem, da de forlod området efter 10 års kampe og en tabt krig i 1989 – efter de havde sprængt så meget, de kunne, i luften. Nu ligger der en skole, hvor to lærere arbejder i sommersæsonen.

Bozai Gombaz er også starten på bjergplateauet Lille Pamir, der ligger i 4000 meters højde. Søen Chaqmaqtin strakte sig, så langt jeg kunne se. Bjergenes tinder var sneklædte. Himlen blå. Jeg vandrede fire dage langs søen. Her bor kirgisiske nomader, der gennem årene er flygtet fra russerne og kineserne.

Stormagterne har aldrig været store tilhængere af nomader, da de ikke kan holde styr på, hvor de befinder sig. Heroppe har de fundet fred, men naturen er kontant, vinteren hård, og der er langt til hjælp. Banditter smugler opium, der bliver brugt meget i området. Den dulmer smerter og tanker. De virkede til at være hårde mennesker, og jeg blev ikke længere inviteret på te og budt ind i deres jurter.

Da jeg nåede den sidste samling jurter var mine egne rationer ved at være spist op, så jeg vandrede tilbage til Bozai Gombaz og boede en nat hos de to lærere, som underviste 50 kirgisiske børn i farsi og matematik. De var blevet udstationeret på skolen i seks måneder og levede af de fisk, de kunne fange, og brød fra områdets familier. De talte for meget ned til de kirgisiske børn efter min smag, men de stegte fisk, de havde fanget i floden, og vi spiste som konger. Jeg havde en flaske rom med, som vi fik et par glas af.

DSC00607

En mand bor med sin kone og to børn i den her jurt. Vi drak te sammen og delte vores historie, så godt som vi kunne.

Et lukket kapitel
På de tre vandredage tilbage til Sarhad mødte jeg flere karavaner med æsler, yakokser og heste. De var enten på vej op med mad eller ned med de får, der skulle veksles til varer til at overleve vinteren. Jeg tænkte på, hvordan jeg fire år tidligere stod på den anden side af grænsen og længselsfuldt kiggede ind i et ukendt Afghanistan.

Havde jeg fundet det eventyr, jeg søgte? Bestemt!

Jeg havde mærket Centralasiens vilde natur på min egen krop. Set, hvordan vi mennesker kan leve med og i naturen på steder, hvor man ville tro, det var umuligt. Jeg løb en risiko, når det kommer til sikkerheden, men fik en gave tilbage af et folk, der ikke har meget og generelt er forbeholdne over for gæster. Alligevel hjalp de mig og delte deres liv med mig for en stund. Jeg havde en følelse af at havde lukket et kapitel, som manglede en afslutning, men åbnet døren for nye eventyr i en vild del af verden.


Wakhan-korridoren

Wakhan-korridoren er 350 kilometer lang, ligger klemt inde mellem Tadsjikistan og Pakistan og munder ud i Kina. På det smalleste sted er korridoren kun 13 kilometer bred. Bjergene omkring dalen tikker op i 7500 meters højde.

Det er ikke nemt at finde ud af, hvor mange folk der bor i området; mellem 10.000 og 20.000 lader det til. Langt de fleste bor i små landsbyer i de lavere beliggende områder. Jeg var dog på vej til Lille Pamir, hvor der kun bor et par hundrede nomader og seminomader, som flytter rundt med deres dyr alt efter sæsonerne. Derfor ved man ikke, hvor man støder på dem.


DSC00581

Livet som nomade

De kirgisiske nomader i Lille Pamir lever af deres dyr; får, geder, yakokser og nogle kameler. De spiser deres kød og bruger deres mælk til yoghurt, ost og smør. Samtidig tager de nogle gange dyr på markedet så langt væk som Kabul og sælger dem og køber materialer og mad. Nomaderne flytter med deres dyr efter sæsonen og lever i runde filttelte, jurter, som de nemt kan flytte.

Andre spændende artikler


Fem veninder i Tadsjikistan og Kirgisistan

Fem veninder i Tadsjikistan og Kirgisistan

På eventyr i Tadsjikistan

På eventyr i Tadsjikistan

Trekking i Tadsjikistan

Trekking i Tadsjikistan

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this