tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 430 KM I KULDE, REGN, MUDDER OG VIND | Storbritannien | Opdag Verden

430 KM I KULDE, REGN, MUDDER OG VIND

Montane Spine Race - Storbritanniens mest brutale løb

DebbieI januars kulde og mørke kaster Debbie Martin-Consani sig over en umenneskelig opgave: At tilbagelægge 430 kilometer på The Pennine Way gennem vinterkulde, mudder, moser, bjerge og mørke i England og Skotland. I ét hug.

”Min hjerne var totalt væk, og jeg hallucinerede frygteligt – jeg så dyr over det hele. Jeg kunne ikke løbe på grund af mine skinneben, men jeg havde også mistet hjernekapaciteten og motorikken til overhovedet at tackle løbebevægelser. På afveje og på vejen i Kirk Yetholm ramte udfordringens enorme omfang, søvnunderskuddet og kalorieunderskuddet mig som en lastbil.” 

Ordene tilhører Debbie Martin-Consani, der i januar 2020 deltog i ’Storbritanniens mest brutale løb’ og et af verdens hårdeste ultraløb: Montane Spine Race. 430 kilometer gennem Englands og Skotlands bjerge, moser og mudrede marker på vandrestien The Pennine Way.

Der er madstationer og lægetjek med jævne mellemrum undervejs, langt fra alle gennemfører, og det er ikke unormalt, at folk bliver evakueret undervejs. Meget af tiden er man fuldkommen alene i øde landskaber. Den første i mål vinder. Søvn er der stort set ingen af.

Presset til det yderste
Forstil dig at være så træt, at du glemmer de varme luffer, der ligger i din rygsæk. Dine hænder bliver nu så kolde, at du ikke kan få rygsækken af. Fingrene virker ikke mere, så du kan ikke løsne spænderne. Da din pandelampe løber tør for strøm, kan du heller ikke fiske den ekstra pandelampe i rygsækken frem.

I stedet løber du videre på glatte, mudrede sten med en lille lommelygte mellem tænderne. Falder du, ryger tænderne. Prøv så at forstille dig, at du senere på samme tur er så udmattet, at du falder i søvn ved siden af stien. På en forfrossen nat i januar. Med fødderne i en vandpyt. Da du vågner, er dine sko frosne.

Men du fortsætter.

Begge ting skete for Debbie under Montane Spine Race.

Allerede inden start var hun dog nervøs. Bange. Mest af alt fordi løbet betød så meget for hende.

”Jeg er stærkt motiveret af frygt. Garanteret succes interesserer mig ikke. Jo højere raten af folk, der dropper ud i et løb, er, jo mere appellerende er det. Når løbet begynder, er jeg okay, men jeg ligger vågen natten før og overtænker forskellige scenarier.”

Debbie2

Montane Spine Race følger vandreruten The Pennine Way, der snor sig op og ned gennem nogle af Englands smukkeste og mest udfordrende landskaber som f.eks. Peak District, Yorkshire Dales, Northumberland National Park og Hadrian’s Wall.

Hurtigt og let
Forberedelserne til løbet har været intense. Ikke så meget det at komme i form; den er på plads. Mere det at sørge for, at udstyret er på plads. For overhovedet at kunne stille op, skal man bestå et grejtjek, og Debbie bruger oceaner af tid på at researche og tilpasse udstyret, så hun har det hele – sovepose, underlag, brænder, gryde, kniv.

Og så er der beklædningen, hvor hun altid har brugt filosofien om fast & light. Produkterne skal være så lette som muligt, samtidig med at de beskytter mod elementerne. Og også de skal leve op til løbets krav, så sikkerheden er i orden.

”Under løbet brugte jeg et inderlag i merinould, en let varm hoodie over den og så en let, åndbar og vandtæt jakke yderst. På benene havde jeg tights med fleece på indersiden og et par lette, vandtætte bukser over dem. På fødderne havde jeg tynde merinouldsokker med et par vandtætte sokker udover. Jeg plejer at få vabler, og have negle, der falder af under lange løb, men ikke denne gang. Mine fødder svulmede kun op fra at være våde og i mudder hele tiden. Min rygsæk sad tæt ind til kroppen og sluttede sig om mig, så det ikke føltes som om, jeg havde al vægten på ryggen. Samtidig var der ikke pres på skuldre og nedre ryg. Vægten var godt fordelt, og der var ikke noget, der sad løst og hoppede op og ned.” fortæller Debbie.

Uvidenhed er lyksalighed
Hun er klar til at løbe. Ud i regnen, kulden og tågen. Med en tungere rygsæk, end hun nogensinde tidligere har løbet med. Præcist hvor tung, ved hun ikke.

Uvidenhed er lyksalighed.

Debbie løber. Den første af 430 kilometer. Så den næste. Hun løber hele dagen, ind til vinternatten omslutter hende. Hun er træt, men hun ved, at den første nat er den værste. Den er en kamp mod kroppens naturlige instinkt. Den vil sove. Det vil hjernen også. Kvalmen kommer snigende, og hun er ved at kaste op, da hun tvinger en snackbar i sig. Så kommer en strækning gennem våde marker, hvor hendes skinneben begynder at gøre ondt pga. sliddet med konstant at hive fødderne op ad dybt, tungt mudder.

Men da solen står op efter et døgn på stien, kommer lykkefølelsen.

Debbie bevæger sig på en smuk sti og spiser kage, en venlig sjæl har givet hende. Løb og kage. Hendes to favoritting. Men dagslyset er flygtigt midt på vinteren, og snart er hun indhyllet i mørke igen. Regnen øser ned, og det er her, hun bliver så kold, at hun ikke kan komme i sin rygsæk.

Efter 35 timer og 170 kilometer når hun checkpointet i Hawes og finder ud af, at der allerede er en del deltagere, som har givet op. Hun sover i en time og 45 minutter og sætter ud i skæret fra fuldmånen; ud over sjaskvåde Stonesdale Moors til floden River Tees, der flyder hurtigt og dybt. Vandet når hende til livet. Falder hun, river strømmen hende med. Men hun falder ikke. Fortsætter. Hallucinationerne sætter nu ind. Debbie ser busfulde af folk, der holder fest, og da hun møder rigtige mennesker, ved hun ikke, om de findes i virkeligheden.

Endnu et døgn er gået, og hun sover i halvanden time, inden hun fortsætter gennem sneen på Corpse Road. 320 kilometer ligger bag hende, og det føles, som om virkeligheden er blevet erstattet af en drøm, der varer dagen lang.

Men der er intet, der kan stoppe hende nu.

Hun vil ikke udsætte sig selv for livsfare – hun er mor, og der er nogen derhjemme, der venter på hende – men end ikke endnu en tilsyneladende endeløs nat, hvor det er næsten umuligt at blive på benene, stopper hende. Hendes øjenlåg er tonstunge, og hun sover i et kvarter i sin bivvy-pose på jorden ved siden af stien. Regnen begynder at øse, og Debbie falder med ansigtet først. To gange. Hun tænker for sig selv:

”Nu har jeg kun et enkelt maraton tilbage inden målstregen.”

IMG 4158

Kysser muren
Debbies øjne leger kispus med hende. Hun ser folk, der ikke er der. Har en lang samtale med sin døde bedstemor. Løber videre. Det er her, hun falder i søvn med foden i vandpytten og vågner med en frossen sko. Op igen. Videre. Ser flere folk, der ikke findes. Men ser også Borders Hotel, løbets målstreg.

Hun løber de sidste skridt. Kysser muren, som der er tradition for. Der er folk omkring hende, men hun er ikke sikker på, at de findes i virkeligheden. Det gør de dog. Hun gjorde det. Gennemførte.

Ud af de 163, der stillede op til start, har 100 givet op undervejs. Debbie er nået i mål som nummer 8 overordnet set, og nummer 2 blandt kvinderne, efter 118 timer 36 minutter og 23 sekunder på stien (prøv lige at forestille dig det!). Ofte alene i mørke og til sidst helt ude i tovene.

”Jeg havde så mange nedture og gravede dybere end nogensinde før, men højdepunkterne overskygger dem. Jeg har kun positive minder. ’Storbritanniens mest brutale’ – det er det helt sikkert. Men at teste, udforske og skubbe dine grænser er samtidig det bedste, der findes. Ingenting kommer i nærheden af det her.”

I januar 2021 stiller Debbie op til Spine Race igen.

Hun er ikke sikker på, at det er en god ide.


Montane Spine Race

www.thespinerace.com kan du læse mere om Montane Spine Race, som også findes i en sommerudgave og i en kortere vinterudgave på 175 kilometer.


Debbies favoritter

Debbie Martin-Consani er sponsoreret af Montane. Her er hendes fire favoritter fra Spine Race: 

1. TÆTSIDDENDE RYGSÆK
Montane Via Dragon 20
”Rygsækken var klart det bedste. Det er en populær rygsæk, og den var genial. Den sad tæt ind til kroppen og sluttede sig om mig, så det ikke føltes som om, jeg havde al vægten på ryggen. Samtidig var der ikke pres på skuldre og nedre ryg. Vægten var godt fordelt, og der var ikke noget, der sad løst og hoppede op og ned. Der er også nok lommer foran til, at jeg ikke behøvede at tage rygsækken af for at få fat i småting. Det er den bedste rygsæk, jeg nogensinde har brugt, og jeg bruger den igen, når jeg sætter ud på Spine i januar 2021.”
Vægt: 454 gram 

montane via dragon 20 p3499


2. VANDTÆT LETVÆGTSJAKKE
Montane Fleet Jacket
”Jeg brugte Montane Spine Jacket, som er designet til løbet. Den var fra den forrige sæson, men nu hedder den Montane Fleet Jacket. Det er en vandtæt jakke, og der er ingenting, der kommer gennem den – og det er stadig muligt for kroppen at ånde ude på stierne.”
Vægt: 291 gram 

MONTANE FFLEJNAR Fem Fleet


3. ULTRALETTE REGNBUKSER
Montane Minimus Pants
”Jeg havde også de tungere Montane Spine Trousers med i rygsækken, men jeg følte aldrig, at jeg fik brug for dem; de er gode at vandre i, og jeg gik også en del på ruten, men Minimus er vandtætte og holdt mig varm og tør. Og de føles lettere at have på, så jeg brugte dem hele tiden. Jeg har for øvrigt også altid et par Minimus med i rygsækken, hvis jeg kommer ud i en nødsituation.”
Vægt: 127 gram 

montane womens minimus wate


4. VARME, LETTE LUFFER
Montane Prism Mitt
”De her handsker er fantastisk gode. Mine hænder bliver altid kolde, og luffer er det eneste, der holder dem varme. Cirkulationen i fingrene er så meget bedre for mig med luffer end med handsker på. Prism Mitts er virkelig lette og fylder stort set ingenting i rygsækken. Og de er varme; jeg kan ikke have dem på, før temperaturen falder under de minus 4 grader.”
Vægt: 60 gram

 montane prism mitt p951 400


Nysgerrig på trailrunning i Danmark?

Kunne du tænke dig selv at komme ud på stierne og give dig i kast med trailrunning, så kast et blik på Racing Denmark, der arrangerer flere løb. Læs mere på www.racingdenmark.dk 

Skrevet af: Tore Grønne, Skrevet Onsdag, 18 november 2020, opdateret 18 november 2020, læsninger: 314

Log ind