3 fine norske fjeldhytter til efterårsferien

Norske Fjeldhytter
Det er ved at være sidste chance i år for at få luftet vandrestøvlerne i de norske fjelde. Hvilken bedre måde at gøre det på, end at indkvartere sig på en af Den Norske Turistforenings bemandede hytter med dage ud i efterårsfjeldet og aftener med god mad og ild i pejsen?

Vandresæsonen i det norske er ved at gå på hæld, men man kan stadig nå en tur i fjeldet, inden sneen lægger sig.

Mange af Den Norske Turistforenings 550 hytter er lukket ned for sæsonen, når vi kommer til efterårsferien, men her er tre bemandede hytter, der stadig er åbne, og som giver adgang til smukke efterårsoplevelser:

1. Sota Sæter
Ved indgangen til spektakulære Breheimen Nationalpark finder man det mere end 100 år gamle Sota Sætter, der huser vandrere i 10 små bygninger. Beliggenheden sørger for et væld af fine dagstursmuligheder.

Her er småture, hvor også børnefamilierne kan være med, og her er topturene, som spænder fra tre timers ture på for eksempel Randsverkstjønna, til den hårde 9-10 timer lange tur til toppen af Tverrådalskyrkja, som rager op i 2088 meters højde.

Sota Sæter har åbent indtil den 27. oktober. Læs mere om hytten her. 

Læs mere om, hvordan Den Norske Turistforenings hyttesystem virker her.  

2. Gaustatoppen Turisthytte
Gaustatoppen ligger belejligt langt mod syd, og byder på noget helt specielt: udsigt ud over en sjettedel af Norge på en klar dag.

Hytten her ligger tæt på toppen, og giver en formidabel mulighed for at forlænge sit ophold på bjerget, der står mere eller mindre for sig selv og på mange måder virker højere end sine 1883 meter.

Gaustatoppen Turisthytte har åbent ind til den 20. oktober. Læs mere om hytten her

Læs mere om turen til Gaustatoppen i den her artikel om 3 uforglemmelige dagsture i Norge og vores guide til 4 tinder for de fleste i Europa.

3. Haukeliseter
Haukeliseter ligger super fint på kanten af Hardangervidda mod nord og Ryfylkeheiene samt Setesdalsheiene mod syd. Tilsammen giver det masser af muligheder for ture, da der er store stisystemer i begge retninger.

Haukeliseter er Den Norske Turistforenings mest besøgte hytte, og udover de glimrende turmuligheder har det muligvis noget med køkkenet at gøre. Efter en dag i fjeldet venter nemlig en trerettersmenu, som består af lokale råvarer og lokale madtraditioner.

Haukeliseter har åbent året rundt. Læs mere om hytten her.  

LÆS OGSÅ
Den store guide til fjeldvandring
350 kilometer gennem Norges fjelde
3 ture: Få Norges fjelde for dig selv 

 

Skrevet af: Redaktionen Foto: Christian Roth Christensen / Visitnorway.com, Skrevet Tirsdag, 24 September 2019, opdateret 25 September 2019, læsninger: 2186

Log ind

Find en artikel

Log ind