Langs Lykiens gamle stier

500 km i det sydlige Tyrkiet

Mine to studievenner har besluttet sig for at gå Tyrkiets ældste og længste vandrerute i sin fulde længde - det vil Fredrik og jeg ikke gå glip af, så vi går med dem på en del af turen, der byder på alt fra fantastiske stræk på stranden til hårde etaper i bjergenes fyrreskove.

LMH-171025-_DSC7587.jpg
Skrevet af: Line Maj ‘Topsi’ Hedegaard / Foto: Fredrik Møller-Stranges og Line Maj ’Topsi’ Hedegaard
Opdateret den 07. mar 2022
Læst af: 11859

Mine to studievenner har besluttet sig for at gå Tyrkiets ældste og længste vandrerute i sin fulde længde - det vil Fredrik og jeg ikke gå glip af, så vi går med dem på en del af turen, der byder på alt fra fantastiske stræk på stranden til hårde etaper i bjergenes fyrreskove.

Allerede efter de første par kilometer er jeg i gang med at fortryde, at jeg valgte bløde sko i stedet for støvler, at jeg pakkede så meget i rygsækken, og at jeg ikke er i bedre form. Fredrik og jeg skal gå sammen med Rieke og Asbjørn på en del af Lykia Yolu, også kendt som Lycian Way, og de to andre har allerede været i gang i over 14 dage. Fredrik og jeg har derimod kørt i bil i 14 dage for at nå til det sydlige Tyrkiet og er bagud fra starten – på form og på erfaring. Rieke har tidligere gået hele Caminoen, og Asbjørn har brugt sommeren på at vandre rundt i Nordøstgrønland for at lave målinger og tælle lemmingereder.

Selv har vi brugt sommeren på kontorarbejde, på at klargøre vores gamle bil til langtur og på at læse op til den sidste eksamen på vores bachelor. Rieke og Asbjørn fandt vi på en mørk bjergvej uden for den lille by Demre, der primært består af drivhuse. Vi grinede da vi mødtes her, 3000 km væk hjemmefra, for at tilbringe en del af hver vores rejser sammen.

Hård start
Fredrik og jeg har købt stort ind, for de første tre dage, vi skal gå med på ruten, bliver hårde. Fra Middelhavets kyst slynger ruten sig ad små, stenede stier op i 1.800 meters højde uden mulighed for at tanke vand eller mad. Det hele må derfor pakkes i sækkene, og det er ikke nogen let omgang. Jeg selv har lagt ud med seks og en halv liter væske ud over min øvrige oppakning. Drengene bærer endnu mere.

Det er en hård start, men vores to erfarne vandrere sætter et kærligt tempo og fortæller om alle de ting, de har oplevet indtil nu:

“Det kan slet ikke sammenlignes i øvrigt, men det er meget hårdere end Caminoen. Vi har mere i rygsækken, og nogle gange går stien hen over klippestykker, der går mig til livet. Det er svært og tungt,” siger Rieke.

LMH 171020 DSC7319De første ruiner
Solen bager ned på de første af de ældgamle ruiner, Fredrik og jeg ser, og som definerer Lykia Yolu. Ruinerne er resterne af Gabriels Kirke, hvor englen Gabriel efter sigende skulle have vist sig. Nu står enkelte mure og buegange tilbage i den tørre kløft. Geder græsser mellem de sammenfaldne sten. To kvindelige gedehyrder sidder i skyggen af et træ og hilser på os. Hvordan de klarer sig oppe i bjergene, helt uden oppakning og på steder uden vand, ligger uden for min fatteevne.

De to kvinder kigger med svag interesse på os, mens vi smider de tunge sække for at kigge nærmere på ruinerne og få en pause fra de mange kilo på ryggen. Rieke fortæller os livligt om kirkens historie, som hun har læst sig til i sin guidebog. Fredrik og jeg er fascinerede, men de to andre har efterhånden set deres del af ruinerne.

“Myra var flottere,” konstaterer de tørt, men med et glimt i øjet.

For at afkorte morgendagens lange etape fortsætter vi længere op ad bjerget end planlagt. Det går stejlt op ad. Stien er godt markeret med rød-hvide striber malet på sten, men lader meget tilbage at ønske. Her er store klippestykker og stikkende småbuske, og opstigningen går langsomt.

Da mørket snart sænker sig, og vi konstaterer, at vi ikke kommer meget længere i dag, beslutter vi at slå lejr midt på bjergsiden. Rieke og jeg vil helst sove i Telt, men den stejle bjergside gør det svært at slå op. Vi finder plads til Fredriks smalle Telt på en terrasse, som vi bygger op ved at fjerne løse sten. Fredrik og Asbjørn lægger sig under stjernerne på hver deres lille hylde. De vågner begge næste morgen med flade Liggeunderlag, men til en fantastisk udsigt.

LMH 171021 DSC7381

Tyrkisk kaffe og skildpadder
Efter fire vandredage er jeg helt ødelagt. De tre første dage var krævende dage i bjergene, og den fjerde var en lang og sej etape på over 30 kilometer langs med stranden. Vejret er skiftet, og i stedet for sol fra en skyfri himmel er der nu truende, sorte skyer over havet og torden i luften.

Vi bruger anledningen til at tage en overliggerdag. Det er Asbjørn og Riekes første pausedag, siden de begyndte turen for 22 dage siden, og de nyder den. Vi tjekker ind på et pensionat i Karaöz, der ligger i en lille klippebugt for enden af en blind vej. Bølgerne slår hårdt ind i bugten her, og gråvejret har givet det ellers azurblå hav en kedelig farve. Vi skriver postkort på byens restaurant. De lokale drikker te og ryger smøger – det virker til at være den mest udbredte diæt hernede. Jeg bestiller en kop tyrkisk kaffe, der smager, som om den er brygget på opvaskevand, og jeg får pludselig en ny forståelse for Nescafé’s store popularitet.

“Det har været en rigtig smuk rute indtil nu. Meget varieret,” siger Rieke.

“Altså, det har mest været fyrreskov og klipper,” bryder Asbjørn ind.

Det starter en kort diskussion, der får de to venner til at lyde som et ældre ægtepar og ender med et kompromis, der lyder: Variationer over temaet fyrreskov og klipper.

Selv syntes jeg, at naturoplevelserne er store. Nogle steder er vegetationen præget af lave, stikkende buske og af kermes-eg, der med sine stikkende blade og store agern er meget anderledes end andre typer eg. Nogle steder står enorme fyrretræer med ranke stammer og krogede grene, og andre steder igen er der olivenlunde og granatæbler.

Oppe i bjergene var der pludselig en passage med løvtræer, der havde iklædt sig solgule efterårsantræk, og et andet sted hang lav og mos i lange tråde ned fra træerne. Mest begejstret er jeg dog for de to skildpadder, vi så midt på ruten.

LMH 171027 DSC7691

Badeby med kanel
“Hvordan går det egentlig med din grandkusine i Sverige?” spørger Fredrik.

Asbjørn er helt stille et øjeblik og svarer så:

“Du mener min søsters kæreste i England?”

Sådan bliver samtaler på stien, når trætheden har meldt sig, og man har gået sammen i mange dage. Vi har sagt farvel til to tyrkiske vandrere, som vi fulgtes med i går, og er gået fra vores fælles lejrplads relativt tidligt om morgenen for at komme tidligere frem til den næste by. Vi er i tvivl om, hvorvidt vi har vand nok med, for vi gav noget af det til vores to nye venner, der ikke havde nok. De to vil ikke følges med os i dag, fordi vi gik lidt hurtigere end dem i går. Tempoet er dog sat lidt ned nu, for Rieke er ikke helt på toppen. Hun bander over sit knæ, der er begyndt at gøre ondt, men fortsætter alligevel standhaftigt.

På den brede strand i Adrasan holder vi en lang frokostpause. Byen ligner en vinterlukket badeby. Enkelte turister ligger på strandstolene, et par caféer holder åbent, alle turistbådene står på land, og i nogle små vejsideboder kan man købe hjemmedyrkede, hjemmelavede godter. Vi bader og spiser mad, som vi laver på vores trangia. Så går Rieke, Asbjørn og jeg til angreb. Fredrik når lige at opfange hvad der skal til at ske, da han spørger:

“Er det kanel, du har der?”

En 25 års fødselsdag skal ikke gå ubemærket hen!

LMH 171023 DSC7475

Tarzan og Jane i Kalkan
“Man skal skære to riller i olivenerne, og så skal man lægge dem i rigeligt saltet vand i 10-12 dage. Der skal så meget salt i vandet, at et ukogt æg akkurat flyder. Det lærte vi af en tysk dame, vi mødte i en olivenplantage,” fortæller Asbjørn.

“Hun snakkede en masse om oliven og viste os på vej på ruten,” fortsætter han.

“Det var dagen efter, vi havde mødt det her ældre ægtepar, som inviterede os forbi deres villa i Kalkan,” bryder Rieke ind.

“Ja, vi følte os som Tarzan og Jane, der ankom til London, da vi besøgte dem i Kalkan. Det havde virkelig været en vanskelig rute den dag med mange skarpe klippestykker. Vi fik både et langt bad og en tur i poolen, fik vasket tøj, senge at sove i, og de inviterede os endda ud på middag. De var så søde!” siger Asbjørn.

De to har rigeligt at fortælle om deres oplevelser tidligere på ruten, og det er godt, når kilometerne føles lange. Jeg er efterhånden kommet ind i flowet, og vejrudsigtens melding om regn er det eneste, der får mig til at se positivt på, at Fredrik og jeg snart må forlade vores to venner på ruten og køre videre, inden vores iranske visums startdato overskrides.

Vi diskuterer rutens forløb de næste par dage, mens vi sidder om bålet i vores soveposer. Uvejret, der er på vej, vil gøre det svært at gå op på Tahtali Dagi, der med sine 2300 meter ellers er rutens højeste punkt og dermed også et klart højdepunkt på turen. Derfor har vi valgt at gå langs med kysten, hvilket jeg er glad for.

I mål
Regnen kommer med en voldsom kraft på den dag, der ville have været vores topturs-dag. I stedet går vi ad en smuk kystvej, der i regnen bliver forvandlet til et mudderhelvede. Vi er våde ind til skindet – vandet løber gennem mine sko, mine Bukser bliver gennemblødte, og mine tanker er hos min sovepose, som jeg inderligt håber forbliver tør, så jeg har en chance for at få varmen, når vi kommer frem.

Vi kommer til Tekirova, lige som regnen stopper og vil gøre meget for et sted at tørre tøj. Vi finder en campingplads, der putter sig mellem de store resort-hoteller, og her bliver vi – glade for at vi valgte kystruten, når vi kigger op mod de tunge skyer, der ligger der, hvor vi burde kunne se toppen af Tahtali Dagi.

Her er turen slut for os, men en lille uges tid senere, da Fredrik og jeg står et sted på den Anatolske højslette, modtager vi en besked fra vores venner:

“Vi kom i mål i går aftes!”

34 dage tog det at gå de 540 lykiske kilometer.

LMH 171022 DSC7430



Langtur: Danmark - Himalaya

Vandreturen her er en del af Line Maj ’Topsi’ Hedegaards og Fredrik Møller-Stranges langtur fra Danmark til Himalaya i en Toyota Hilux fra 1993. På www.kompaskurs.com kan du læse mere om dem og deres tur.


Lykia Yolu

Lykia Yolu, der også er endt som The Lycian Way, er en 540 kilometer lang vandrerute mellem Fethiye og Antalya i det sydlige Tyrkiet. Undervejs går ruten forbi mange gamle ruiner fra Lykiens storhedstid, der giver nogle naturlige pauser i vandringen. Selvom ruten går langs kysten, er der en del højdemeter undervejs. Det er muligt at vælge højdemeterne fra eller til, som man lyster, da det er nemt at finde transport uden om. Eller man kan vælge en alternativ rute. Bogen “The Lycian Way“ af Kate Clow giver en god indførsel i historien, men er ikke altid nøjagtig med ruteangivelserne. Den tyske bog “Türkei: Lykischer Weg“ af Michael Hennemann er derimod mere nøjagtig og brugbar til navigation (hvis man er skarp i det tyske).

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Find din næste tur her


Priser fra 11.998
Fællesture
Mount Ararat 5.165 meter

Mount Ararat 5.165 meter

Andre spændende artikler


Til tops på mytiske Mt. Ararat

Til tops på mytiske Mt. Ararat

Trekking i Tyrkiets Kaçkarbjerge

Trekking i Tyrkiets Kaçkarbjerge

I apostlens tyrkiske fodspor

I apostlens tyrkiske fodspor

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this