JR Gear Prism 200

JR Gear Prism 200

JR-Gear har taget friluftsmarkedet herhjemme med storm og præsenterer endnu en gang et nyt produkt i sortimentet. Denne gang er der tale om en sovepose med Primaloft® fiberfyld.

Soveposen her er lavet i lette, men gedigne, materialer såsom en stærk 20D polyester og en kraftig YKK-lynlås. Der er lynlås hele vejen omkring fodenden, så man kan lave soveposen om til en dyne eller nemt få udluftning til fødderne.

Udformningen er mindre mumieformet, end det er tilfældet ved mange andre soveposer, hvilket gør det nemmere at bruge den som dyne. Bag lynlåsen sidder en varmekrave hele vejen rundt, så varmen holdes inde.

I hætten er der et ekstra stykke stof, man kan lægge sin hovedpude under, så man undgår, at den glider væk. Prism 200 indeholder gode egenskaber, og det gælder også fyldet i soveposen, der er det kendte og kvalitetsstemplede Primaloft® fiberfyld.

Tykkere for oven
Ofte betaler man meget for lav vægt og pakkevolumen, men det behøver man ikke med JR-Gears Prism 200. Pakkevolumen er på kun 14 x 25 centimeter og vægten på bare 750 gram. Modellen er unisex og findes kun i én længde og bredde. Personlængden er op til 190 centimeter.

Komforttemperaturen til herrer er målt til 5 grader og 9 grader til kvinder. Det er vigtigt at lægge mærke til, at den her sovepose er tyndere på undersiden end på oversiden. Den har 200 gram/m2 Primaloft® i top og 40 gram/m2 i bund.

Det betyder altså, at man skal have et isoleret underlag, og at man ikke skal vende sig med sin sovepose, for så bliver man hurtigt kold på ryggen. Man skal sørge for at vende sig inde i soveposen i stedet.

Det kan lommen til liggeunderlaget huske én på. Lommen gør det nemlig muligt at montere soveposen fast udover liggeunderlaget, så man ikke rutsjer rundt.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at vænne mig til at vende mig inde i posen i stedet for med posen, som jeg altid har været vant til. Så tag med i overvejelserne, om du kan og vil vænne dig til det.

Plads til at boltre sig
Jeg har det lidt svært med komforttemperaturen på denne pose, da man nemt kan komme til skabe en kuldebro, når oversiden og undersiden er i så forskellige tykkelser. Jeg har fint kunnet holde mig varm i posen i dansk forår og sommer, men er jeg kommet til at vende mig lidt, så mærker jeg, at posen er tyndere i bunden.

Soveposen er dog ganske rummelig udformet, så der er plads nok til at boltre sig rundt inde i den. Man skal være opmærksom på, at det kun er den tynde tykkelse fiberfyld omkring hovedet, så en tynd hue kan være en god idé, hvis man begiver sig ud omkring angivne komforttemperatur på de 5-9 grader.

Det gør det ikke til en dårligere sovepose, at den er tyndere i bunden. Man skal bare være opmærksom på, at komforttemperaturen kan være svær at holde præcis på det, som fabrikanten har testet den til.

At spare på fyldet på undersiden er en smart teknik for at komme ned i vægt, og har man et godt isolerende liggeunderlag, så fungerer det også, hvis ikke man vender sig med soveposen.

Den kraftigste af tre
JR-Gears Prism-serie findes i tre tykkelser, hvor Prism 200 er den kraftigste. Der er samme mængde fiberfyld i bunden på alle tre modeller, og forskellen er mængden af fyld i posens overside med enten 60, 133 eller 200 gram/m2 Primaloft®.

Der medfølger en pakkepose med snørelukninger to steder, der gør det muligt at pakke tættere eller mere løst efter præference. Pakkeposen har ingen stropper til at komprimere soveposen, men posen fylder nu heller ikke så meget, selvom den sagtens ville kunne komprimeres yderligere.

Prism 200 er passende til forårs- og sommerbrug; især til ture herhjemme, eller som let sovepose på backpackerturen eller lignende. Jeg har været glad for de mange egenskaber posen indeholder, samt dens beskedne vægt, pakkevolumen og pris. 

Rasmus Simonsen, onsdag, 13 september 2017, hits: 655

Log ind