Pernille, Astrid, Sofie og Amalie drager på kanoekspedition i det nordlige Canada. Her venter enorme, uberørte landskaber, kongeørnens vingesus og vilde fosvande – og en vildmarkshverdag med rutiner og udfordringer, hygge og fællesskab.
“Hvad fanden er det her for en sommerferie?!” spørger Astrid, mens regnen siler ned, og vi er i gang med at line vores to kanoer igennem en fos. Store sten blokerer for flodens forløb, så vi kan ikke padle den, men er nødsaget til at trække kanoen. Temperaturen er omkring 15 grader, vandet omkring de 5, og vores påklædning matcher på ingen måde de vejrforhold, som vi står overfor i den situation: teva-sandaler, regntøj og en bøllehat som symbolsk skal fungere som falsk sikkerhed og et alternativ til vores ikke-medbragte hjelme.
Vi er i Canada og befinder os på Coppermine River i Nordvestterritoriet – flere hundrede kilometer fra nogen former for civilisation. Og vi er alene. Helt alene. Lad os skrue tiden lidt tilbage. For halvandet år siden besluttede vi – Pernille, Astrid, Sofie og Amalie – at vi ville tage på kano-vildmarkseventyr i Nordvestterritoriet og Nunavut. Vi ville være på tur helt derude i intetheden, hvor stilheden var altoverskyggende, og hvor kun få mennesker har sat deres fodaftryk.
Vi ville have en tur, hvor vi oplevede at være helt alene på naturens præmisser. Der var mange ting, som skulle planlægges til en sådan tur. Vi skulle først og fremmest finde ud af, hvor vi ville starte. Vi skulle leje kanoer, bestille vandfly og indenrigsflyvninger. En lang proces med mange små bump på vejen, men for et halvt år siden var alt på plads, og så kunne vi endelig begynde at glæde os.
Fire kvinder i skovmandsskjorter
Hjemmefra havde vi gjort os mange overvejelser i forhold til vandføring, bjørnesikkerhed og gruppedynamik, så vi følte os mere end klar; også selvom vores familier var hunderæd for vores eventyr.
I starten af juli fløj vi til Yellowknife, Nordvestterritoriets hovedstad, og brugte de første par dage med at proviantere. Fire kvinder i Yellowknife iført Fjällräven og skovmandsskjorter tiltrak meget opmærksomhed, og de lokale var meget interesserede i at høre om vores eventyrplaner. De var forundrede over, at vi skulle tage på sådan en tur uden guide og responderede med, at floden var “dangerous and wild”. Men da vi fortalte om vores tidligere turerfaringer i Kano og foskano vandt vi billige point, og vi fik mange held og lykke-hilsner med på vejen.
Læsset med 93 kilo mad, campingstole og bjørnespray troppede vi op på Air Tindis floatbase og blev fløjet ud på Point Lake, hvor eventyret for alvor ville begynde. Foran os ventede store søer, krydsning af polarcirklen, trægrænsens ophør og faretruende fosser.
How to resolve AdBlock issue? 
