Du er her:

Safari i Zimbabwe


AW33_Safari_zimbabwe_57.jpgKanosafari, Zambezi-floden. Foran os padler vores guide Julius og alt ånder fred og idyl, indtil jeg pludselig mærker et bump i kanoen. Min første tanke er, at vi har ramt en sten eller en trærod, indtil Signe begynder at skrige højt samtidig med, at hun skubber fra på stenen, der dukker op på siden af kanoen. Men det er ikke nogen sten, det er en flodhest.

Inden jeg når at tænke, angriber den og smækker sit kæmpe lyserøde gab med de store hjørnetænder i kanoen lige bag ved Signes sæde. Én gang, to gange, tre gange bider den. Så kæntrer vi og glider ned under flodens brune overflade. Efter få sekunder, der føles som år, dukker vi op til overfladen. I samme øjeblik bliver vraget af vores kano ramt af den efterfølgende kano med Jill og Ross. Vi klamrer os til deres kano, mens vi prøver at få et overblik over, hvad der er sket:

AW33_Safari_zimbabwe_58.jpgVi ligger midt i Zambezi-floden med omkring 100 m vand til hver side og aner ikke, om flodhesten har tænkt sig at komme igen eller om der er krokodiller på dette stykke af floden. Problemet er, at vi ikke kan komme op i Jill og Ross’ kano, da den er fyldt op med bagage, så vi forsøger med vores egen. Vi får den vendt om, og det lykkes os faktisk at komme op i den bare for at opdage, at der manglede et ca. 30 cm bredt stykke af kanoen lige der, hvor flodhesten har bidt. Så kæntrer vi igen.

Mens alt dette sker, har vores guide Julius kæmpet sig tilbage mod vinden og strømmen. Han vendte sig, da Signe skreg og har derfor set alt, hvad der er foregået. Det lykkes ham at få grebet lidt af vores bagage, der driver forbi. Heldigvis også tasken med Signes kamera.

Til alt held er tre fyre fra Zambia ude at fiske i en motorbåd ikke langt fra, hvor Julius ligger med sin kano. Vi kommer op i deres båd og sidder og sunder os, mens de tre fyre spørger os ud om, hvad der er sket, og hvor vi i øvrigt skal hen. Vi beder om at blive at blive sat af ved vores næste lejrsted et lille stykke længere nede ad floden.

Strømmen i floden er nu ganske stærk. Det begynder at haste med at få startet motoren, for vi driver lige ned mod en stor flok flodheste, og dem har vi fået nok af denne dag. Uheldigvis vil motoren ikke starte, så vi rammer en lille mudderbanke og tror et øjeblik, at nu kæntrer vi igen, men driver så bare over. Øjeblikket efter rammer vi et udgået træ, som vi klamrer os til for ikke at havne nede hos flodhestene. Endelig kommer motoren i gang, og vi tøffer ud på floden, blot for at gå i stå igen lige ovenfor endnu en flok flodheste. Nu er vi for alvor bekymrede, men motoren kommer atter til live, og vi undgår lige akkurat at ramme dem.

AW33_Safari_zimbabwe_56.jpgVi ville opleve Afrika
Det hele var begyndt et par måneder forinden hjemme i Danmark. Min kæreste Signe og jeg havde besluttet, at sommeren ’99 bare skulle ha’ alt, hvad den kunne trække. Det havde været en temmelig arbejdsom vinter for os begge, så vi trængte til luftforandring. Afrika havde for os begge længe stået som noget meget eksotisk, så vi bestilte alle de rejsebrochurer, vi kunne komme i nærheden af, valgte de dyreste tilbud fra og stod derefter tilbage med en lille håndfuld brochurer.

Vi fandt ud af, at en såkaldt “Overland-tur” nok faldt mest i vores smag. Her er man en gruppe, som rejser rundt med en firehjulstrækker og sover i telte undervejs. På den måde møder man andre mennesker og får set og oplevet en masse uden at blive ruineret. Turen, vi endte med at vælge, skulle starte i det østlige Zimbabwe med en kanotur ned af Zambezi-floden, sno sig vestover til Victoria-faldene og derefter sydpå til Hwange nationalparken. Derfra ville det gå østover forbi Great Zimbabwe ruinerne til Chirundu i det østlige højland og til sidst sydpå over grænsen til Sydafrika for at ende i Johannesburg. Kort sagt den helt store Afrika-oplevelse.

Vi så mest frem til kanosafarien ned ad Zambezi-floden fra Chirundu til Chongwe ca. 70 km nede ad floden. En tur der skulle tage tre dage med overnatninger på små øer i floden. For at være sikre på, at vi ikke skulle få problemer med at styre kanoen, havde vi været ude på den vildeste “flod”, vi kunne komme i nærheden af i København og omegn - Mølleåen. Det var gået fuldstændig perfekt, så vi mente, at vi var fuldt rustet til turen. Vi skulle senere blive en hel del klogere!

AW33_Safari_zimbabwe_55.jpgEn urolig nat i bushen
Vores rejse startede med flyveturen til Zimbabwes hovedstad Harare via London, og det var den sædvanlige historie med for lidt benplads og for meget uspiselig flymad. Vel ankommet til Harare blev vi transporteret ud til vandrerhjemmet, hvor vi skulle mødes med resten af det hold, som vi skulle følges med under vores 17 dages rundtur i Zimbabwe. Vores guide, Hanno, ville selvfølgelig også være tilstede.

På vandrerhjemmet erfarede vi, at vi kun ville blive fem gæster. Hanno viste sig at være alletiders fyr med et ufattelig stort kendskab til dyr og fugle. Næste morgen kørte vi i en Landcruiser mod Kariba dæmningen, der var vores første nattestop. Undervejs så vi vores første elefant. Den stod i vejkanten og spiste af det tørre græs og var ophøjet ligeglad med, at en flok turister fotograferede den på livet løs. Det tegnede til at blive en god tur!

Vi var temmelig spændte på den “første nat i bushen”, men det viste sig, at vi skulle sove på en ganske almindelig campingplads, dog med indlagte overraskelser. Da vi var kommet i soveposerne og havde sovet et par timer, vågnede vi ved, at der var “noget”, der puslede udenfor. Det lød temmelig stort, og vi gik ud af teltet, ”bevæbnet” med vores lille lommelygte, for at se, hvad det var. Vi kunne høre, at dette ”noget” kom nærmere og prustede meget tungt. Da vi stadig ikke kunne se, hvad “noget” var, valgte vi at kravle tilbage i teltet. Vi satte os og holdt vejret, og nu kunne vi høre, at det var lige ved siden af vores telt. Var det en elefant eller hvad? Kunne den finde på at angribe teltet? Efter et par minutter fjernede det sig fra teltet, så vi krøb i soveposerne og prøvede at falde i søvn igen.

AW33_Safari_zimbabwe_53.jpgNæste morgen fik vi at vide, at det temmelig sikkert havde været flodheste, der havde været oppe at græsse. Og at det var godt, at vi ikke havde lyst på dem, da det kunne have udløst et angreb. To ton sur flodhest er ikke sådan at stoppe, og faktisk er flodhesten det dyr, der dræber flest mennesker i Afrika. Vi fik noget morgenmad, pakkede grejet sammen og kørte til hen til vores lokale kanoarrangører. Der skrev vi under på den sædvanlige smøre om, at vi var blevet gjort bekendt med, at turen kunne være farligt, og at det var vores egen skyld, hvis vi blev ædt, lemlæstet eller noget andet i den dur. Vi blev også præsenteret for vores guide på kanoturen, Julius. Han var en lille, meget sort mand, der ikke synede af meget, men som det senere skulle vise sig kunne padle en kano bedre og hurtigere end alle vi andre tilsammen. Dette kombineret med en meget stor viden om dyrelivet gjorde ham perfekt som guide.

Vi pakkede de få ting, som vi ville have med på turen og hoppede ombord i en lastvogn med sæder monteret på ladet og fire kanoer på en trailer bagefter. Kanoturen startede og sluttede på Zambiasiden af Zambezi-floden, så vi skulle først over grænsen. I Afrika er man meget glad for grænser, og det at stemple pas. Først skulle vi over grænsen fra Zimbabwe til ingenmandsland, og derefter fra ingenmandsland over grænsen til Zambia - temmelig omstændeligt og tidskrævende, men det lykkedes da efter lidt tid og megen stempling.

Langt om længe nåede vi frem til Chirundu, hvor kanofærden skulle udgå. Vi blev grundigt instrueret i kanopadling, fik noget frokost og satte derefter kanoerne i vandet. Der var to personer i hver kano bortset fra Julius, der padlede alene: Sandra (Schweiz) og Hanno (vores rejseguide), Ross (Skotland) og Jill (Australien) samt Signe og mig.

AW33_Safari_zimbabwe_52.jpgDen første dag på floden
Det var utroligt! Vi gled ned ad floden med strømmen og så ørne sidde i træerne, antiloper og elefanter ved bredden og så selvfølgelig flodhestene. Julius havde fortalt os, at de ikke var til at spøge med, så man skulle ikke sejle for tæt på. Vi fik en idé om, hvor flodhestene befandt sig ved at banke på kanoen med pagajen. Så dukkede de op af vandet for at se, hvad der foregik. Dette, kombineret med et godt kendskab til, hvor flokkene befandt sig, gjorde, at vi ikke var bekymrede.

Om aftenen lagde vi til ved en lille ø midt i floden. Teltene blev slået op, og der blev lavet mad og tændt bål. Mens vi spiste, gjorde Julius det helt klart, at det var strengt forbudt at gå ned til kanoerne efter mørkets frembrud, for ikke at tale om at svømme i floden. Krokodillerne var nysgerrige og sikkert ikke kræsne, når det gjaldt turister. Mens vi sad ved bålet og nød solnedgangen og natten, der var ved at falde på, kunne man høre, hvordan junglen begyndte at vågne - en løve brølede inde på bredden, en hyæne hylede, og pludselig hørte vi den samme prusten, som vi havde oplevet den første nat. Det var en flodhest. Man kunne lige ane den i mørket, mens den gik rundt lidt længere henne på øen og gnaskede i græsset. Vi tørnede ind og sov sødeligt resten af natten, mens livet omkring floden fortsatte.

Næste morgen blev vi vækket ved solopgang med en kop te og et par kiks. Vi skyndte os at pakke sammen, så vi kunne se dyrene vågne langs floden, mens vi drev stille med strømmen. Efter et par timer stoppede vi et sted langs floden for at lave den helt store morgenmad med æg, bacon, stegte pølser, fuldt program. Inde bag nogen buske var der en flok vandbukke, der interesserede fulgte med i, hvad vi lavede. Vi fortsatte turen mod vores frokost/siesta ø, hvor det, der senere blev kendt som ”Julius’ lunch” blev serveret: Boller med skinke, ost, tomat og løg. Mens det varmeste af dagen gled forbi, gik vi rundt på øen for at se, hvad der skete: Flodhestene, der dukkede op med et prust,  en ørn, der med et skrig lettede fra et træ og en væverfugl, som byggede rede. Lidt senere tog vi videre til vores ”soveø”, hvor vi havde fået at vide,der boede to kafferbøfler.

Til de, der ikke kender dette dyr, kan det oplyses, at der er tale om en ca. 800 kg stor bøffel, som er stille og rolig lige indtil, den bliver forstyrret. Så har man til gengæld også et lille ton indebrændt arrigskab efter sig. Den er en af the big five, der foruden tæller løve, leopard, elefant og næsehorn - alle dyr, karakteriseret som farlige at jage. Da vi kom til øen, kunne vi se bøflerne 100 m væk under et træ, og der lod vi dem klogeligt være. Julius fortalte, at han havde haft en amerikansk gæst, der ville hen og fodre dem. Det blev heldigvis forpurret i tide. Aftenen gik med at fortælle afrikanske røverhistorier, lege mystiske bållege og så ellers almindelig råhygge.

Morgenen for kanoturens sidste dag gryede ligeså varm og solrig som de foregående. Der var dog en ting, som skilte denne dag ud fra de foregående var anderledes end de foregående dage. Det blæste temmelig kraftigt. Vi kunne mærke, at det bekymrede Julius og han indskærpede da også meget kraftigt, at vi under sejlturen skulle holde os bag ham. Alle fire kanoer skulle sejle på én række. Blæsten kombineret med strømmen gjorde, at vi nærmest fløj ned ad floden. Det gik dog ikke hurtigere end, at vi nåede at få fotograferet de store krokodiller, der lå og solbadede langs floden.

På grund af den kraftige vind og strøm holdt vi en lang frokostpause i Mana pools, en kæmpe nationalpark. Mens vi spiste frokost, havde vi udsigt til en masser vandhyacinter, der voksede meget tæt med kanaler imellem. Elefanterne vandrede rundt længere inde på land, der var flodheste i kanalerne, en flok vandbukke kom trippende hen over det grønne tæppe af vandhyacinter og flokke af bavianer løb rundt langs flodbredden. Udover alt dette var der et fantastisk fugleliv.

Julius gav os et par timer, hvor vi kunne hvile eller gøre hvad vi selv ville. Signe og jeg brugte tiden på at fotografere dyrelivet. Alle gode ting har også en ende, og vi skulle videre til vores endelige bestemmelsessted, Chongwe, en lille lejr ved udmundingen af Chongwefloden i Zambezifloden. Igen blev sejladsreglerne indskærpet, så alle var meget opmærksomme. Vi kom i kanoerne og kunne godt mærke, at vinden var taget til. Signe og jeg var nummer tre i rækken af kanoer med Julius i den første, så vi følte os temmelig sikre. Skulle der ske noget, var det i hvert fald ikke os, det gik ud over.

Og så skete det bare alligevel.

Heldigvis endte det hele lykkeligt. Signe og jeg nåede efter det dramatiske møde med flodhesten frem til den lille sideflod, hvor vi skulle tilbringe natten. Her blev vi modtaget af vores turkammerater og folk fra stedet. Der lød en hel del latter og sås flere tårer, mens vi prøvede at forstå, hvad der var sket. Pludselig kom en kæmpe hanelefant gående gennem lejren. Da vi lettere forbavsede spurgte, om den nu var farlig, fik vi at vide, at det var den skam. Den havde faktisk stået for de fleste ødelæggelser i lejren. I det øjeblik havde vi begge fået rigeligt af store dyr for én dag. Nu måtte der godt blive skruet ned for den knap, der hed “Afrika”. Det var i allerhøjeste grad blevet tid til et par gin og tonics.

Da vi nåede hen i lejrens bar, blev vi mødt med klapsalver og fik sjusser på husets regning, mens vi igen og igen fortalte, hvad der var sket. Da vi i løbet af aftenen havde fortalt historien ca. 2006 gange, var der pludselig en, der udbrød: “Well, that’s Africa”. Og selvom vi begge havde lyst til at stikke ham et par på hovedet, så havde manden jo ret. Man kan ikke forvente, at det at tage på tur mellem en masse store dyr bare er som at tage en tur i zoologisk have, hvor der er pæne og ordentlige forhold. Det er langt mere farligt, men hvor er den ægte vare dog langt smukkere og mere spændende.

Artiklen er tidligere bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 33 januar/februar 2001

 

Skrevet af: Signe Barfoed og Frederik Beck
Den 18. dec 2001
Senest opdateret den 04. maj 2021

Faktaboks

Vores lokale arrangør hed River horse safaris - www.riverhorse.co.zw. Turen var arrangeret hjemmefra af Albatros rejser, der havde sørget for alt det praktiske. Sytten dages rundrejse i Zimbabwe og Zambia kostede 7990 kr. pr. person incl. alle måltider, entreer og parkafgifter.

Bedste årstid for rejser i dette område er lige inden regntidens start i oktober/november, hvor det er nemt at se dyrene pga. de nøgne træer og buske. Desuden er der på denne tid af året ikke ret mange myg, og dermed mindre risiko for malaria.

Andre spændende artikler


Great Zimbabwe

Great Zimbabwe

Harare

Harare

Hwange Nationalpark

Hwange Nationalpark

Mana Pools

Mana Pools

Matobo Nationalpark

Matobo Nationalpark

Magasinet Opdag Verden

Magasinet udkommer 6 gange om året. Du kan få dem sendt til din postkasse eller hente dem i en Eventyrsport eller Friluftsland butik.

Rabat hos Eventyrsport og Friluftsland

Vis dit medlemskort og få 10% i medlemsrabat på ikke nedsatte vare, Få op til 25% rabat på specielle tilbud, spar 20% på frysetørret mad.

Gratis adgang til ’Gå med-ture’

Gå vandrestøvlerne til, mød nye turvenner og få fine naturoplevelser i det nære.

Gratis adgang til medlemsaftener & foredrag

Få viden om friluftsliv, turplanlægning og grej + inspiration til ture. Hvert forår og hvert efterår i Eventyrsports butikker.

Få rabat på 100 medlemsture i hele Europa

Få rabat på 100 ture i hele Europa. Ture til fods, på ski, i kajak eller kano; inkl. weekendture i Danmark og Sydsverige. Det er nemt, billigt og hyggeligt.

25% rabat på kendte kvalitets mærker

Hver måned får du tilbudt rabat på håndplukket udstyr i Eventyrsport og Friluftsland.

20% medlemsrabat på turmad

Vis dit medlemskort og spar 20% på frysetørret mad i Friluftsland og Eventyrsport

Fri adgang til online-univers

Find inspiration til flere ture, end du kan nå i det her liv. Læs over 3000 artikler + de seneste 60-70 udgaver af magasinet på opdagverden.dk.

Kundeservice

Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.

Send os mail: Klik her...

 


© 2020 Opdag Verden ApS

Log ind