Mallorca lokker med et fabelagtigt klima, skønne bjerglandskaber og hyggelige landsbyer, hvor man kan tanke op på lokale delikatesser på vandreturen. Særligt de dramatiske Tramuntana-bjerge, der er på UNESCOs verdensarvsliste, byder på utrolig flot vandring med store udsigter til det blå Middelhav, skyggefulde olivenlunde og frodige plantager.
På Mallorca finder man en af Europas klassiske vandreruter i form af GR221 – De tørre stens rute – der bugter sig gennem bjergene, men vil man hellere udvælge en charmerende bjerglandsby og bruge den som udgangspunkt for dagsture, er der også masser af muligheder for det. Uanset hvad man vælger, finder man vandring i et lækkert klima og rig mulighed for at krydre oplevelsen med spændende kulturelle oplevelser.
Gran Canaria er en af de syv Kanariske Øer, og med en vidunderlig placering i Atlanterhavet ud for Nordafrikas kyst finder man her et herligt klima, storslået nature og fantastiske muligheder for gode vandreture.
Den spanske vulkanø er nok mest kendt for sine brede sandstrande ved de azurblå, varme vande, men inde i landet rejser bjergene sig højt og dramatisk over dybe dale. Herinde bølger vandrestierne sig gennem smaragdgrønne landskaber med dramatiske klippeformationer, og der er en helt anden ro end ude ved kysterne, hvor de fleste gæster opholder sig.
Gran Canaria har masser af vandrestier, og det er oplagt at finde en base i bjergene, tage den lille, lette dagtursrygsæk på og udforske naturen til fods. På grund af klimaet og beliggenheden kan man drage ud året rundt.
Tenerife er den største af De Kanariske Øer og ligger omtrent 300 kilometer uden for den nordafrikanske kyst i det store Atlanterhav. Øen er domineret af den enorme vulkan Teide, som troner højt over det golde højland på Tenerife, og faktisk er bjerget det højeste i Spanien med sine 3.718 meter.
Turen til toppen af Teide er en populær vandretur, hvor mange ankommer til toppen, som solen står op over Atlanterhavet, og vulkanen kaster sin skygge ud over det blå ocean. Der er dog meget mere vandring at komme efter på øen, hvad enten man vil gå en længere sammenhængende rute eller er mere til dagsture fra en fast base på hotel eller vandrehjem.
En myriade af fine stier slynger sig gennem landskaberne på de mere frodige dele af øen, og vil man opleve det hele, så går vandrestien GR131 fra kyst til kyst gennem vulkanøens hjerte. Som på de andre af De Kanariske Øer finder man også lækre strande, så der er god mulighed for at vaske vandrestøvet af kroppen, når man har vandret det, man vil vandre.
Der er vist ingen tvivl om, at Caminoen gennem de idylliske, spanske landskaber til Santiago de Compostela er verdens mest kendte pilgrimsrute. Her smelter vandretur, natur, kultur, historie og religion sammen til en helhedsoplevelse, mange pilgrimsvandrere beskriver som livsændrende – en oplevelse, der er vidt forskellig fra person til person, men som de fleste er enige om er mere end blot en vandretur.
På Caminoen er der for mange såvel den ydre som den indre rejse, og mens den ydre rejse byder bølgende bakker, hyggelige landsbyer, historiske pilgrimssteder og masser af lækre, lokale specialiteter, så er den indre rejse i sagens natur personlig. Caminoen er dog ikke kun én rute, men flere stier fører til slutpunktet i Santiago de Compostela. Den franske rute, som slynger sig gennem Spanien, er den mest populære, men for dem, der ønsker at vandre en alternativ rute – eller blot vandre videre, når målet egentligt er nået – er der rigeligt med variationer.
Spanien er velsignet med flere bjergområder, der er som skabt til vandreture. I nord finder man Pyrenæerne, hvor stier zigzagger sig gennem frodige bjerge og langs klippefyldte bjergkamme og til nøgne tinder med udsigt langt ud i det fjerne.
Her finder man flere langdistanceruter som for eksempel GR11, der bugter sig gennem hele bjergkæden fra Middelhavet til Atlanterhavet, men der er også masser af muligheder for kortere ture med overnatning i telt, fine bjerghytter eller på hotel. Et andet oplagt vandreområde er nationalparken Picos de Europa i det nordlige Spanien, hvor man f.eks. finder spektakulære dagsture i bjerge med kløfter og store sletter, og charmerende middelalderlandsbyer danner perfekte baser til at udforske herlighederne.
Sierra Nevada-bjergene i det sydlige Spanien lokker også med vandrestier gennem uforglemmelige landskaber, hyggelige landsbyer og som alle andre steder i Spanien venter der altid lækker lokal mad og et glas vin til at skylle dagens oplevelser ned med.
Hver region i Spanien har sine egne kulinariske skatte, hvilket til dels skyldes det varierede land og klima. Det varierede køkken omfatter lækker mad med blandt andet gryderetter, masser af friske grøntsager, kød, skinke, fisk og skaldyr, ost, olivenolie og himmelske desserter – selvfølgelig ledsaget af lækre regionale vine, der smager ekstra godt efter en dag på stierne.
Og så er der selvfølgelig den store passion for tapas – fra den berømte spanske skinke (Jamón Ibérico), små stegte peberfrugter (Pimientos de Padrón), grillet blæksprutte og kogt blæksprutte (Calamares eller Pulpo), rejer i hvidløgsolie (Gambas Al Ajillo), velsmagende kartofler (Patatas bravas), kartoffelomelet, grønne og sorte oliven, forskellige typer ost og lækre pastaretter. Er du glad for mad, bliver du ikke skuffet i Spanien.
Den kulinariske mangfoldighed i Spanien er stor. De regionale retter er altid tilberedt med masser af friske grøntsager, kød eller skinke, fisk eller skaldyr, regionale oste og olivenolie. De regionale vine fuldender de spanske måltider. Sørg for at prøve en af følgende specialiteter under din vandreferie:
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...