10 TIPS TIL AT VANDRE SOM PAR

På tur med kæresten

IMG 2216Aïscha & Jesper har vandret tusindvis af kilometer sammen; gennem øde områder højt mod nord og i Alperne mod syd. Her kommer de med deres bedste råd til, hvordan man kommer godt gennem en vandretur som par.


Uendelige horisonter, fantastiske bjergudsigter og lange aftener ved et knitrende lejrbål.

IMG_2216.jpg
Skrevet af: Aïscha Tomasoa & Jesper Jensen
Opdateret den 21. jun 2022

IMG 2216Aïscha & Jesper har vandret tusindvis af kilometer sammen; gennem øde områder højt mod nord og i Alperne mod syd. Her kommer de med deres bedste råd til, hvordan man kommer godt gennem en vandretur som par.


Uendelige horisonter, fantastiske bjergudsigter og lange aftener ved et knitrende lejrbål.

Vores eventyr virker måske idyllisk udefra, og misforstå mig ikke, det er et privilegium og en drøm, der blev til virkelighed. Man lærer hinanden at kende ud og ind, udvikler sig i medgang og modgang, opbygger stor tillid, og man har hinandens ryg. Men der er mange ting, man skal overveje, inden man som par kaster sig ud i vildmarken.

Forestil dig at være sammen hver dag, hvert eneste sekund. Gennem de bedste, men også de værste øjeblikke. I bliver begge udfordret fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. I vandrer godt nok sammen, men det er også en personlig rejse. Hvordan finder man balancen? Og er der plads til romance?

Det har vi spurgt os selv om mange gange. Hvordan klarede vi det? Hvilke overvejelser gjorde vi før, under og efter vores rejse, når det drejer sig om at være to til eventyr.

1. Afstem jeres forventninger
For at undgå skuffelser, så vær sikker på, at I kender hinandens forventninger. Hvor mange kilometer vil I vandre om dagen? Hvad skal I have i rygsækken? Skal I starte tidligt eller sent? Skal I vandre tjept og nå mange kilometer? Eller vil I tage det langsomt og nyde sceneriet?

Spørgsmålene hober sig op, og de fleste kommer sikkert først efter starten på jeres eventyr. Men husk at få aftalerne i orden og undgå skuffelser og misforståelser undervejs.

2. Kommunikation
Kommunikation er en vigtig del i alle forhold, så udtryk dine følelser. Sig til, hvis du har smerter eller har brug for en pause. Når du er på en lang vandretur, er det ekstra udmattende, hvis du skal gøre det frustreret, skuffet eller har ondt. Hvad med de daglige aftaler? Hvor skal I holde pauser? Hvor skal I slå lejr?

Kig på et kort sammen om morgenen og udpeg egnede steder, så I begge ved, hvad dagen skal bringe. Selv de helt lavpraktiske ting som madlavning, opvask og teltopsætning – hvem gør hvad? Få det afklaret, før I når til dem. Efter en lang dag vil I begge gerne bare drøne i soveposen, så det er nemmest, hvis du på forhånd ved, hvad din partner forventer af dig og omvendt.

De aftaler sidder selvsagt ikke i skabet hver dag, og det bringer os til næste punkt...

IMG 1022

3. “Walk it off” – bogstaveligt talt
Det er kun jer to, hele tiden. Så et lille raserianfald her og der er selvfølgelig okay, det handler oftest om små, dumme ting. I er garanteret uenige om, hvornår I skal holde en pause, hvem der tager opvasken, eller om I skal tage en afstikker forbi et flot vandfald, der ikke lige er på ruten.

Vi har lært at acceptere de små skænderier, anerkende ens partners følelser, gå 50 meter fra hinanden i 20 minutter, derefter undskylde overreaktionen og så komme videre. I vil sikkert opleve, at jeres skænderier er knap så alvorlige og varer den halve tid, end de gjorde derhjemme.

Og når alt kommer til alt, skændes I sikkert kun, fordi I er sultne og trætte.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

4. Omstil dig
Forvent ikke, at din partner går med samme hastighed og har samme udholdenhed som dig. I deler ikke altid fysisk, mental og emotionel tilstand. I vil hver især have gode dage og dårlige dage, og hvis du ser din partner have en dårlig, så motivér eller tag initiativ til en pause.

Tilbyd en hånd, sænk din hastighed og lad din partner føre an. Det hjælper nogle gange at lade dem med en dårlig dag gå forrest, ofte vil du endda se dem øge hastigheden helt af sig selv.

Bliv ikke frustreret, hvis ikke I når dagens mål; forsøg i stedet at imødekomme din partners behov og dermed skabe bedre forudsætninger for morgendagens vandring.

IMG 2454


5. Hold hygiejnen lidt ved lige
I vil se, høre og lugte hinanden. I vil prutte hinanden ud af teltet, og det vil være helt normalt. Du vil stinke konstant, det vil din partner også. Så I kan stinke sammen, og I vil ikke engang lægge mærke til det, før I møder modgående vandrere, som lige er startet fra nærmeste by. De dufter, som om de lige er trådt ud af badet, og du vil undre dig over, om de mon kunne lugte dig i forbifarten.

Ikke desto mindre, prøv at holde jeres hygiejne lidt ved lige. Bad i en skovsø eller tag en dukkert i iskoldt gletsjervand. Det skaber mindeværdige øjeblikke, og teltdelingen bliver mere tolerabel.

6. Acceptér hinandens særheder
Jeg er verdensmester i at blive hangry, og min partner ved det. Så vi løber aldrig tør for mad og snacks. Ja, vi pakker for meget mad. Vi tager altid en masse ekstra snacks med og to ekstra måltider på en flerdagstur for at holde min kæreste ude af vælten, og så er der også til en ekstra overnatning, hvis det skulle blive nødvendigt.

Det er bare et eksempel, men din partner har garanteret en lignende særhed. Se, om du kan tøjle den, og det hele vil gå lidt lettere.

7. Alenetid
Du behøver ikke nødvendigvis tilbringe tid alene. Men tag lidt tid til at gøre, hvad end du vil. I behøver ikke altid gøre alt sammen. I stedet for at vandre side om side, kan du vende tankerne indad og nyde at vandre lidt alene.

Visse par vandrer endda fuldstændig hver for sig, hver med deres eget telt og helt egne rutiner. Socialiser med andre vandrere eller gå på opdagelse i de nærliggende omgivelser, mens din partner læser en bog i teltet eller lytter til musik. Sommetider ender I begge med at stirre på jeres telefoner hele aftenen, fordi I endelig har forbindelse til omverdenen, og I langt om længe kan få en snak med venner og familie, og det er også helt okay.

Prioritér dig selv, det glemmer man let.

thebohohobos2

8. Underhold hinanden
For at være ærlig, så kan det være ret kedeligt at vandre så lange distancer. Ruten er ikke altid lige inspirerende, og vandren på asfalterede veje i dagevis er ikke unormalt.

Så vi quizzer, nynner, gætter sange og andre små lege, der kan få fokus væk fra landevejen. På de rigtig kedelige strækninger downloadede vi endda film, som vi kunne se i teltet om aftenen.

9. Glem ikke kærestetid
Selvom I er på eventyr, er I stadig et par, og I har brug for kvalitetstid. Tag jer tid til at hygge ved lejrbålet, pak en ekstra lækker middag, husk at tage hviledage og gør dem specielle ved at meje jer ud og gå ud og spise eller del en flaske vin og kig lidt på stjernerne.

10. Tag en pause
Ikke bare en hviledag, men en miniferie. At vandre dag ind og ud kan sommetider gå hen og virke som et arbejde; et helt fantastisk arbejde, men det kan blive en trummerum. Prøv at tage en tur til storbyen og vær kulturelle eller brug et par dage ved stranden.

I Skandinavien besøgte vi venner i Lofoten og udforskede Lyngsalperne. Det var ikke lige på vejen, men gav os adspredelse og hjalp os med at holde motivationen ved lige.

Vi begyndte jo også dette eventyr, fordi vi ville se mere af verden, og ikke bare hvor vandrestierne førte os hen.

Bonustip: Find et job sammen
Hvis muligheden byder sig, så prøv at finde et job sammen, betalt eller frivilligt – det er ligemeget. Vi lærte hinanden at kende på vores job og har arbejdet flere steder sammen lige siden. Vi kender hinandens styrker og svagheder, vi deler værdier og arbejdsmoral, og vi vidste, at vi kunne fungere sammen alle døgnets 24 timer både som kolleger og kærester, før vi påbegyndte vores rejse sammen.


20190630 161108Aïscha & Jesper

Vi er et dansk-hollandsk kærestepar, der i 2016 mødte hinanden på Ischia, en lille ø i det italienske Middelhav.

I vintrene arbejder og udforsker vi det -40 grader kolde Lapland, tæt på den store Inari sø. Somrene bruger vi på at rejse Europa tyndt. Næsten uden vandreerfaring kastede vi os i 2019 ud i en 3.000 km vandretur gennem Skandinavien; fra norske Nordkap til Jespers fødeby på Sjælland.

Det efterfølgende år forsøgte vi at krydse Alperne med start i Wien og mål i Nice og kom halvvejs, før vi måtte holde pga. forskellige omstændigheder.

For nu er vi tilbage i Danmark og har byttet rygsækken ud med babybæresele og teltet ud med en lejebolig i Aarhus, indtil vores lille “omstændighed” er klar til at tage med på eventyr.

Andre spændende artikler


Rota Vicentina - Fem dage med lille rygsæk

Rota Vicentina - Fem dage med lille rygsæk

Pilgrimsvandring på Via Podiensis i Frankrig

Pilgrimsvandring på Via Podiensis i Frankrig

The Arizona Trail

The Arizona Trail

Log ind