Over Baskerlandets bjerge

Vandring som partest

Christoffer troede, at han skulle være single, vild og fri, men da han forelskede sig i en pige fra Baskerlandet, bestemte han sig for at give det nye forhold den ultimative test: 250 kilometer til fods gennem Baskerlandets bjerge på en hjemmelavet rute – med én kæreste, der aldrig havde været på vandretur tidligere.
Baskerlandet-14-Christoffer-Lange.jpg
Skrevet af: Christoffer Lange
Opdateret den 09. aug 2022
Christoffer troede, at han skulle være single, vild og fri, men da han forelskede sig i en pige fra Baskerlandet, bestemte han sig for at give det nye forhold den ultimative test: 250 kilometer til fods gennem Baskerlandets bjerge på en hjemmelavet rute – med én kæreste, der aldrig havde været på vandretur tidligere.
Det var den første dag i maj og iskoldt. Vi sad indhyllet i skyer på bjergtoppen Aratz i næsten 1.500 meters højde og ventede en halv time på blot et lille glimt af noget udsigt. Det kom ikke. I stedet tog vinden pludselig til i styrke og rev i hue og hår, og det begyndte stille at pisregne, mens vi navigerede gennem skydækket, hen over bjerget og ned til skoven under skyerne. Vi tankede godt op på vand. Planen var at sove på Aizkorri, det næsthøjeste bjerg i Baskerlandet udenfor regionen Navarre. På toppen er der en lille kirke og et ubemandet refugie til fri benyttelse. Lige så pludselig, som vi før fik regn og blæst, sendte himlen nu lidt lys gennem skyerne. Vi kastede os ned på det grønne græs, som om noget karakteriser Baskerlandet, og hvilede for en stund. Da vi gik op mod bjergtoppen, begyndte det så at små-sne, og snart var vi atter svøbt ind i skyerne.

”Hvad fanden sker der, er det Skotland eller Spanien, vi vandrer i?!” tænkte jeg for mig selv.

Men nej, det er åbenbart bare Baskerlandet.

Baskerlandet 11 Christoffer Lange

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Den ultimative kærestetest

Jeg har haft kærester nok til at vide, at en fleruges vandretur sammen nok skal fortælle én, om et parforhold fungerer eller ej. Det var ikke engang meningen, at jeg skulle være i et forhold igen allerede. Jeg troede, at jeg skulle være single, wild and free! Men skæbnen ville det sådan, at jeg blev forelsket, lige efter jeg havde gennemført min anden solovandring langs Pyrenæerne på HRP – højderuten fra Middelhavet til Atlanterhavet. Tre måneder og et årsskifte senere flyttede jeg derned for at bo med hende, og nu skulle hun altså testes – var hun ”den rigtige”?

Maite havde aldrig vandret før. Hun vidste intet om det, og ”hvorfor gjorde folk overhovedet sådan noget?”

Først havde hun sagt: ”Okay, jeg går med til at prøve at vandre med dig i to dage,” men så prædikede jeg for hende ustandseligt.

Jeg købte en rammeløs rygsæk til hende og hjalp med at geare hende op i bedste ultraletvægtsstil. Når man ikke har en tung sæk til at tynge én ned, så kommer vandreglæden lettest. Vi blev allerede udfordret på førstedagen, da vi skulle klatre ned fra bjerget Txurrumurru, en personlig favorit. Det var en meget stejl og forholdsvis lang scramble – især for én, som aldrig har skidt i skoven før – men hun klarede det fantastisk. Sidst på dagen blev vi belønnet med en smuk orangerød solnedgang, og Maite sov til sin egen overraskelse virkelig godt i sin quilt og bivybag på et dobbelt skumunderlag i torsolængde. Uden tvivl bedre end den næste nat, hvor hun blev vækket af en kæmpe flåt, som kravlede på hendes nakke. Det handler om at lyne sin bivybag op, når man er i flåtland – bivybag begynderfejl.

Baskerlandet 12 Christoffer Lange

Skov, skyer, tåge og gåsegribbe

De kommende syv dage var hårde vejrmæssigt. Vi blev nær blæst af bjergkammen, da vi gik over Ekaitza, som betyder storm på baskisk, og på vores tredje nat faldt der over 30 millimeter regn. På grund af vejrudsigten havde jeg valgt et picnicområde nær en stille vej, så vi havde det perfekte spot til at holde os tørre under en tarp i den slags vejr. Skoven skrånede simpelthen for meget ellers. Det regnede vanvittigt hele natten, men vi forblev tørre – det gav point ved Maite.

Vi vandrede flere dage i de klassisk lave baskerskyer og tæt tåge. Gennem de smukkeste, dybe bøgeskove, som var klædt i lysegrønne forårsfarver. Skovbunden var stadigvæk dækket af visne bøgeblade i orangebrune nuancer. Der var kalksten i forunderlige former, og det blødeste mos voksede overalt. Med tågen i skovene føltes det som en eventyrverden, hvor en fe eller en trold kunne komme frem når som helst. Som regel var det dog et får i stedet.

Lige så stemningsrigt som vejret kunne være, lige så irriterende var det, når man blev våd og kold, og udsigter, man havde glædet sig til, blev ødelagt gang på gang. Et af de områder, jeg havde glædet mig allermest til, var Sierra de Aralar, men vi måtte gå en anden vej end planlagt, fordi tågen var så tyk. Æv! Men sådan er det altså nogle gange at vandre.

I stedet for kalkstenstinder gav stien os en dyreoplevelse i særklasse. Vi gik lige forbi omkring hundrede gåsegribbe, som var ved at fortære et fåreådsel. Det er kæmpe fugle med et vingefang på 270 centimeter, og de lignede mest af alt ’små’ fjerklædte dinosaurer. Spanien er faktisk hjem for 75 % af verdens gåsegribbebestand, og der findes tusindvis i Baskerlandet. Man ser dem ofte på himlen.

Baskerlandet 7 Christoffer Lange

Det gyldne glimt og regnbuks-turbanen

Med sådan en oplevelse kunne jeg ikke være ked af det. Derudover fandt vi et lille refugie at sove i, så vi ikke skulle sove ude i det kolde, våde vejr. Vi lavede pulverkartoffelmos på brænderne og tilføjede rigeligt med olivenolie. Chokolade til dessert. Der var et lille vindue, og det var hyggeligt at sidde derinde, imens vejret var så kedeligt udenfor. Vi fodrede også den lokale musefamilie med lidt chorizo og nogle nødder, og de gav en lille opvisning som tak. En af de små gutter spænede på bagben tilbage i hulen med et stykke pølse i sine små musehænder. Jeg har altid ment, at man skal behandle refugiemusene godt, for hvis man i godhed fodrer de små væsner lidt, så lader de én være om natten. Er det ikke god karma at behandle alle væsner med nåde?

Det var halvvejs på turen, at vi sov i refugiet på toppen af Aizkorri. Hele bjerget var svøbt ind i et tæppe af tykke skyer, men i det mindste sneede det ikke længere. Vi opholdt os længe i refugiet og ventede på det gyldne glimt. Jeg gik ud og ind og ud og ind for at tjekke vejret, og så åbenbarede himlen sig med ét, som blev tæppet skåret op ad en guddommelig hånd.

”Maite! Maite! Kom ud, nu!”

Vi kunne se den højeste bjergtop på ruten, Aitxuri (1.551 m), som er lige ved siden af Aizkorri, mens solens stråler forgyldede en smal linje horisont mellem skyerne og landskabet – et bogstaveligt talt himmelsk øjeblik.

Snart tog skyerne og mørket over, og temperaturen faldt til -4 grader. Vi havde uden tvivl været for kolde på cementsengen i refugiet, hvis det ikke var for de tykke skumunderlag, der var at supplere med i hytten. Det var virkelig koldt selv derinde, og mit stakkels hoved havde svært ved at holde sig varmt med kun den fleecehue, jeg havde med – der er ikke hætte på en quilt. Jeg havde alt mit tøj på, undtaget mine regnbukser, men det viste sig så, at regnbukserne fungerede særdeles fint som turban og gav lige den ekstra isolering jeg havde brug for – selvom det ikke så for smart ud. Vi fandt sjovt nok også ud af, at Maite sover varmere, end jeg gør. Det må være det der baskerblod.

Baskerlandet 10 Christoffer Lange

Efter skyer kommer sol og hygge

Om morgenen vågnede vi atter til skyer, og vi blev i refugiet indtil klokken 12 i håb om, at de ville lette, så vi kunne bestige Aitxuri. Det gjorde de ikke. Vi gik derfor lige under toppen, men tinden var akkurat dækket af skyer, ligeså landskabet under os. Vi kunne godt have gået derop, men der ville ikke have været nogen udsigt. Den gode oplevelse på bjergtoppen er vigtigst for mig – jeg gør det aldrig bare for at sige: ”Jeg gjorde det!”

Den gode oplevelse blev i stedet at drøne ned ad bjerget til et hyggeligt, landligt spisested nede i dalen, hvor jeg fik noget lækkert lokalt kød, med dos huevos, patatas fritas, pan og en lille descafeinado til sidst – æg, fritter, brød og koffeinfri kaffe. Maite fik vegetarversionen.

Og alt løser sig. Efter regn og skyer kommer solen altid før eller siden – og det gjorde den, lige da vi gik udenfor igen. Sådan rigtigt altså, hvor man kan mærke den livsgivende varme og energi i hudcellerne, så det giver udslag af tilfredshed i hele korpusset. Det havde ikke været sådan siden førstedagen. Vi smid vores skumunderlag op ad nogle kalkstensklipper, som er godt reflekterende, og badede i solen. Skyerne forsvandt så nogenlunde fra Aitxuri, og vi havde en skøn udsigt til det imponerende bjerg.

Baskerlandet 12 Christoffer Lange

Legendariske kalkstensbjerge

Fra Pyrenæerne kender jeg primært Baskerlandets bjerge som store, grønne bakker, men jeg erfarede, at disse bjerge var langt mere beundringsværdige. Det er primært karakterrige kalkstensbjerge fulde af skønhed og mystik, såsom det legendariske bjerg Anboto (1.331 m), hvor baskerfertilitetsgudinden Mari har sin hovedbolig i en hule tæt på det kæmpe, naturlige hul i bjergets østside, øjet af Ezkilar, som min rute inkluderer.

Det var morgenen efter en fænomenal bivuak med både solnedgang og solopgang i særklasse – og fjerne koklokker i ørene – at vi besteg Anboto fra syd. Nogen mener, at bjerget lidt ligner Matterhorn, men uanset hvad, så er det tilspidset og smukt og kan bestiges af langt de fleste. Turen op var spændende, sjov og tilfredsstillende – og udsigten på toppen serverede det største smil på turen, imens solen skinnede fra en blå himmel.

To nætter efter så vi morgensolen male horisonten over Anboto i rødt, orange og gult, som en blanding af himlens blod og solens strejf i en magisk skykreation. Vi sad i den tidlige time på en blæsende afsats, tæt ved hinanden omfavnet af min quilt og oplevede det. Ren bjerglykke. Derefter besteg vi det store, kendte, kuppelformede bjerg Gorbeia, som har et over 17 meter højt metalkors på toppen. Skyerne og vinden tog over, men nu var de velkomne venner, og intet kunne feje vores entusiasme væk.

Baskerlandet 13 Christoffer Lange

En bjergbums er født i Baskerland

Efter to ugers vandring over Baskerlandets mest kendte bjerge nåede vi den sidste bjergtop på turen, Ganekogorta i 999 meters højde. På toppen var vi hævet over storbyen Bilbao, der huser mere end en million mennesker og er den tiende største by i Spanien. Det var meget specielt for Maite – som mindre end et år forinden intet vidste om vandring – nu at have vandret fra sin hjemby, over hendes lands bjerge og hertil på egne fødder.

Den friske Atlanterhavsluft blæste os kærkomment i hovedet, og vi mente nok, at vi kunne dufte det salte havvand i den dybe Biscayabugt. Vi dansede på lette tæer ned til Bilbao, spiste en sejrsburger og tog så bussen hjem til Hondarribia. Det tog blot to timer. Kontrasten fra civilisation til de frie bjergstier er stor, og det var klart at forstå på Maite, at verden nu var en anden for hende. Sidenhen har Maite og jeg vandret 2.000 kilometer sammen – hun elsker vandrelivet. Man kan vist godt sige, at hun har klaret testen. Og jeg fandt også ud af, at man sagtens kan være vild og fri med den rette dame. 


Baskerlandet 8 Christoffer Lange

Med Maites ord

”Så mange ikoniske bjerge, som jeg intet kendte til! Jeg er så taknemmelig for at have set mere af mit eget land, at opleve det smukke forår og bøgeskovene springe ud i lysegrøn. Selv med det dårlige vejr, træthed og flåter, så vidste jeg, at denne oplevelse var det bedste, jeg kunne gøre, den mest værdige måde at tilbringe min tid på. Det var første gang, jeg vandrede. Det var uden forventninger, bare klar på det hele. Klar på eventyr. Begyndelsen af noget, jeg ikke troede var muligt, en måde at leve på; derude hele tiden, med alle de oplevelser dette liv og denne skønne jord har at byde på. Vandring er det bedste liv!” 

Find din næste tur her


Priser fra 4.998,-
Ture på egen hånd
Tværs over Mallorca - Tramuntana

Tværs over Mallorca - Tramuntana

Priser fra 3.295,-
Fællesture
Vandreture på Gran Canaria

Vandreture på Gran Canaria

Ruteforslag
GR221 - Mallorca

GR221 - Mallorca

Andre spændende artikler


Ny guide til Caminoen

Ny guide til Caminoen

Hvad? Man kan vandre på de Kanariske Øer!

Hvad? Man kan vandre på de Kanariske Øer!

5 skjulte perler på Gran Canaria

5 skjulte perler på Gran Canaria

Log ind