• Hjem
  • Artikler
  • Sensommertrekking i det sydligste Sydamerika

Sensommertrekking i det sydligste Sydamerika

Glimt fra verdens ende

Solen er taget til psykolog, og vinden piber igennem marv og ben. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at sommeren for længst var gået på hæld…

AW39_PATAGONIEN_257.jpg
Skrevet af: Jens Bursell
Opdateret den 27. dec 2016
Læst af: 7118

Solen er taget til psykolog, og vinden piber igennem marv og ben. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at sommeren for længst var gået på hæld…

Februar synger på sidste vers. Et enkelt blik på de grønne skove dybt under os bekræfter, at det miserable vejr kun er en mild forsmag på de kommende måneders rusk. Løvhænget umiddelbart under trægrænsen viser spæde tegn på begyndende efterårsfarver. Det er sensommer 55 grader sydlig bredde. En front af blytunge skyer er på vej ind over Tierra del Fuego’s subantarktiske vildmark - med iskolde hilsner sydfra. På få minutter forsvinder de snedækkede toppe på Cordon Vinciguerra i et uigennemtrængeligt gråt slør. Rygsveden forvandles til koldsved. Det er på tide at starte nedstigningen fra passet.

 Ufremkommelig urskov

Den alpine hede er, som det så ofte er tilfældet, relativ let fremkommelig. Efter en times vandring dykker min kæreste og jeg ned i skoven, der ikke overraskende viser sig at være et uigennemtrængeligt vildnis. Jo længere ned vi kommer, desto tættere og mere ufremkommeligt bliver det. Skovbunden falder stejlt nedefter, hvor Rio Andorra tordner igennem en smal kløft på sin vej imod Beagle Kanalen.

Skoven er totalt urørt. Væltede træer ligger strøet på kryds og tværs. Havde det ikke været for Darwin, kunne man let have bildt sig selv ind, at de vindfældede skovpartier skyldtes en patagonisk bjergtrolds hang til sværvægts-mikado. Lysninger veksler med dunkle skovstræk, hvor kæmpemæssige sydbøge står draperet fra top til tå i mosser og hængelaver. Træerne minder meget om vores hjemlige bøg; grå stammer, men med betydeligt mindre blade.

Skovens kaotiske struktur vidner om både foryngelse, ælde og dynamik. Mest af alt minder stedet om en bjergversion af Bialowieza - det sidste større stykke europæisk urskov på grænsen mellem Polen og Hviderusland.
Lige så smuk og fascinerende urskoven fremstår i al sin jomfruelige ynde - lige så djævelsk anstrengende er den at komme igennem. Da vi totalt mørbankede holder hvil ved et vandfald, regner vi ud, at det har taget os godt to timer at tilbagelægge én kilometer!

Et par timer senere har vi passeret de mest stejle skovstykker. Dalen flader ud, og foran os ligger sammenløbet imellem to elve. Landskabet kan næppe blive mere øde og storslået. Trekking på Tierra del Fuego er vildmarksliv, hvor det hører hjemme - nemlig helt oppe under neglene.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Find din næste tur her


Priser fra 45.798,-
Fællesture
Bestigning af Aconcagua - 6959 m.

Bestigning af Aconcagua - 6959 m.

Andre spændende artikler


Vandring i Argentinas Lake District

Vandring i Argentinas Lake District

Vandring i Lanin Nationalpark

Vandring i Lanin Nationalpark

Rundt om Huemul-bjerget i Argentina

Rundt om Huemul-bjerget i Argentina

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this