Opdag Verden nr. 116. dec-jan

Alene eller sammen?

Jeg genså for nylig Into the Wild – den efterhånden klassiske, sande historie om den unge Christopher McCandless, der efterlader alt bag sig og bumser rundt i USA’s enorme landskaber og drager til Alaska, hvor han dør af sult og sygdom langt fra alle andre mennesker.

Da han ved, at han skal dø, skribler han ”Happiness is only real when shared” på siderne i en bog – lykke er kun ægte, når den bliver delt. Dagen efter, jeg så filmen, holdt jeg foredrag om den håndfuld år, jeg brugte på at cykle rundt i verden; flere år alene samt flere år i selskab med andre, og jeg fik et spørgsmål, der ofte dukker op: ”Foretrækker du at rejse alene eller sammen med nogen?” Kort efter kom opfølgeren: ”Savner du ikke nogen at dele oplevelserne med, når du er alene?”

Jeg har ikke et entydigt svar på de to spørgsmål.

Jeg elsker at rejse alene. Jeg trives med kompromisløsheden og at alt er mit eget ansvar. Jeg higer (af og til) efter roen i hovedet, der opstår på den slags ture, når jeg kun skal forholde mig til landskaberne, der langsomt ændrer sig omkring mig, og de helt basale ting. Hvad skal jeg spise? Hvor skal jeg sove?

Jeg er mere åben over for de fremmede, jeg krydser på min vej på soloture, og opsøger i højere grad selskab. Kommer hjem med flere historier. Og folk opsøger mig mere, for jeg er ikke begravet i samtale med min rejsemakker. Alt det elsker jeg, og jeg bliver ikke ensom (et tredje spørgsmål, jeg ofte bliver stillet), når jeg bevæger mig – det er en anden sag, når jeg holder pause i byer og er omgivet af mennesker.

Her bliver bevidstheden om en ensom færd pludselig enormt nærværende, og det er ikke altid sjovt. Men i de år, hvor jeg rejste alene, og når jeg i dag af og til forvilder mig alene på kortere ture, er jeg helt okay med at have oplevelser, der er helt mine egne.

Jeg elsker at rejse med andre – min hustru, vores børn, mine kammerater og tilfældige, gode folk, jeg møder på min vej (nogle af dem er blevet nære venner, som jeg er draget på tur med igen og igen). Der opstår altid gode, dybe samtaler på tur. Der bliver delt drømme. Minder. Lagt planer for fremtiden. Og ja, det er skønt at kunne tale om oplevelserne flere år efter.

På et større plan i livet er det nok sandt, at ”lykke kun er ægte, når den bliver delt”, men jeg kan også se en stor værdi i at kunne være alene, så længe det ikke er permanent. Så længe det er selvvalgt. Så længe der er nogen, jeg kan dele historierne med, når jeg vender hjem igen.

Har du aldrig prøvet at tage på tur alene, vil jeg opfordre dig til at gøre det. Måske du finder ud af, at du faktisk har det rigtig godt i dit eget selskab og at det giver noget ekstra til turen.
Det er ikke alt, der behøver at blive delt.