Hvad er de bedste grej-julegaver? Det spørgsmål svarer en flok af Opdag Verdens turledere på og peger her på udstyr, de elsker, og ønsker at andre også får glæde af.
Hvad er de bedste grej-julegaver? Det spørgsmål svarer en flok af Opdag Verdens turledere på og peger her på udstyr, de elsker, og ønsker at andre også får glæde af.
Casper er en schweizerkniv i friluftsliv. Han har været spejder hele sit liv, hvor han bl.a. fik sin første oplevelse med Skotland, klatrer, elsker at sejle med sejl og øser ud af sin erfaring på f.eks. Opdag Verdens kurser i friluftsliv og vandring. Uden for livet i skoven arbejder Casper som eventkoordinator.
Uopslideligt makkerpar
Er et par uopslidelige Vandrestrømper. Mærket er ikke så kendt herhjemme, men ude i verden er det et kendt og anerkendt mærke. Det er en uldmiks-strømpe, som har alle fordelene fra uld, men blandingen gør den enormt stærk. Jeg har på to år, og rigtigt mange kilometer, ikke slidt mit første par op endnu, og de viser endnu igen svaghedstegn.
En anden fordel ved miksblandingen er, at den ikke bliver lige så stiv efter mange dage som en sok i ren uld. Og så lever jeg med, at den måske får en smule sur-sok-lugt. Pris 209 kr. i Friluftsland
Fleksibel flaske
En lidt anden måde at tænke drikkedunk på. Den er superlet, kan pakkes sammen til stort set ingenting og nemt komme under alle vandhaner – også i lufthavnen. Og så fylder den ikke, når den er tom. Jeg har aldrig prøvet at få hul på dem, så det er ikke en bekymring, man skal have sig.
Dunkene passer i løbeveste og i en del vandrerygsækkes skulderremslommer, så de er lige ved hånden og munden. Man kan også få et filter til, hvilket bare er fedt til de vandreture, hvor det er påkrævet. Drikkedunkene er megalette at rengøre, da de kan gå i opvaskemaskinen. Til sidst skal det nævnes, at man kan have varmt vand op til 60 grader i dem. Det er rart på kolde ture. 189 kr. i Eventyrsport.
Friluftsliv og -ture fylder meget i Selinas liv, og særligt vandring har hendes helt store interesse. Hun har flere års erfaring med fjeld- og bjergvandringer i mange forskellige lande og har bl.a. vandret den 4.300 km lange Pacific Crest Trail i USA. Selina er uddannet friluftsvejleder, så udover at nyde naturen på ture i eget selskab nærer hun en stor passion for både at skabe gode oplevelser og at videreformidle sin viden og erfaring til andre. Selina er kursus- og turleder, foredragsholder og udstyrstester for Opdag Verden.
Pæn og imponerende holdbar
Jeg gik Pacific Crest Trail i forgængeren til den her T-shirts, Icebreaker Tech Lite II SS Tee Women. Jeg havde den på konstant i tre måneder. Jeg vaskede den flere gange, lugten hang ikke ved, og den holdt pasformen. T-shirten har ingen huller, og jeg har og bruger den stadig. Det er imponerende for en T-shirt i 100% merinould at holde så godt.
Ulempen ved 100% uld kan nemlig være, at det ikke holder lige så længe, som hvis der er blandet et kunstigt materiale i det. Selv med en blanding på 80% uld og 20% syntetisk materiale oplever jeg dog, at tøj godt kan komme til at lugte, hvis man vandrer i det mange dage i træk. Det gør ren uld ikke. Jeg er i det hele taget rigtig glad for uld som inderlag på vandreture.
Det er blødt og lækkert, det isolerer, selvom det bliver fugtigt, bliver ikke koldt og klamt som bomuld og begynder ikke at lugte på samme måde som kunststof. Og så er den her T-shirt pæn.
Den fås i alle mulige forskellige farver, og jeg kan sagtens have den på, når jeg kommer til en by og skal ud for at spise. 599 kr. i Eventyrsport
Den bedste nattesøvn
Jeg har prøvet rigtig mange underlag, men jeg sover bedst på det her. Normalt kan jeg godt lide letvægtsgrej, men jeg prioriterer min nattesøvn på tur meget højt, og mens jeg godt vil gå på kompromis med andre ting på tur, går jeg ikke på kompromis med søvnen. Jeg har bl.a. brugt vinterunderlaget i Danmark, på vinterture med Telt i Norge og på Kilimanjaro.
Jeg sover forrygende på det og skal have det med, når jeg skal bestige Aconcagua i 2025. Underlaget har en høj R-værdi på 5,8, som svarer til omtrent -25 grader og er måske lidt overkill til den danske vinter, men man ligger virkelig godt på de lodrette kanaler, og de forhøjede kanter gør, at man ikke falder af underlaget om natten, hvis man bevæger sig meget i søvne, som jeg gør. Samtidig er underlaget blødt at ligge på, og det er ikke glat, som nogle underlag kan være.
En lækker detalje er for øvrigt den medfølgende pumpepose, som er på 40-50 liter. Den er nemlig vandafvisende, så udover at pumpe underlaget op bruger jeg den som liner i rygsækken. Underlaget vejer 885 gram. Pris 2.349 kr. i Friluftsland
Anja er vild med at opdage verden, har gået Andalusien og Nordsjælland tyndt og tvinger sine venner til at sove i shelter om vinteren. Hun synes, at vandreture skal være en fest, men gider kun at gå, hvis der er smuk natur at se på. Hun elsker pandekager over bål, franske kartofler og vejr. Hun sover ude, så ofte det kan lade sig gøre, er fan af godt grej, men ved også, at man kan gå lange ture i klipklappere. Udover at være turleder for Opdag Verden arbejder hun som psykoterapeut og som konsulent i samarbejde og ledertræning.
Aldrig mere mudrede Bukser
Jeg købte dem her efter en efterårstur på Øhavsstien, hvor vi gik i mudder i flere dage. Jeg havde kun ét par Bukser med og var nødt til at have de der ulækre, mudrede bukser på. Der måtte ske noget. Så købte jeg Fjällräven Singi Gaiters, og siden har det aldrig været et problem. De beskytter bukserne, og man får ikke sten, mudder og vand i sko og støvler.
Der er desuden noget vægtbesparende ved dem, da jeg ikke behøver at pakke et par ekstra bukser. Jeg pakker dem altid til længere ture, og jeg bruger dem næsten dagligt fra oktober frem til foråret herhjemme, hvor jeg bor på landet og går tur med hunden. Det er virkelig et stykke brugsgrej lavet til at blive beskidt. De skal bare skylles, hænges til tørre, og så er de klar til næste gang. 699 kr. i Eventyrsport
En balsal af et Telt
Det her telt er en ren balsal. Jeg kan godt lide lidt luksus, når det kommer til telte, og det her telt er virkelig godt. Jeg har mest brugt det til mikroeventyr i Danmark året rundt og på ture i Norden. Den kæmpe apsis er helt fantastisk. Regner det vildt, er det fantastisk at sidde derinde. Jeg var på en Opdag Verden-tur på Møn, hvor det øsede ned.
Vi var 8-10 stykker, og vi kunne alle sammen være i teltet – en del i apsis og et par stykker i kabinen. Jeg bruger også teltet, når det bare er mig og min hund på tur, og er min mand med, kommer hunden bare ud i apsis. Selv med hunden synes jeg ikke, at jeg behøver at være forsigtig med teltet, og jeg er ellers sådan en, der passer på mit grej. Der er ingen skader på teltet, hvor der for øvrigt er god udluftning. Teltet er så dyrt, fordi det vejer så lidt – under to kilo. Pris 9.499 kr. i Friluftsland
Susannes interesser spænder vidt, men mest af alt fylder vandre- og outdoorlivet. Når først støvlerne er snøret, og rygsækken er pakket, trækker hun stikket ud. Naturen er hendes helle og legeplads – her finder hun ro, energi og overskud. Hun elsker sit vandre- og outdoorliv, meget gerne med overnatninger i det fri. Sommer og vinter.
Det være sig i ind- og udland. Susanne er vild med Caminovandring, Skotland, Spanien, Portugal og Østrig. Det er derfor vigtigt for hende at have det rigtige grej med på tur, så oplevelsen bliver optimal, og så har man lov til at nørde lidt. Hun deler gerne ud af sin passion. Gennem foredrag og på sin blog ‘Livets Vandring’. Som turleder for Opdag Verden møder hun ligesindede og kan herigennem sprede sin glæde ved vandrelivet yderligere.
5-stjernet pude
For mig er det vigtigt med en god hovedpude – også når jeg sover ude. Gennem tiden har jeg forsøgt mig med mange og uduelige hovedpudeløsninger, indtil jeg fandt Therm-a-Rest’s puder. Jeg er landet på deres Airhead Regular, som jeg har fået i gave. Jeg elsker den, og den er med i telt, i shelter og på Caminoen. Stoffet er blødt og til at tage af for vask, og puden fylder ikke nævneværdigt i rygsækken i forhold til komfort og nattesøvn. 5 stjerner herfra. Pris 489 kr. i Friluftsland
Kniv til det hele
Min Opinel Trekking No. 08 foldekniv er et must have i mit grej. Den fylder ingenting, når den er foldet sammen, og den er nyttig i mange sammenhænge. Den har skåret mange lækre oste, pølser og brød undervejs. Det er en fin, lille snittekniv til mangt og meget, som ofte har været lånt ud og skabt købertrang hos låneren, hvilket jeg fuldt ud forstår.
169 kr. / Eventyrsport
For Jens handler friluftslivet ikke om en enkelt eller to discipliner. Han elsker alle facetter af friluftslivet: fra kanoture over flere uger til cykelture, fisketure eller bare en enkelt overnatning i et shelter. Og så har han altid været optaget af, hvordan forskelligt udstyr kan understøtte ens oplevelser, når man drager ud på eventyr. Når han er af sted som turleder, deler han glædeligt ud af alle erfaringerne. Jens er uddannet friluftsvejleder og snart færdig som læge.
Supersmarte til tur og hverdag
De små opbevaringsbøtter fra Nalgene kommer i størrelser fra 15 til 500 ml med mange gode mellemstørrelser. Opbygningen i den hårde plast og vandtætte lukning gør dem robuste til alle slags ture. I tursammenhæng bruger jeg f.eks. bøtten på 125 ml til at have salt med på fjeldturen. Skal jeg fiske, kan jeg også finde på at blande en krydderiblanding hjemmefra og smide i en bøtte.
Den lidt større bøtte på 250 ml plejer at være mit førstevalg til den frysetørrede kaffe. Den holder min “livsvigtige” eliksir tør hele turen igennem. Og det er ikke kun på tur, jeg bruger bøtterne. På lange læsedage på universitetet kan jeg finde på at smide bøtten med kaffe i tasken, opsnuse lidt kogende vand og dermed få mig en kop kaffe. Pris 19 kr. / Friluftsland
Trofast rejsemakker
Den lille Sovepose fra TLT er de seneste par år blevet en af mine faste rejsekammerater. Kigger man på specifikationerne, er der tale om en let og komprimerbar sommersovepose med dun. Kigger man på designet, adskiller den nederste, mumieformede del sig ikke fra andre Soveposer. Men øverst oppe findes ingen hætte. Ved at fjerne hætten, ændrer posen karakter fra Sovepose til det, jeg ville kalde et “teknisk tæppe”. Og den finte giver nogle alsidige anvendelsesmuligheder som rejsekammerat:
På sommerture, hvor temperaturen er høj, har jeg ikke behov for hætten. Skal jeg sove i hytter eller refugier og har egentlig behov for et tæppe, er den så komprimerbar, at den nemt kan pakkes med. De tidspunkter, hvor den dog har været den bedste kompagnon, er på de utallige bus-, tog- og færgeture, man unægteligt rammer under transport. Her kan den nemt pakkes i ’håndbagagen’ og fiskes frem, når man har brug for en lille lur. Eller en hovedpude. Eller bare noget man lige kan putte sig ind under. Som en bonus er den lavet til at give ekstra varme til TLT’s rigtige Soveposer, som den kan klikkes ind i. Pris 1.099 kr. i Eventyrsport
Tina bruger det meste af sin tid på eventyr i Norden på alle årstider, til lands, til vands og også til hest. Udstyret til de mange fjeldture i Norden skal i særlig grad kunne holde hende varm. Ud over at være turleder for Opdag verden, er Tina lektor og underviser på både pædagoguddannelsen og friluftsvejlederuddannelsen i fagområdet friluftsliv, og hun er derfor af sted på mange ture i løbet af året. Hun har udstyr til næsten al slags friluftsliv.
Sovepose til resten af livet
Fokus på bæredygtighed, høj kvalitet og komfort, samt det faktum at det er en ekstrem let sovepose med høj kompressionsevne, gør den her sovepose til min absolutte favorit. Western Mountaineering er et kvalitetsmærke med håndlavede Soveposer, hvor design og materialer giver en utrolig god sovepose.
Fyldet er gåsedun fra gåsefarme med høj dyreetisk standard – det er vigtigt. Desuden efterbehandles dunene, og alle materialer er af høj kvalitet, så soveposen har en meget lang levetid, ifølge Western Mountaineering helt op til 50 år, og jeg regner med at kunne bruge min Western Mountaineering resten af mit liv. 5.999 kr. i Friluftsland
Ekstra forkælelse til fødderne
De her har været min tro følgesvend på ture i utallige år året rundt. Efter en lang dag med trætte fødder på sommerfjeldet, når det bliver køligt om aftenen, bliver min fødder utroligt glade for at komme i denne bløde og varme strømpe, der har god plads. På vinterfjeldsturen holder de fødderne varme, og er det ekstremt koldt, kommer der bare et ekstra lag uld under – det giver den her strømpe god plads til.
En klassiker, jeg kun kan anbefale til alle med tendens til kolde fødder i lejren, eller til dem, der bare gerne vil være ekstra sød ved sine fødder. Pris 219 kr. i Friluftsland
Lars har rejst med Rygsæk i Europa og Asien, elsker at vandre i Norges fjelde med telt og fiskestang og arbejder på fuld tid som turleder og foredragsholder. Det betyder, at han er ude på vandrestierne i omtrent 20 af årets uger. Lars elsker at vandre i bjerge, når der samtidig er udsigt til havet, og kan man høre nogle kobjælder eller naturens lyde i baggrunden, er det helt perfekt. Er der komplet ro, gør det heller ikke spor. Han elsker at improvisere, når han er på tur, så kan han følge eventyret, og så er han vild med det fællesskab, der opstår, når han har grupper med på tur.
En sand klassiker
Jeg har brugt den på ture fra hytte til hytte på f.eks. Rota Vicentina, Mallorca og Caminoen. Det er en dejlig, let og enkel Rygsæk, der sidder virkelig godt på ryggen og fås i såvel forskellige størrelser som til mænd og kvinder. Talon 22 har med sine 22 liter rigeligt med plads til alle de små ting på ture, hvor man f.eks. har bagagetransport – regnjakken, kameraet, lidt mad og den slags i hovedrummet samt et par drikkedunke i de to sidelommer. Der er plads til solcremen og pengene i lommen på hoftebæltet, og der er god ventilation på ryggen. Det er en rygsæk, der bare spiller.
1.299 kr. / Eventyrsport
Uundværlig pakke-makker
Jeg pakker altid mine ting i drybags inde i rygsækken. Der er ingen rygsække, der er helt vandtætte, og selv med et regncover på, kan der fosse vand ned fra oven. Det spiller dog ingen rolle, når man har pakket i de her drybags, som har den enorme fordel, at de kan komprimeres. Du lægger f.eks. bare dit tøj ned i dem, lukker, ruller fra oven og luften bliver presset ud af dem gennem den vandtætte bund. Det er vildt smart, og det betyder, at du kan pakke virkelig meget i selv en lille rygsæk. Evac Dry Bag fås i flere størrelser, men hellere en, der er for stor, end en, der er for lille. De fylder nemlig ingenting.
299 kr. / Eventyrsport
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.