Hvordan får vi dig mere på tur?
Der er et spørgsmål, som går igen og igen, når vi strikker magasinet her sammen: Hvordan får vi jer, der læser til at komme ud på tur? Magasinet skal kunne en del forskellige ting – inspirere, fascinere, underholde og komme med gode tips, råd til udstyr og meget andet – men en af de helt store, samlende kræfter er at skabe en genvej til at komme på flere og bedre ture og eventyr. Nogle gange er vi langt ude i verden på såvel klassiske stier som på de mere ukendte, men det er jo altså svært at stikke af til Alperne, Nordnorge og Nepal hver anden uge.
Derfor fokuserer vi også på at komme på tur herhjemme i dagligdagen og i weekenderne. Det gør bare noget godt for os at komme ud i naturen – det ved vi fra alle mulige undersøgelser. I det her magasin finder du således masser af inspiration til at komme på et væld af ture i Danmark og i vores nabolande (og der er selvfølgelig også eventyr – de fire gutter, der padler Kano i Mongoliet, er dog nok ikke noget, der er særlig mange, som har lyst til at gøre efter).
Men Opdag Verden er mere end magasinet. Vi forsøger også at skabe fællesskab og genveje til at komme mere ud ved at give alle jer medlemmer nogle ekstra muligheder. Her i foråret er der f.eks. de 18 forskellige dagsture, I kan tage med ud på rundt omkring i Danmark. De er alle inkluderet i medlemskabet. Der er også foredrag, hvor vores eksperter deler ud af viden og gode råd til at komme på bedre ture.
Der er webinarer, hvor du kan høre mere om de mange fællesture, man kan tage med os på rundt omkring i Europa. Og så er der selvfølgelig hjemmesiden, hvor der ligger et hav af inspiration og viden; f.eks. Turbasen, hvor du finder ruteforslag og fællesture i omtrent 40 forskellige lande.
Til slut er der blot at sige, at det er forår og tid til at få nogle ture i kalenderen – og at det er vores store håb, at du, der læser med her, kommer mere på tur, fordi du læser Opdag Verden.
Tore Grønne
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Vil du gerne på flere vandreture?
Bliv medlem og lad Opdag Verden hjælpe dig.