Opdag Verden nr. 120. aug-sep 2025

Stiernes forunderlige fællesskaber

Der sker noget forunderligt i det øjeblik, man sætter den første fod på stien. De nære omgivelser står tydeligt frem, mens verden derhjemme fortoner sig i baggrunden, og fra første skridt træder man ind i en ny virkelighed, hvor stien er målet i sig selv, og man pludselig er bundet sammen i et usynligt fællesskab med de fremmede, der også vandrer gennem den nye verden.

Man er på vej det samme sted hen. Har øjeblikkeligt en fælles referenceramme. Man ånder for en stund i takt, hvor end i verden, man kommer fra, hvor hurtigt eller langsomt man går, hvad end man får dagene til at gå med derhjemme i sin dagligdag, hvor mange år man har på buksebagen, eller hvad ens andre drømme, mål og værdier er uden for stien. Ikke fordi det er lige meget, eller fordi folk er ligeglade med den slags. Nej, de fremmede fra alverdens verdenshjørner bliver hurtigt til venner, selvom det måske blot er for en flygtig stund. For når man har talt om stien, man vandrer, så er det nemmere at tale om livet. Det, synes jeg, der er stor værdi i.

Jeg tror på, at det er vigtigt at vende sig mod verden. Møde folk fra andre lande, kulturer og baggrunde og opleve, hvordan vi deler drømme, bekymringer og mål i livet – alle de ting, der gør os til hele mennesker, uanset hvilken side af en landegrænse, vi bor på. Det er enormt opløftende og meningsfuldt at opleve.

Her i magasinet er der flere, der oplever fællesskaberne ude på stierne. Belinda vandrer Camino Primitivo i Spanien, mens Mads og Rikke vandrer fra Oslo til Trondheim i Norge. Begge steder bliver de med det samme en del af det store, vandrende fællesskab, hvor der er lagt op til refleksion og gode snakke. Tjelle og Jonas bliver den del af en lille gruppe, der skal til tops på Gran Paradiso – og skriver sig ind den alpine tradition i Alperne. En gruppe tager på kajaktur med Opdag Verden til Kroatien, hvor det ikke er stierne, men vandene, der binder dem sammen. Og sådan kan man blive ved. Når vi drager ud, opstår der fællesskaber. Og det er smukt. 

God fornøjelse – og god sommer!

Tore Grønne