Mød her et par fyre, der går op i, hvad de har på fødderne – og har stærke holdninger til, hvorfor man bør kigge i retning af læderstøvler. Læs om støvleeksperterne fra Hanwag, tibetanske yakokser, vandtætte membraner, bivoks, fed håndcreme, og hvorfor man kan ende med at sjoske rundt med vand i støvlerne, hvis de har en vandtæt membran.
Mød her et par fyre, der går op i, hvad de har på fødderne – og har stærke holdninger til, hvorfor man bør kigge i retning af læderstøvler. Læs om støvleeksperterne fra Hanwag, tibetanske yakokser, vandtætte membraner, bivoks, fed håndcreme, og hvorfor man kan ende med at sjoske rundt med vand i støvlerne, hvis de har en vandtæt membran.
Lad os starte med en lille historie. For nogle år siden havde Mik Norman Prinz og Søren Aagaard Mikkelsen en stand på Fjällräven Classic Danmark, hvor de hjalp folk, der fik problemer med fødderne. De 900 mennesker, der deltog, vadede gennem noget nær uafbrudt regn de første tre dage, inden solen tittede frem på den sidste halve dag inden målstregen.
Her var det ikke alle fødder, der var lige lykkelige. Faktisk var der et klart mønster: De, der gik i støvler med membran, kom ind med gennemblødte fødder – og mange havde gnavsår og vabler. De, der gik i læderstøvler uden membran havde næsten tørre strømper og langt færre problemer med fødderne.
”Når det regner så meget, skyller vandet ned ad kroppen, blander sig med sved og ender i støvlerne. Og når der er en membran i støvlerne, kan vandet ikke komme ud – du kan ikke gå dine støvler tørre. I stedet sjosker du rundt med vand i støvlerne,” fortæller Mik.
”Støvler i ren læder bliver selvfølgelig også våde indvendigt, men på et par solskinstimer kunne folk gå dem tørre efter lige at have skiftet sokkerne,” siger Søren.
De har arbejdet for Fenix Outdoor i henholdsvis 12 og 14 år, hvor de er salgsansvarlige for Hanwag og underviser i brug af vandrefodtøj. Hanwag blev stiftet i 1921 i Tyskland af Hans Wagner, som brugte læder til sine håndsyede støvler, og det gør firmaet stadig mere end 100 år senere. Og det er der en god grund til. Vandrestøvler lavet i læder er nemlig ekstremt åndbare, trækker meget effektivt fugt væk fra fødderne, og de er samtidig bæredygtige. Læderet kommer for øvrigt fra helt almindelige køer og er et spildprodukt fra kødindustrien.

Foto: Søren Aagaard Mikkelsen.
Mik: ”En støvle med en membran har én stor fordel: Den er vandtæt – i hvert fald lige efter, man har købt den, for membranen kan gå i stykker med tiden. Ulemperne er til gengæld, at de ikke er så åndbare, at man nemt får klamme fødder, at foret komme til at lugte, og at de tørrer utroligt langsomt. Læderstøvler er på mange måder modsatte. De har høj åndbarhed, et super indeklima, kommer ikke til at lugte og tørrer hurtigt. Læderstøvlen er dog ikke 100 procent vandtæt, men den kan komme meget tæt på, når man plejer den med voks.”
Søren: ”Det kan sammenlignes med en T-shirt i syntetiske materialer, som hurtigt kommer til at lugte. Bakterier trives i syntetiske materialer, og det gælder også for membranen i et par støvler. Og ligesom uld i en T-shirt har nogle meget fine antibakterielle og selvrensende kvaliteter, så har det kalveskindslæder, man bruger på indersiden af en læderstøvle uden membran det samme.”
Mik: ”Mange tror, at støvler med membran ånder bedre, men det er en misforståelse. Man kan sammenligne det lidt med at stikke sin fod ned i en plasticpose med huller i – og så ned i en støvle. Det er lidt det, en membran gør. Vores påstand er, at til brug i Danmark vil langt de fleste være bedre tjent med en læderstøvle uden membran end en støvle med. Membran kan være godt, hvis man vandrer i vådt græs en hel dag eller på vinterfjeld med sjap – hvis der ikke er så meget sne, at det kommer ned i støvlen, for så har man bøvlet med, at vandet ikke kan komme ud af støvlen.”
Søren: ”Og en læderstøvle plejet med voks kan godt holde vandet ude i et par timer i vådt græs eller fugtig lyng, som er noget nær det værste, man kan vandre i. Græsstråene er nemlig så skarpe i kanterne, at de hurtigt slår vokslaget af støvlerne og gør dem mindre vandtætte.”

Foto: Mik Norman Prinz.
Okay, læder er fortræffeligt at have på fødderne, men fødder er langt fra ens. Nogle har brede fødder, andre har smalle fødder, og der er dem, som har knyster. Læder har den store fordel, at det tilpasser sig fødderne, der kommer i støvlen, og dermed kommer støvlen ikke så let til at gnave, forårsage vabler og trykke de forkerte steder. Jo mere man bruger læderstøvler, jo bedre sidder de faktisk. Men læder er selvfølgelig ikke bare læder. Forskellige typer læder har forskellige egenskaber, og det er her, den fantastiske yakokse kommer ind i billedet.
Mik: ”Hanwag bruger en del yakokselæder, som har nogle andre kvaliteter end nubuck-læder, der kommer fra helt almindelige køer. Yakokserne lever nemlig i over 4.000 meters højde i Tibet, hvor det nogle gange er isnende koldt, og nogle gange er rigtig varmt. De har et tykt pelslag og er afhængige af, at deres hud ånder virkelig godt. Har man yakokselæder på fødderne, ånder det derfor bedre end nubuck-læder fra ganske almindelige europæiske køer. Yakokselæder er samtidig stærkere og blødere end nubuck-læder, når det er blevet garvet. Der er ikke en eneste af Hanwags støvler i yaklæder, der har en vandtæt membran. Membraner fjerner nemlig en af læderets bedste kvaliteter: åndbarheden.”
Søren: ”Når man ikke har en membran, bruger man en læder-lining i kalveskind indvendigt. Og man beholder yaklæderets blødhed.”
Mik: ”Det er nemmere at gå en støvle til, hvis den lige skal give sig lidt hist og her, når den er lavet i yakokse-læder. Læderet fra yakoksen er bare dejligt.”
Noget tyder for øvrigt på, at det ikke kun er Mik og Søren, der er begejstrede for læderstøvler. For 12 år siden var 80 procent af de støvler, Hanwag solgte i Danmark, med membran, mens det kun var 20 procent, der var i rent læder. I dag er det lige omvendt.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS