DET TOMME KORT OG NYSGERRIGHEDEN
Nogle af de bedste ture starter med et tomt kort og en spirende drøm om at gå en anden vej end de fleste. Med en tanke om, at man for en stund kunne glemme de etablerede ruter og i stedet følge sin egen nysgerrighed. Der er ganske vist noget befriende i at følge en afmærket rute, hvor alt er beskrevet, logistikken er på plads, og der er alle mulige gode grunde til at stole på, at man får en glimrende tur. Men der er også noget magisk i at tegne sine egne streger på kortet.
Martin og Katja cyklede fra Nepal til Jordan via en rute med så mange bjergpas, støvede bagveje og områder, de fleste holder sig fra, at det gør én svimmel bare at høre om. Det kræver mod, erfaring og vedholdenhed at trampe gennem den centralasiatiske vinter, Talibans Afghanistan og de arabiske ørkener, og den slags ture er bestemt ikke for alle. Men de minder os om, hvad der kan ske, når nysgerrigheden får lov til at bestemme retningen.
For Kaare Meldgaard startede drømmen med en længsel efter det ukendte. Med research og grundig planlægning strikkede han den rute sammen, som blev til Opdag Verdens pionertur i Albaniens kystbjerge – på og uden for stierne og ofte langt fra andre vandrere.
Store eventyr handler om at have fantasi til at gøre tingene på en anden måde. De bringer os ud af en hverdag, der ofte er gennemplanlagt og forudsigelig, fodrer os med nye input, overrasker og imponerer. Derfor husker vi dem så godt.
Det kræver dog også tid og erfaring at starte fra bunden, og selvfølgelig behøver man ikke gøre det hver gang. Heldigvis er der masser af etablerede ruter, hvor der også venter fantastiske oplevelser, og hvor det er ligetil at drage afsted uden måneders planlægning. Her i magasinet finder du inspiration til Hærvejen, der har fået et kvalitetsløft, til at vandre i gudernes fodspor på en rute i Toscana og til at drage ud i Sveriges efterårsfjelde.
Uanset om du følger Hærvejen eller tegner dine egne streger på kortet, håber jeg, at det her magasin giver næring til den nysgerrighed, som alle eventyr begynder med.
Tænk over det.
God fornøjelse!
Tore Grønne, chefredaktør









Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS