Bikepacking på Islands mest ensomme vej

På vandreturen ind til Kerlingarfjöll var vi længe i tvivl, om vejret ville holde, eller om vi blev tvunget til at vende om, uden at se det vi kom efter. Landskabet fortalte os, at vejret sjældent er specielt godt her.

Drømmen om Sprengisandur
Vi vandrer videre og undersøger nærmere, hvordan jorden syder og bobler. Lyden af damp, der presser sig ud af de små huller. Mudder, der bobler, og smeltevandsfloden, der er varm, fordi vandet blander sig med det glohede, geotermisk opvarmede vand. Vi føler, at vi går på en trykkedel, der ventilerer for ikke at futte af. Og det gør vi jo på en måde også, hvis vi skal sætte det på spidsen.

Vi er i Island. Et land, der består af 30 aktive vulkaner, og hvor der ca. hver femte år er et vulkanudbrud. Det er det her, vi er kommet for at opleve. Den imponerende magiske natur.

Det var slet ikke planen, at vi ville besøge Kerlingarfjöll. Vores plan var at køre Iceland Divide Bikepacking Route gennem højlandet, på tværs over vulkanøen. Men selv her midt i juli måned er ruten stadig ufremkommelig på grund af sne, og vi laver en plan B. Og midt i den åbner en del af ruten.

Vi kan køre på tværs af højlandet, som er vores største drøm. Vi kan køre ad Sprengisandur.

Størstedelen af den islandske højslette er en endeløs, gold stenørken. Kun meget få veje går gennem området, og ingen mennesker bor her. For her er ingenting at komme efter. Undtagen ro og netop oplevelsen af det endeløse.

Vinde på 100 km/t
Asfaltvejen ender, og vi kører ind i højlandet. Nu er det nu. Vi skal ikke længere nøjes med at læse om det, men det er tid til selv at opleve, hvad den islandske højslette har at byde på. Vi har læst og hørt så meget om det. Om en ødemark, hvor de lovløse i tidernes morgen søgte tilflugt, og hvor de nu huserer som spøgelser. Om de stærke naturkræfter, der sætter dagsordenen.

Vinden, der blæser cyklister omkuld. De hullede veje, der spiser støddæmpere til morgenmad, og flodkrydsninger der kan sluge hele biler. Et højland bestående af lava, sten og vulkansk aktivitet. Uden ret meget vegetation. Et område, der kun kan opleves i få måneder om sommeren, da det ellers er lukket på grund af sne eller mudder. Om en smuk urørt natur, kæmpe iskapper og gletsjere.

Forventningerne er høje, og vi cykler ydmygt ind i det ukendte. Vejen Sprengisandur har kælenavnet ’Den mest ensomme vej i Island’. Både fordi der ikke bor mennesker i området, og fordi landskabet er en gold lavaørken. Vejen snor sig fra syd til nord mellem Islands største og tredjestørste gletsjer, Vatnajökull og Höfsjokull. Det er alligevel nogle ret imponerende naboer.

Vejen er den længste fra syd til nord. Ca. 240 kilometer og når op i ca. 700-800 meters højde. Så det er hverken længden eller højdemeterne, der bliver udfordringen, men om hvorvidt vinden er stille; med os eller imod os. Ikke i overført betydning, men helt bogstaveligt. Vi ved, at vinden på højsletten kan nå hastigheder på 100km/t, så krydsningen kan tage 2 dage i medvind, 10 dage i modvind, eller man kan slet og ret blive tvunget til at vende om og søge ly i dalen, man kom fra.

I højlandet bor der ingen mennesker fast, men i sommermånederne er der nogle få små hytter, hvor man kan sove og få kaffe plus lidt varme ved brændeovnen.

Fra det grønne til det sorte
Vi kigger ned på de brede dæk og er glade for, at det er dem, som er vores rejsemakkere. De knaser mod det tørre sand, mens vi bumler ud ad vejen med vaskebræt, huller og blødt sand. Jo længere vi kommer ind i højlandet, desto større bliver vores øjne. Der er ikke meget at fæstne dem ved, men det er lige præcis det, som er fantastisk.

Vi kører på et sort tæppe af lava, og det eneste som rejser sig fra det, er de gigantiske hvide iskapper i horisonten. Island er dækket af 63% lava og sten, 11% is – og kun 23% vegetation. Et land fyldt med kontraster, og det er dybt fascinerende. Lige nu er vi kørt fra det grønne til det sorte. Når vi kigger ud over højsletten, ser vi ingen dyr, ingen planter og ingen mennesker. Vi tager en dyb indånding. Vi dufter ikke noget – ud over den friske luft. Vi er alene, og det er kun vindens susen, som fylder vores øregange.

Altså indtil der kommer en Super Jeep. En kæmpe jeep på steroider med hjul så store som vores cykler, der kan køre alle steder. Også gennem de store flodkrydsninger, da bilen har snorkel, så motoren ikke drukner. Vi er spændte på, om vi også får brug for en snorkel.

Sprengisandur krydser flere smeltevandsfloder fra de store gletsjere, så vi er ikke bekymrede for at løbe tør for drikkevand. Vi er mere bekymrede for, om floderne kan være for dybe til at krydse. Vi har allerede krydset et par stykker, men floderne på denne rute er markeret som større, og vi har hørt mange historier om dem.

Vi kommer frem til den første. Det ser fint ud. Vi har taget et par lette ekstra sko med til krydsninger, så vi ikke går i bare tæer. Det ændrer ikke ved, at vandet er iskoldt. Der er ikke så meget strøm som frygtet, og det bliver ikke dybere end til midt på låret, men bunden er fyldt med store sten, som gør det svært at få fodfæste, når man samtidig skal balancere cyklen med over. Vi når over på den anden side og highfiver på et veloverstået møde med floden.

Det minder os om, at vi kan gøre os mange tanker om, hvordan noget er, men vi ved det ikke, før vi selv har været der.

Mange af vejene over højlandet har flodkrydsninger. De fleste kan krydses til fods, men det afhænger af årstiden, hvor meget vand der flyder igennem.

Lilla lupiner og vilde vandfald
Vinden er med os – eller delvist med os – og det er vi lykkelige for. Når vi stopper og vender ansigtet mod vinden, kan vi for alvor mærke, hvor stærk den er. Vi mærker det også i teltet om natten, når teltdugen synger. Vi kigger mod horisonten, der er mørk og trækker sig sammen. Mon der er et uvejr på vej ind over?

Vi må vente og se. Som de lokale siger, kan vi lige så godt lade være med at spå om vejret på Island. Det har sit eget liv. Vi er blevet solskoldede, og vi har cyklet i 2 graders haglstorm. Det er helt normalt, og det er lige præcis det, som gør Island så interessant at rejse i. Vi er bare små mennesker i den store natur, og vi må leve efter dens præmisser.

Vi kører ned fra plateauet, og landskabet ændrer sig igen. Farverne vender tilbage. Lilla lupiner i massevis. Vandet fra gletsjerne samler sig i kæmpestore vandfald. Vi gør stop ved Aldeyjarfoss, og vi møder endnu en juvel i Islands natur-skattekiste. Vandet kommer gennem floden Skjálfandafljót fra Islands største gletsjer, Vatnajökull, som vi har kørt langs med. De enorme vandmængder snævres ind ved Aldeyjarfoss og tager et fald på 20 meter, hvorefter det springer op som en trold af en æske.

Det er imponerende i sig selv, men det er især omgivelserne, der fanger vores opmærksomhed. Et bevis på, at Island er en vulkanø. Fra flodens overflade står en lodret klippevæg i søjlebasalt. De firkantede former og rette linjer bryder så meget med den rå natur, at det nærmest ser menneskeskabt ud. Som om vikingerne i tidernes morgen huggede et gigantisk relief i klippen rundt om vandfaldet.

Men vi ved, at det er naturen selv, som har skabt det. Selvom vi næsten ikke kan tro det. Ovenpå søjlebasalten er der et kaos af lava. Det hele ligner et abstrakt maleri med så mange detaljer, at vi kan beundre det i dagevis.

Vores krydsning af højlandet ender, der hvor asfalten atter begynder. Men vi har slet ikke fået nok. I Akureyri fylder vi depoterne og planlægger en ny rute over det mageløse landskab.

Sand og vaskebræt er ikke et sjældent syn på vejene. Det kan varmt anbefales at køre med store dæk. Vi valgte 3-tommer dæk på 29-tommer fælge til denne tur. Og flød ovenpå.

Minder til de mørke vinteraftner
Vi sidder i lufthavnen, hvor vi igen mødes med Llouis, som vi vandrede med i Kerlingarfjöll. Vi deler historier og glæder os over de minder, vi har med hjem. Minder for livet. Vi laver nye planer for, hvad vi skal se, når vi en dag kommer tilbage. Island er et skatkammer af naturfænomener og kontraster.

Vi har nydt vores tid i Island og i naturen. En natur, der ikke kræver noget af os, men fylder os med nysgerrighed og energi. Tid til at stoppe op og se på det frodige, nærmest neonfarvede mos og lyserøde blomster ved de helt små smeltevandsudløb, der løber igennem den ellers ufrugtbare højslette. Alt er goldt ved første øjekast, men der er altid liv, som pibler frem i sprækkerne.

Det er ligesom eventyr – det er også alle steder.

Cyklerne til turen

Vi cykler på håndbyggede stålcykler lavet af Ari Cycles og Ben Ben Cykler. Cyklerne er bygget som mountainbikes, men med bikepacking som formål. Cyklerne har 29+ hjul og 3-tommer dæk, 1x11 Sram GX-gearing, 28T klinge foran og hydrauliske skivebremser. På turen brugte vi bikepackingtasker, som er små tasker placeret tæt på rammen for at holde tyngdepunktet lavt og forhindre raslende udstyr.

Cyklerne og udstyret er valgt til denne ekspedition, da højlandet i høj grad består af sand, sten og bumlede veje, hvor de store hjul gør det nemmere at holde fart på udfordrende terræn.

På www.bikepackers.dk kan du læse mere om Kenneth, Marie og bikepacking. 

14 HØJDEPUNKTER PÅ RUTEN

Antal dage: 21 Længde: 1.311 km

1. Reykjavik: Ruten startede og sluttede i hovedstaden uden brug af anden transport end vores cykler. Det er nemt at cykle ind og ud af byen, da der er fint markerede cykelstier. Vi kan anbefale Nationalmuseet for indsigt i landets historie, kultur og geologi.
   
   
2. Þingvellir: Islands vigtigste historiske sted, hvor verdens første demokratiske parlament er født af vikingerne i 930. Udover det er Þingvellir stedet, hvor det nordamerikanske og eurasiske kontinent mødes, og de tektoniske plader går fra hinanden, hvilket skaber en tydelig sprække. Der er et godt og informativt museum, der oplyser om begge dele.
   
   
3. Geysir: Området, hvor den ældste gejser findes, og som har givet navn til alle andre gejsere i verden. Der findes i området også en masse andre geotermiske vidundere.
   
   
4. Gullfoss: Voluminøst vandfald med 80 kubikmeter vand per sekund, der falder 32 meter, før det flyder videre i kløften.
   
   
5. Landmannalaugar: En unik destination og fryd for øjet. Bjergene er mangefarvede, det er muligt at gå på vulkankratere, og lavaformationer er spredt ud over hele området. Området er startstedet for den berømte vandrerute Laugavegur.
   
   
6. Sprengisandur: Også kaldet ”Den mest ensomme vej” pga. den golde lavaørken, det barske vejr og de få mennesker, som kommer der.
   
   
7. Aldeyjarfoss: Vandfaldet skiller sig ud ved, at vandet fosser ned i en kløft, hvor de lodrette vægge består af basalt i firkantede søjler formet af størknet lava.
   
   
8. Goðafoss: Gudernes vandfald, som har fået navnet efter sagnet om, at Þorgeir i år 1000 smed en udskæring af de nordiske guder i vandfaldet og erklærerede Island for kristent.
   
   
9. Akureyri: Islands andenstørste by med ca. 19.000 indbyggere. Byen ligger flot ned til Islands længste fjord, og den har alt, hvad en cyklist kan drømme om til at fylde depoterne op.
   
   
10. Tröllaskagi: Den 186 km lange kystrute rundt om halvøen består af grønne bakker, dybe dale formet af gletsjere og en flot udsigt over fjordene eller havet. I byen Siglufjörður er der bl.a. et sildemuseum, der sætter fokus på området i 1940-50’erne, hvor sild var islændingenes gold-rush.
    
    
11. Kjölur: 200 km grusvej på tværs af øen gennem den øde højslette, forbi gletsjerne Langjökull og Hofsjökull. Ofte den første vej, der åbner i højfjeldet, og der er broer over alle flodkrydsninger. Ruten giver adgangen til betagende vandre-områder.
    
    
12. Hveravellir: Spektakulært geotermisk område med imponerende fumaroles, boblende mudder, isblå pøler og varme kilder. Endda også en, det er muligt at bade i. Der er en bjerghytte, hvor det er muligt at overnatte og købe mad.
    
    
13. Kerlingarfjöll: Indtil 1850’erne herskede myten, at de farligste forbrydere holdt til i bjergkæden og efterfølgende huserede som spøgelser. Det var derfor ikke før 1941, at området for første gang for alvor blev udforsket. Om de fandt fredløse, melder historien ikke noget om, men de fandt et imponerende område med en dramatisk geotermisk dal, hvor der står damp op af jorden og ud af bjergsiderne.
    
    
14. For foden af Langjökull: F338 – overraskende flot jordvej med udsyn til gletsjeren Langjökull, et forrevent landskab og det fineste grønne mos. Vejen er lavet i forbindelse med opsættelse af højspændingsmaster. Island er 90% forsynet med grøn energi.