Et cykeleventyr uden planer

En flækket Jesus-statue
Det er svært at forestille sig et mere spraglet land end Libanon.

Libanon er lillebitte; på størrelse med Region Midtjylland, men her bor næsten 7 millioner mennesker. Mod vest bruser Middelhavets bølger inde over strande og nogle af verdens ældste byer. Midt i landet strækker bjergene sig op i over 3000 meters højde – her er skisportssteder. Mod øst ligger dalene på den syriske grænse, og mod syd ligger grænsen til Israel, der lurer som den konstante fjende.

Næsten 60% af befolkningen er sunni- og shiamuslimer, mens små 40% er kristne; protestanter, maronitter, ortodokse, melkitter. Og så er der et mindretal af druser. Der er libaneserne og statsløse palæstinensere. Og der er Hizbollah, som siges at være stærkere end den libanesiske hær.

Det er lige til at blive rundtosset af at finde hoved og hale i, så vi triller blot ligeud videre op ad den næste morgen.

En kilometer oppe ad vejen ligger en gigantisk, rødlig Kristus-figur på ryggen i vejkanten. Det er støbeformen til en 30 meter høj statue. Den er flækket en smule på midten. På en lille gårdsplads mellem grønne terrassemarker med frugttræer arbejder en mand på en mindre statue. Ham skal vi sige hej til.

Raymond, skulptøren, tager venligt imod. Brygger straks en kop myntete, som der er skik for, og viser os de religiøse statuer, han og broderen, Nayef, arbejder på. Et stort billede viser deres skulptur af den italienske nonne, Saint Rita, blive velsignet af paven. Han viser os også den lille økologiske frugtplantage, han driver sammen med sine brødre. Husene, de selv har bygget. Den store kedel, de bruger til at lave hjemmebryg. Det er vældig hyggeligt.

Gæstfriheden på landevejen blæser mig altid lidt bagover.

Neonkors på bakketoppe
I går var vi i Tripoli, hvor 95% af indbyggerne er muslimer, og i dag er vi på vej gennem et af Libanons mest udprægede kristne områder. Kontrasten er vild. Langs vejen ser vi små kapeller og Jomfru Maria-statuer. Bastante kristne kors troner på runde bakketoppe, der bliver grønnere og grønnere, jo højere op vi kommer. Her er frodigt. Smukt. Vi er på vej ind i Qadisha-dalen, hvor dramatiske, dybe slugter skærer sig brat ned.

Det er heroppe Libanons nationaltræ, den kendte ceder, vokser, og bjergene er høje nok til, at passet mod øst stadig er lukket af sne her midt i maj. Men hvorfor også ræse ned mod dalene på grænsen til Syrien allerede nu, hvor vi har svedt for at komme op i disse skønne dale?

I stedet følger vi snoede veje rundt gennem Qadisha. Ser vandfald brage ned i dybet. Striber af sne højere på de nøgne bjerges stejle skråninger. Kommer gennem fredelige landsbyer og spiser skønne sandwicher ved lyserøde plasticborde på en café i vejkanten. En bus stopper, og der står ’Jesus save u’ i ruden.

Det tog mig titusindvis af kilometer i cykelsadlen at tvinge tanken om skulle cykle langt hver dag bort. Det er så nemt at blive en slave af distancer. At have for travlt med at skue frem mod målet frem for at nyde udsigten, hvor man er. Men det kræver, at man omfavner usikkerheden; måske endda lige frem nyder den. Og det er netop planen med turen: ikke at have nogen plan.

Vi triller ned ad en lille grusvej højt i bjergene, da solen så småt begynder at fare i skjul. Finder en græsplet med en fornem udsigt. Slår teltene op og mærker stilheden sænke sig. Kristne kors lyst op i neon glimter på fjerne bakketoppe. Vi sidder i de tyste bjerge og taler. Det er fredeligt, hyggeligt og helt forunderligt pludselig at sidde her.

Hizbollah & hashmarker
Næste morgen starter med en formidabel tur stejlt ned gennem kløften, og så endnu stejlere – sådan føles det i hvert fald – op. I dag krydser vi Mount Lebanon, og det viser sig hurtigt at være endnu en fascinerende oplevelse. Indtil videre har der været rigeligt med små landsbyer og tegn på mennesker, men nu er vi omgivet af øde bjerge.

De er ikke høje, men her er tørt og råt. Der ligger snebanker i vejkanten, og vi tager en rulletur. Køler ned. Triller videre. Møder en enkelt fårehyrde og ser et par skramlede biler komme drønende. Eller er her intet og ingen.

Vi sætter dronen op for at tage et skud, men Rasmus får den hurtigt ned igen. På sin skærm ser han en militærlejr ligge gemt lige inde bag bjergene få hundrede meter fra vejen. Der ligger tomme patronhylstre i alle regnbuens farver i vejkanten. Forude lurer Bekaa-dalen, der er kendt som banditland, og det er desværre svært ikke af og til at tænke på konflikt, når man cykler rundt i Libanon.

Her er masser af spændinger; såvel i landet som i hele regionen.

Der er fjenden Israel mod syd. Der er Hizbollah, de er på diverse terrorlister, men som åbenlyst styrer dele af landet – og vi er på vej ind i et af de områder, de kontrollerer. Der er borgerkrigen i Syrien, som vi snart kan se dukke op i horisonten. Der er ISIS, som for et par år siden overtog den nordlige del af Bekaa-dalen. Der er konflikter mellem Libanons kristne og muslimer. Der er de palæstinensiske flygtninge. Der er så mange dynamikker og modsætninger, at det er svært at finde rundt i. Men indtil nu har vi kun mødt venlige folk.

Vi fortsætter ligeud. Nedad. Drøner ned i Bekaa-dalen.

Den er god nok: det er cannabis. Bjørn tager en snuser, da vi pludselig er omgivet af hashmarker i den berygtede Bekaa-dal.

Velkommen til ”Lille Danmark”
Vi cykler under gule bannere spændt over vejen. De signalerer, at vi nu er i et område kontrolleret af Hizbollah. Snart er vi omgivet af enorme hashmarker. Også dem har vi hørt om. De er berygtede, ulovlige og ligger til åbent skue. Vi stopper og snuser lidt til planterne. Følelsen af at være på vej ind i banditland bliver forstærket en smule, og snart cykler vi gennem militære afspærringer omgivet af pigtråd og ud på en større vej.

Og så triller vi ind i Baalbek, der er kendt for sine gamle romerske ruiner.

Vi tjekker ind på Hotel Palmyra. Hotellet er en tidslomme; et støvet vindue tilbage i tiden. Kejser Vilhelm af Tyskland har engang boet her. Det samme har Charles de Gaulle, shahen af Iran og Nina Simone. Og Einstein! Hele stedet emmer af en svunden tid. Det er enormt stemningsfyldt, og vi får et rustikt værelse. Vasker landevejens støv bort og vader ud i den mørke aften for at finde noget mad. Og for at se, hvad der sker.

Den lille pansrede kampvogn, der holder parkeret uden for hotellet, vidner om, at det kan gå hårdt for sig i Baalbek (et par dage efter, vi cykler videre, opstår der væbnede kampe uden for hotellet), men den her aften er lun og fredelig. Byen virker død.

Men midt i Baalbek sidder et par fyre i plasticstole ved indgangen til en palæstinensisk flygtningelejr. Et par AK47-rifler hviler op ad muren bag dem. Derinde bag murene gælder andre regler. Her er ikke adgang for alle og enhver. Vi falder dog hurtigt i snak, og da de hører, at vi er fra Danmark, inviterer Basil os straks ind i flygtningelejren med et:

”Welcome to Little Denmark!”

På besøg hos Omar i ’Little Denmark’ – den palæstinensiske flygtningelejr i Baalbek, hvor vi bliver taget imod med åbne arme.

Omar og vandpiberne
Little Denmark, det er utroligt nok det navn, lejren går under. Og her er altså ikke tale om en teltlejr. Jalil, som flygtningelejren officielt hedder, er en bydel med snævre gyder og små, åbne pladser. Bygningerne husede franske soldater og deres heste under Anden Verdenskrig, men siden 1947 har den været hjem for statsløse palæstinensere, som nu byder os velkommen med store smil, åbne arme, og boblende vandpiber.

Der er en del folk i lejren, der har bånd til Danmark og deraf navnet. Det er ramadan, men solen er gået ned, og der er fest i gaden. Børn leger og ler. Voksne snakker. Vi bliver stoppet af en mand, der på dansk spørger, hvad i alverden vi laver i Baalbek. Der bliver Skypet til en fætter i København.

Vi drikker kulsort og superstærk libanesisk kaffe på en café, og en gammel mand med store ører kommer ind med en lille flaske, han ikke kan åbne. Bjørn får den vristet op. Det viser sig at være øredråber. Den gamle mand drypper lidt i ørene, lyser op i et stort smil og signalerer, at han nu kan høre igen. Hæver armene i vejret og råber henrykt:

”Fuck Sharon!”

Folk hyler af grin.

Snart sidder vi i et hus hos Omar, der engang har optrådt som klovn i Sønderjylland. Vildt mærkeligt. Men han er vanvittigt rar og rejste rundt for at fortælle om palæstinensernes historie. Om hvordan, de har boet her i lejren siden 1947, men stadig er statsløse og ikke kan rejse andre steder hen end til Syrien.

At der er masser af erhverv i Libanon, det ikke er tilladt for dem at arbejde med.

At de ikke må bygge ud i lejren, så adskillige generationer bor under samme tag.

Men han klager ikke, og selvom det er hårde historier, så fornemmer man et stærkt fællesskab i Jalil. Samt stor åbenhed og en vild gæstfrihed. Vi sidder 10 fyre og bobler på vandpiber og deler historier, som var vi gamle venner.

Klokken er 3.00 om natten, inden vi rundtossede dejser om på Hotel Palmyra. Sikken en dag. Morgenens teltlejr. Det øde stræk gennem bjergene. Hotel Palmyra. Flygtningelejren. Basil og Omar.

Uforglemmeligt.

Whisky og æsler i natten
Det er en vild ting at trille gennem Libanon. Syriske flygtninge lever i teltlejre spredt mellem cannabismarkerne, vi cykler forbi. Det er ikke til at bære at være vidne til. Slet ikke, når man ser de små børn.

Vi cykler forbi pigtråd og rød- og hvidstribede betonklodser op til militærcheckpoints på vejen, indånder bilos, snavs og skidt på den kaotiske landevej, men snart ruller vi langs druemarker og forbi vingårde. Stemning, kultur og religion; det hele kan ændre sig på få timer i cykelsadlen her i landet. Normalt synes jeg, det går alt for hurtigt, når man kører gennem områder i bil. Der er ikke tid til at omstille sig. Suge det hele til sig.

Cyklen kan noget særligt.

Men her går det næsten for hurtigt, selvom vi bevæger os med under 20 km/t. Præcis hvor hurtigt vi kører eller hvor langt vi kommer, aner vi ikke. Der er ingen cykelcomputer på cyklerne, som stritter en smule imod kilometerne, de er udsat for. Mit baghjul slingrer og sidder lidt løst. Sadlerne er alt for bløde. Cyklerne passer heller ikke helt i størrelserne, men de gør, hvad de skal. De bringer os gennem et land, der bliver ved med at overraske.

Der er ikke mange, der cykler rundt i Libanon, og der er meget lidt at finde på nettet. Vi har derfor fundet tilbage til de gamle dyder: Vi kigger på kort. Gætter på, hvor der er fint. Sætter kursen mod det ukendte. Dagens mål er en sø, der ser fin ud på kortet. Vi hjuler af sted på en fredelig, hullet landevej i skumringen og øjner søen. Det meste af dagen har der været tæt trafik, og vi har fantaseret om at slå teltene op på en lille strand. Måske endda få en dukkert.

I stedet finder vi en søbred, der stinker af rådne fisk. Æsler bræger i mørket. Vi slår teltene op, og Bjørn fisker en overraskelse: en lille flaske whisky frem. Til lyden af æselkoret og med stanken i næsen taler vi om endnu en lang dag. En god dag. Nok skuffede søen fælt, men skidtpyt. Hverdagens trummerummende forudsigelighed er skiftet ud det ukendte. Med dejlig uforudsigelighed.

Det ser måske idyllisk ud, og der var da også smukt, men Qaraoun stank af rådne fisk, og æslerne brægede i natten.

Fuldt ud uforudsigeligt
Uforudsigelighed er der også masser af dagen efter. Vi starter med at svede på stejle småveje. Leder efter mad i landsbyer, der er lukket ned under Ramadanen. Falder i snak med Lille Ali, da vi endelig finder en købmandsbutik. Han fortæller, at religion ikke spiller nogen rolle; det handler om, hvem man er inden i. Klog lille dreng. Hans onkel, Store Ali, inviterer os hjem til frokost, og efter den bliver vi stoppet i et militærcheckpoint.

Vi er igen på vej ind i et Hizbollah-kontrolleret område. Og vi er så tæt på Israel, at vi kan kigge ind over Golan-højderne. Første melding fra de lidt tavse soldater tegner skidt. Men inde i en lille, drønvarm metalbunker tjekker officeren med baglandet i Beirut – og vi får grønt lys.

Få kilometer senere fortæller en flok fodboldspillende drenge os dog, at det er skidt at cykle videre. Hizbollah blokerer vejen længere fremme, siger de. Så vi ændrer planer. Triller en anden vej. Forbi store plakater med martyrer fra krigen i Syrien i vejkanten. Og pludselig ind i fine Jezzine på kanten af frodige bjerge. I udkanten af byen slår vi teltene op under trækronerne lidt væk fra vejen.

Slam! Endnu en dag på landevejen.

Martyrplakater i vejkanten. Vi cykler gennem endnu et område kontrolleret af Hizbollah, men må ændre rute, da vi får besked om, at de har lukket vejen, og ingen kommer igennem.

Slagterens advarsel
Vi har snart cyklet en halvmåneformet rute rundt i Libanon, og morgenen starter med en formidabel nedkørsel mod Middelhavet. Vind i skægget, solen i nakken og store smil på læberne.

Vi hakker dog bremserne i, da vi ser en fyr i høje, sorte gummistøvler, militærbukser og stram, hvid T-shirt stå med en kæmpe Kniv og partere en ko i vejkanten. Kadaveret hænger i tunge jernkæder. Ham er vi nødt til at tale med. Han er benhård. Imødekommende nok, men der er langt til smil. Hans søster henter noget te, som vi drikker i plasticstole i vejkanten.

Slagteren fortæller, at han engang har vandret hele Caminoen. Det ikke var noget problem. Intet er hårdt for ham, siger han. Og så advarer han os mod at cykle videre ned til Saida på kysten. Folk vil én det dårligt dernede. Vi bør blive, hvor vi er. Og hvis vi fortsætter, bør vi ikke gå ud i byen, efter solen er gået ned.

Det er pudsigt, hvor mange gange, jeg har fået den slags advarsler. Om at folkene i nabobyen er nogle banditter. Det er lidt det samme, som hvordan verden ser farlig ud hjemmefra, når man tænder for tv’et. Det store kors om slagterens hals får mig også til at tro, at det måske handler om religion; Saida er primært muslimsk.

I Saida får vi et værelse ved vandet med udsigt til en korsfarerborg fra 1200-tallet, men begiver os snart ind i byens snævre basargader. De er kringlede, nogle gange overdækkede, og pludselig åbner de op til små, livlige pladser, hvor der bliver langet mad og te ud til mænd, der spiller kort og ryger vandpiber. Familier slentrer forbi.

Det er rent liv og glade dage. Og det er så hyggeligt, man skulle tro, at det var løgn.

Vi finder flere fine steder at slå teltet op, når cykeldagen er slut. Her i en lille skov uden for byen Jezzine.

Kun ridset i overfladen
Næste morgen sætter vi ud på turens sidste lille stræk, som går op langs Middelhavskysten til Beirut. De blågrønne bølger skyller op på strande, der er boder med friskpresset juice i vejkanten, og hovedstadens høje betonbygninger rager op på horisonten.

Turen lakker mod enden, men det er ikke vemodigt. Vi har fået, hvad vi kom efter.

Det uforudsete. Oplevelser, man ikke kan planlægge, men kun kan jagte. Vi har mødt gode mennesker og dannet vores egne billeder af et land med en vild historie og mange facetter. Det kan godt være, at Libanon kun dækker et lille område, og at vi kun har været på landevejen i en god uges tid, men her er historier til en menneskealder.

Næste gang bliver endnu mere spændende, for selvom vi har forsøgt at dykke dybt, har vi har kun ridset i overfladen. Her er meget mere at komme efter.

Vil du se filmen?

Vil du se filmen, ’På afveje i Libanon’, som Rasmus Falck-Larsen lavede på turen, så finder du den på www.picnicproductions.dk