Packrafting i Aaska

Vi kigger direkte ind i store, brune øjne. Grizzlybjørnen kigger dovent tilbage på os. Ud af øjenkrogen skimter vi, at den er sammen med sin mage. De er kæmpestore og travlt optaget af at spise sig tykke til vinteren. Det her er grunden til, at vi er taget afsted. Vi vil helt tæt på den vilde natur – men 25 meter er måske lige tæt nok. Den anbefalede sikkerhedsafstand er mindst 100 meter, så vi rækker hænderne op, siger “Hej bjørn” med rolig stemme og bakker langsomt ind i krattet, vi kom fra.

Rygsækken er pakket med packraft, Telt, sovepose og mad. Kursen er sat mod Sanctuary-floden. Vi vil ud i ødemarken. Væk fra alfarvej. Alfarvejen er her en grusvej på 160 kilometer, som ender blindt i nationalparken. Vi drejer fra vejen og direkte ud på tundraen. Det føles som at træde på en blød pude med mos, planter og lav bevoksning. Der er ingen anlagte stier i Denali National Park, men til gengæld må vi gå, hvor vi vil, da vi har en backcountry-tilladelse.

En elg i Alaska kan veje op til 700 kilo, hvoraf dens gevirer vejer op til 25 kilo - per styk! Denne elg har haft en gevir-bredde på knapt 2 meter.

Ingen mennesker, kun dyr
I det fjerne skimter vi bjergene, vi skal hen til og op over; store, smukke, majestætiske. Det er efterår, og de røde, orange og gule farver er intense. Vi lytter til stilheden. Til de meditative lyde fra floden, der risler. Til fuglene, der pipper. Til vores tråd, når vi sætter fødderne på tundraen. Vi taler om, hvordan menneskeskabte lyde ofte er larm, hvorimod lydene her i naturen er bløde og behagelige. De får os til at være nysgerrige og kigge op.

Vi kan hverken se andre mennesker eller spor fra dem, og vi forestiller os hurtigt, at vi er de eneste mennesker i verden. Men vi føler os ikke alene. Alaskas ikoniske ryper løber af og til ind foran os, mens de skræpper for til sidst at flyve afsted. De er ved at skifte til deres vinterpels, så de er halvt brune og halvt hvide. Vi ser mange dæmninger, som bævere har bygget. Her er der ikke nogen, som sætter en stopper for dyrenes natur i de vidtstrakte landskaber.

Kenneth stopper og peger. På den anden side af floden står en mørkebrun elgtyr med et gigantisk gevir. Når elgtyrene er i brunst, som nu, kan de blive aggressive, så denne gang er vi glade for, at sikkerhedsafstanden er i orden. Man har ikke lyst til at blive jagtet af 700 kilo sur elg.

Hvis man ikke har plads til packraften i sin rygsæk, kan man gøre som her og rulle den rundt om pagajen. Vagabond-style.

Rensdyrklassens frække dreng
Terrænet er noget mere ufremkommeligt end forventet, og vi må ofte arbejde os igennem lave buske og tæt krat. Det er den eneste vej frem. Vi kan være heldige, at nogle dyr har trådt en sti, som vi kan benytte. De føles som motorveje, når vi rammer dem, og vi nyder det. Men pludselig stopper stierne, og vi tænker hver gang, hvor mon dyrene er løbet hen?

Vi tænker også på Athabasca-indianerne, der traditionelt levede her, sammen med dyrene, og på samme måde fulgte i deres fodspor. Naturen har ikke ændret sig meget, men det har menneskets livsform. Nu er vi her kun for at jage eventyr.

Vi fortsætter mod det lille bjergpas, vi skal henover for at komme til Sanctuary-floden. På vej op ad bjerget ser vi på den modsatte bjergside to caribou, rensdyrets nordamerikanske fætter. De er adrætte, og deres gevirer lige så høje som deres krop.

De bevæger sig i flokke på op til 200.000 dyr og migrerer mellem deres sommer- og vinterhabitater. De hopper op ad bjerget, mens de nysgerrigt betragter os. Den ene ligner klassens frække dreng, men udstråler samtidig, at den nok skal stille op og beskytte sin ven, hvis der bliver ballade. Det gør der selvfølgelig ikke. Vi bliver i stedet helt rørte og betragter dem i stilhed. Efter lidt tid løber de let som ingenting over passet og forsvinder på den anden side. Vi tager atter rygsækken på og kæmper os videre op ad bjergsiden.

Stilhed og ikke en sjæl i nærheden i en afkrog af Alaska-bjergkæden.

Af sted i eventyrligt landskab
Jo højere vi kommer op, desto flottere er det. Så langt øjet rækker, kan vi se bjerge og den smukke dal, som vi har vandret op igennem. Vi klatrer over kammen, og på den anden side venter hvide bjergtoppe og en eksplosion af efterårsfarver. Som var en kunstner lige blevet færdig med sit livs maleri. Eller havde børn fået farveblyanter i hånden for første gang.

Det ligner et eventyr-landskab og føles som en drøm.

I bunden af dalen ligger det, vi er kommet efter: Sanctuary-floden. Dens udløb starter ved gletsjeren til venstre for os, og mod højre bugter den sig ud mod den åbne dal. Vi sætter rygsækkene fra os i vandkanten og lader flodens kolde vand vaske sveden af ansigterne.

Endelig er vi fremme, klar til at sætte eventyret i næste gear. Vi pakker udstyret ud. En rednings-vest med Kniv, førstehjælpssæt og båltændingsudstyr. En pagaj i fire dele og en stor, rød packraft. Packraften pustes op med en tilhørende pose, som kan fange ca. 100 liter luft ad gangen. Det tager kun 10 pump med posen, og et par pust med munden, før den er klar. Vi pakker vores ting i vandtætte drybags nede i taskerne, som vi spænder på båden. Vi har regntøj på, så vi ikke bliver våde, og vi har en line fra redningsvesten til packraften, så vi ikke mister den, hvis vi kæntrer.

Iskolde udfordringer
Vi begynder at padle. Smilet breder sig straks fra øre til øre; det er præcist så sjovt, som vi havde håbet på. Strømmen er stærk og fører os hurtigt afsted. Vi padler kun for at placere os rigtigt på floden og for at stabilisere balancen. Sanctuary-floden er meget hurtigere end Yukon, hvor vi for et par uger siden packraftede. Og gletsjervandet er iskoldt, så det gælder om ikke at vælte.

Floden bugter sig flot igennem dalen med masser af skarpe sving, store sten og små biløb, så vi er kon-stant på arbejde for at finde den rigtige linje. Ofte er der kun få sekunder, fra vi spotter en forhindring, til beslutningen om, hvordan vi tackler situationen, skal være taget.

Det er sjovt og udfordrende.

Vi er sent på sæsonen, så vandstanden er nogle steder så lav, at vi strander på den stenede bund, og stifter bekendtskab med fænomenet butt-scraping. Det gælder for alt i verden om ikke at sejle ind i de grene, som gemmer sig i brinken og lige under vandoverfladen. Kombinationen af en tynd gummibåd og en spids, knækket gren er farlig og ender helt sikkert dårligt. Hvis man er heldig, kan man nøjes med iskolde, våde tæer og en lang gåtur tilbage til civilisationen.

Overskuddet vokser
Sanctuary er ikke for begyndere, så vi har forberedt os godt på turen. Vi har researchet på nettet og fundet optegnelser over vandstanden i floden. Parkrangerne i Denali Nationalpark var også hjælpsomme med oplysninger om tingenes tilstand. Og som altid har vi en aftale med en ven om, at hvis han ikke hører fra os på vores planlagte hjemkomstdag, så slår han alarm. Og sidst, men ikke mindst, så tog vi i et whitewater-packrafting kursus i Canada for nylig.

Vi mærker stille og roligt, hvordan teknikkerne fra kurset sætter sig i krop og sind. Vi læser floden bedre. Vi forudser flere forhindringer. Vi padler bedre og ligger mere stabilt. Overskuddet vokser. Blikket løfter sig, og vi ser igen bjergene omkring os. Floden foran os. Fuglene over os. Og pludselig spotter Marie fem caribou, som står og græsser på den venstre flodbred. De får også øje på os. Det er tydeligt, at de bliver nervøse – også selvom vores packrafts faktisk er en model “Caribou”, og vi føler et slægtskab med de prægtige dyr.

Det ender med, at de sætter i løb og finder et lavvandet sted i floden, lige foran os, hvor de krydser med vandet sprøjtende til alle sider. Det er et rørende syn. Efter mange dage i den vilde natur sætter den slags oplevelser sig dybt i sjælen.

Omsider når vi frem til den bro, hvor vores leg i elementerne stopper. Vi trækker packrafterne på land, lukker luften ud af dem, ruller dem sammen og pakker dem ned i vores dagtursrygsække. Pagajen skiller vi ad, og redningsvesten lynes rundt om rygsækken. Da vi går op på vejen, stopper en bil, og chaufføren spørger, om vi vil have et lift tilbage til campingpladsen. Det er allerede halvmørkt, og vi priser os lykkelige for at undgå de 20 kilometers gåtur tilbage til vores gemte lager af mad.

I morgen fortsætter vi på nye eventyr, videre ud i Denalis Nationalpark, på vores cykler med packraften spændt på bagagebæreren.

Vores packraft, Alpacka Caribou, er designet til at pakke sin cykel på den. Man kan lægge noget af sit udstyr ind i selve raften. Hjulene tages af og spændes oven på stellet.

Packrafting (+ bikepacking)

Vores interesse for packrafting opstod for et par år siden, da vi begyndte at læse om fænomenet. I starten af 1980´erne var der nogle få hardcore pionerer, som lavede ekstreme Wildernes races i Alaskas vildmark. Det indebar som regel krydsninger af iskolde floder, og en del besværlig bush-wacking på brinkerne af disse. I 1982 fik Dick Griffith en god ide: han medbragte en oppustelig gummibåd, som børnene normalt bruger i havebassinet. Fra den dag, hvor han padlede forbi sine konkurrenter, som bandede og frøs i deres drivvåde tøj inde i krattet, var packrafting født.

Sidenhen har packrafting udviklet sig i mange grene; lige fra tackling af whitewater-floder til krydsnin-ger af dybe floder på vandreture og til at pakke sin cykel for at udvide mulighederne for en god bikepackingtur. Og det var netop dét aspekt, som vi begyndte at interessere os for for nogle år siden.

Vi befandt os derfor, nogle måneder forinden turen her i Denali, i hver vores packraft på Yukon-floden i Canada. På packrafterne havde vi pakket vores cykler, og på den måde kunne vi tilføje lidt anderledes eventyr til vores cykeltur. På floden lærte vi vores packrafts godt at kende. Vi fandt den optimale siddeposition, hvor meget og hvilket tøj man har brug for, når man sidder og padler.

Og vi lærte at slappe af i det nye element. Yukon-floden er stor og bred og flyder lang-somt, så vi havde god tid til at nyde naturen og stilheden. Det var en fantastisk fire-dages tur, som gav os en stor fortrolighed med vores nye packrafts. Frem for alt gav den os en kæmpe lyst til mere.

Denali Nationalpark ligger i Alaska. Det fredede område er ca. på størrelse med Jylland og er hjemsted for Nordamerikas højeste bjerg, Mt. Denali, samt et vildt dyreliv. Man ser bl.a. bjørne, elge, ulve, caribou, bjerggeder, tykhornsfår, ugler og ørne. Der findes kun én vej i parken. Fire dage om året er der lodtrækning, hvor bilister kan være heldige at køre i deres egen bil på grusvejen. Ellers foregår al trafik med parkens busser, på cykel eller til fods.

Udstyr til packrafting

1. Der findes forskellige typer packrafts, til forskellige formål: fiskeri, whitewater-sejlads, vandring, bikerafting, jagt, familietur osv. Vælg den rigtige, som passer til din aktivitet.
   
   
2. Packraften vejer mellem 1,25 og 5 kilo alt efter type. De kan typisk pakkes til at kunne være i en dagtursrygsæk.
   
   
3. Redningsveste fås i ekstremt lette modeller; helt ned til 300 gram.
   
   
4. Pagajer eller padler i carbon fås også meget lette. Eller man kan skrue sin tallerken på en gren, hvis man virkelig vil spare på vægten.
   
   
5. Vores packraft, pagaj og redningsvest vejer i alt 3,5 kilo.
   
   
6. Skoene er også et vigtigt fokuspunkt. De bliver nemt våde og kolde, når man sejler, så overvej, om du har neoprensokker eller -sko, vandrestøvler eller hurtigtørrende sko.

Packraft, pagaj og redningsvest.

Hvem skriver?

Kæresteparret Marie Stoubæk og Kenneth Bruun Jørgensen er to danske eventyrere bosiddende i København. De er aktive indenfor cykling og skiløb og har udført ekspeditioner i begge genrer. Den største ekspedition var bikepackingturen i 2017-18 fra Argentina til Alaska. Det var i forbindelse med den tur, at de tog packrafting til sig i Canada.