3 nationalparkture i USA

Amerikas bedste idé

shutterstock_196365863-cadl.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 24. jan 2018
Læst af: 9922

I år er det 100 år siden, den amerikanske nationalparkservice blev grundlagt. Nationalparkerne er blevet kaldt USA’s bedste ide, og når man begiver sig ud i dem, giver det mening. Vi fejrer 100-året med et kort kig tilbage og tre forslag til formidable nationalparkture i det amerikanske.

Midt under den Amerikanske Borgerkrig, i 1864, underskrev Abraham Lincoln et lovforslag, der var uden sidestykke i verdenshistorien: Et område på over 155 km² i Yosemite Valley, der var blevet ’opdaget’ blot 13 år forinden, og Mariposa Grove, der var hjemsted for de gigantiske sequoia-træer, skulle overdrages til den californiske stat.

Den skulle sikre, at det blev beskyttet til offentlig brug og rekreation. Her skulle ikke bygges. Naturen skulle blot bevares. Det var en radikal ide. En ide om, at de utrolige naturområder i USA skulle være tilgængelige for den brede befolkning og ikke blot for de få privilegerede.

Aldrig tidligere var et stykke land blevet fredet med det eneste formål at bevare det på grund af dets naturlige skønhed.

For fantastisk til at være sandt
Store dele af specielt det vestlige USA var stadig uudforsket land. Vilde naturområder med høje bjergkæder, hede ørkener, fugtige regnskove, fejende vidder, labyrintiske kløfter, fossende floder, blanke søer og himmelstormende vulkaner.

Og som flere og flere drev mod vest, blev nye ubegribelige landskaber opdaget. Siden begyndelsen af århundredet havde der floreret historier om et fantastisk, surrealistisk område i den nordvestlige del af det vilde Wyomingterritorium.

Et landskab med farverige kløfter, boblende mudderpøle og forrygende gejsere. Et område, hvor bisoner græssede på idylliske grønne enge, bjørne strejfede, ulve jagede, bævere byggede dæmninger og ørne svævede.

Den generelle holdning var dog, at området var en myte. Det lød for fantastisk til at være sandt. I 1869 afslog en række magasiner således at trykke en førstehåndsberetning fra området, men året efter fandt en ekspedition med mere indflydelsesrige mænd dog beviser for, at stedet eksisterede.

De var redet ind i Yellowstone, der snart skulle blive USA’s – og verdens – første nationalpark. For mens Yosemite blev administreret af styret i Californien, var det den føderale stat, der skulle sørge for, at Yellowstone blev beskyttet. Verdens første nationalpark blev født den 1. marts 1872.

340.000 km²
Yellowstone blev startskuddet til en lang række nationalparker strøet ud over det ganske USA. Den 25. august 1916 blev The National Park Service oprettet, og i dag, 100 år senere, er det stadig dem, der administrerer landets nationalparker, som der stadig bliver flere af.

Den nyeste nationalpark er den lille, fine Pinnacles National Park i Californien. Den udgør nationalpark nummer 59 i USA. Tilsammen dækker nationalparkerne svimlende 340.000 km² amerikansk jord. Den perfekte legeplads.


MERE INFO

www.nps.gov finder du masser af information om samtlige USA’s nationalparker. Du kan også læse mere om de amerikanske nationalparkers historie på www.pbs.org/nationalparks/history.



ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


Ny rekord på Appalachian Trail

Ny rekord på Appalachian Trail

Guide til Californiens otte nationalparker

Guide til Californiens otte nationalparker

Ny californisk vandrerute til de erfarne

Ny californisk vandrerute til de erfarne