Jeg har godt hørt dem. Ulvene. Jeg har set dem talrige gange i løbet af de sidste par dage og aftener. Lige nu gider jeg bare ikke nogen julelege; vil faktisk helst sove.

Jeg ligger langt ude i Mohave-ørkenen og kan kun høre nogle svagt støjende insekter og en blid, tør vind, der dovent får de stædige ørkenbuske til at svaje. Og så selvfølgelig ulvene, som jeg kan høre, ja næsten mærke, luske rundt om mit Telt.

Jeg ved ikke helt, hvad der driver mig i netop dette øjeblik, men jeg beslutter mig for at vise, hvem der bestemmer. Ulvene har hundrede af uberørte kilometer i alle retninger til at bo i, og jeg har kun gjort beslag få kvadratmeter til mit Telt, min cykel og et par tasker. 

Jeg har min dolk i siden af teltet, egentlig bare til at skære brød med, men nu er det nok. Jeg griber den hurtigt og lyner teltet op i én bevægelse. Jeg vælter ud, mens jeg råber og vifter rundt om mig med dolken.

Der er ingen tvivl om, hvem der er bange for hvem, og ulvene lunter hurtigt væk, med halen mellem benene og lader galningen være.

Jeg kigger ned af mig selv. Jeg står nøgen i ørkenen med en dolk og er parat til at tage kampen op mod nogle prærieulve. Og så griner jeg. Af situationen, af min primitive opførsel og af mine skarpe, solbrændte linjer, der ser noget så dumt ud, som jeg står her nøgen efter at have jaget ulvene væk.