En dansker har klaret to af verdens mest ekstreme cykelløb lige efter hinanden. Hør hans fortælling om løbene og de pinsler han måtte gennemgå for at gennemføre de to gange 600 ekstreme kilometer.
Klokken er 03.45 en helt almindelig mandag morgen i januar. Vi er på den tid af året, hvor lyset er fortrængt til sydligere himmelstrøg, og det næsten evige polarmørke virker uendeligt. Kulden nærmer sig sit højeste i denne måned, knap minus 40 grader, og der ikke megen aktivitet udendørs.
Jeg tager det første lag tøj på, mens jeg nærmest panisk gnider i øjnene. De føles som har de været udsat for syre-angreb af særlig farlig karakter denne mørke mandag morgen.
Anden lag tøj kommer væsentligt hurtigere på end første og syre-angrebet i øjnene er nu helt væk, i takt med kroppen er ved at indse, at der er ingen vej uden om denne morgens træning på 76’ nordlig bredgrad i knap minus 40 grader.
Tredje og sidste lag tøj bliver lukket; vindtæt, full-face huen trukket godt ned om halsen, og til sidst tager jeg et speciel købt indåndings-mundstykke over næse og mund, så lungerne ikke får frostskader denne kolde polar morgen.
Klokken er nu 0400 jeg åbner forsigtigt den 20 centimeter tykke arktiske dør og mærker den rå og brutale kulde mod øjnene, der er det eneste synlige, der er tilbage på af kroppen.
Jeg løfter min 32 kilo tunge specialcykel ned ad trappen og tænder min nyligt indkøbte cykellygte som med det samme forvandler det arktiske mørke til en glimtende drømmeverden. Nu begynder dagens første træning til verdens længste vinterrace gennem Alaskas ødemark og senere på året et ørkenrace gennem Australien ørken.
How to resolve AdBlock issue? 
