Cykeleventyr i Kirgisistan

Bjergveje, vodka og uvished

Cykeleventyr i Kirgisistan
Det er dumt at miste teltet på en cykeltur gennem Kirgisistans øde bjerge. Det sker dog for Cassie og Tore, da de fortsætter pedaleventyret gennem Centralasien og må stole på, at gæstfrie nomader og venligtsindede lokale langs vejen giver dem husly. Læs her anden del af cykelturen gennem Centralasien, der startede i Tadsjikistan i det foregående nummer af Opdag Verden. ”Vi er kirgisiske soldater,” bjæffer den ene af to de cigaretpulsende fyre i militæruniformer. Jeg sidder og tørrer mine iskolde fødder, fumler med at få strømperne på, efter at have krydset en lille flod, der har skyllet den i forvejen forfærdelige grusvej væk. Kigger op på et fjæs i uvenlige folder. Jeg skuler til det første menneske, vi møder i Kirgisistan efter netop at være cyklet over det 4300 meter høje pas Kizil Art, grænsen mellem Tadsjikistan og Kirgisistan. På den ubegribeligt elendige vej ned fra passet har det ikke været muligt at komme over 15 km/t. Hvorfor den fjendtlige fremtræden og kommanderende tone? Jeg ignorerer ham. Cassie er bag mig, da hun stoppede og vaskede laget af rødt støv fra den grufulde vej af sig i en lille klar kilde. ”Giv...

læs denne artikel og 2.800 andre for kun 99 kroner om året, bliv medlem her
Er du allerede medlem skal du blot logge ind.

Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Tore Grønne & Cassie Moores, Skrevet Tirsdag, 01 September 2015, opdateret 12 Juni 2018, læsninger: 2321

Log ind

Log ind