Cykeleventyr i Tadsjikistan

Næste stop: Verdens ende

Cykeleventyr i Tadsjikistan
I Tadsjikistan tramper Opdag Verdens Tore Grønne sin cykel frem mellem landminer og rustne kampvogne, overnatter hos spedalske landsbyboere og i abrikosplantager, bliver ramt af snestorme og 43 graders varme, forcerer enorme bjergpas og glohede slugter. Men hvordan kan han ikke være bange for den afskyelige snemand? Hvordan ender han med at stinke som en ged? Og hvor ligger grænsebyen til verdens ende egentligt? Læs den første af to artikler fra et cykeleventyr på den gamle sovjetiske militærvej, Pamir Highway, i Centralasien. Jeg er kold og ryster af kulde, men min hud brænder varmt i de 30 graders varme. Jeg er omtåget, svimmel, ude af stand til at samle tankerne. Driver ind og ud af sære drømme, usammenhængende tanker og hallucinationer. I mine drømme kan jeg ikke komme frem til vand, selvom min gane er indtørret. Min tunge en tør klump. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst. Så hårdt, det gør ondt. Nu kommer Cassie, min kæreste, med våde håndklæder, og jeg prøver at huske, hvad der er sket. Jo, en uge forinden cykler Cassie og jeg ud af Tadsjikistans hovedstad, Dushanbe. Der er 43 grader i skyggen, og jeg sidder på en femkroners plasticsaddel, da min saddel blev stjålet i Moskva under transporten herover. Cyklerne strandede der i ti dage, men nu er vi netop cyklet af sted mod den...

læs denne artikel og 2.800 andre for kun 99 kroner om året, bliv medlem her
Er du allerede medlem skal du blot logge ind.

Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Tore Grønne & Cassie Moores, Skrevet Lørdag, 05 September 2015, opdateret 10 Marts 2018, læsninger: 2513

Log ind

Log ind