De krævende bjergstier i berbernes hjemegn i Atlasbjergene er fantastiske til mountainbiking. Et skud sund galskab er dog påkrævet. Og det kan gå galt.
”Saddles down!” beordrer den lokale mountainbikeguide, Redouan, i et sjældent fast toneleje, da vi gør holdt med vores cykler på en højderyg i ca. 1500 meters højde.
Forude forsvinder sporet under os. Jeg har hørt de ord før, og de slår ud i en øjeblikkelig og uimodståelig fysiologisk effekt. Mine blodkar trækker sig sammen, mit hjerte slår langt mere insisterende, og blodårern
e træder klart frem på min underarm, som jeg ubevidst strammer grebet om mit styr. Det summer af spænding i mit hoved. Et hormonelt kanondrøn har på et splitsekund efterladt mig foran en sort/hvid beslutning: Kæmp dig ned ad sporet eller flygt!
Flygte kan jeg ikke. Hvor skulle jeg flygte hen her midt ude i de fremmede, ensomme bjerge? Og hvad vil hele gruppen af seje mountainbikefolk tænke om mig, hvis jeg ikke tør tage udfordringen op og cykle ned ad sporet? Underlaget er et svagt dække af løs, mørk grus.
Foran os falder sporet nærmest over sine fødder, så stejlt går det ned. Solen skærer sig med sine stærke stråler ind i min efterårshvide hud. Her er goldt og knastørt, men lette vindstrejf giver mig klarsyn, som når en bokser får en våd klud i ansigtet, før klokken ringer ind til en ny omgang.
How to resolve AdBlock issue? 
