Til fods, på cykel og med båd ved Li-floden

Men for pokker, jeg sejler på Li-floden, omgivet af de mytiske bjergtoppe, som jeg altid har ønsket at se, så til det kinesiske svar på helvede med larmen fra bådens motor.

Der sker noget sært med mig, mens gruset knaser under cykeldækkene på den kinesiske skærveknuser, jeg har lejet i dag for at komme ud blandt de fantastiske klipper, der skyder op ad jorden over alt rundt om mig.

Jeg er trillet ud af den lille by, Yangshuo, i Guangxi-provinsen i det sydlige Kina, derud, hvor mange tusinde kalkstensklipper som kæmpe tænder fra en koloni underjordiske drager skyder op ad jorden overalt og fylder horisonten, så langt øjet rækker.

Jeg retter ryggen, fingrene klemmer knapt fast om styret, og jeg træder ganske automatisk langsommere og langsommere i pedalerne. Endda uden at føle kvababbelse over at trille af sted som en 80-årig herre på søndagstur.

Væk er pludselig den grumme vane hjemme fra de københavnske gader med at træde så hårdt som muligt for at nå næste grønne lys og for alt i verden at undgå at ligge bagerst i feltet i gadernes daglige ræs. Men det ræs er langt væk.

Her er jeg alene midt i det mystiske og på samme tid poetiske landskab, mens jeg glider ad smalle grusveje forbi spejlblanke rismarker, hvor risbønder med rishatte planter grønne risplanter, og vandbøfler trækker træplove gennem mudderet i markerne.

Jeg cykler over små broer, der krummer ryg over smågrene af Li-floden, forbi rislende vandmøller, som lokale bønder har sat sammen af nogle få rør fra de mange kæmpebambus, som tårner sig op i ti meters højde langs vejene.

Jeg ved godt, kinesiske bønder er fattige, altid har arbejdet hårdt, og sikkert oplever en verden af uretfærdigheder fra myndighederne, men sceneriet er lige det landlige Kina, jeg har søgt, og de knejsende klipper 360 grader rundt om mig og som konstante krumryggede spøgelser langs min rute tilføjer det gran af mystik og sagnsomspundethed, som jeg altid har forbundet med Riget i Midten.

Nu er jeg her, jeg indånder mystikken, og roen fylder mit sind. Det er landskabet, der får roen frem i mig. Men det er også det, jeg havde søgt ved at vælge at besøge dette område efter otte dage i hektiske og farverige Beijing, som er 2500 kilometer, to dages togtur og en verden væk.