15 råd til en varm nat i soveposen

shutterstock 155077604 JensEn sovepose i sig selv er ikke altid nok til at holde dig varm gennem natten. Heldigvis er der mange ting, man kan gøre for at holde varmen. Vi har listet 15 af vores bedste råd op til en varmere nats søvn.

1. Brug en silke- eller fleecepose

En lagenpose i soveposen kan give flere grader ekstra i komforttemperatur, og med sin lave pakkevolumen i forhold til ekstra varme er det en god investering. Derudover kan man med en lagenpose spare på vasken af soveposen, da man sviner den til i stedet for soveposen. Hvis du skal af sted, hvor det er meget koldt, er det også muligt at bruge to soveposer. Bomuldspose giver cirka tre grader, silkepose cirka fem grader og fleecepose cirka otte grader ekstra.

2. Vær varm inden du hopper i posen

Det er ikke soveposen, der varmer dig, men dig der varmer soveposen. Soveposens isolation virker som en termokande. Hvis du putter noget varmt i, så holder den det varmt. Men hvis du putter noget lunkent vand i, så bliver det ikke pludseligt varmt. Så bevæg dig gerne med englehop eller andet, inden du hopper i posen.

3. Ifør dig et lag langt uldundertøj

Et enkelt lag beklædning er nok til at holde dig varm, hvis det er svedtransporterende og helst af uld. Det med at tage rigtig meget tøj på er en dårlig idé. Når man ifører sig mange lag tøj, kan kroppen ikke komme af med fugten. Fugten bliver kølig og gør dig kold.

4. Tag et par nye og tørre sokker på

Hvis man ifører sig de sokker, man har haft på en hel dag, får man fugten fra sokkerne med ned i soveposen, og dine fødder og resten af din krop bliver kold.

5. Hiv en tynd hue på

Hvis man holder hovedet varmt, holder man nemmere resten af kroppen varm. Varmen forsvinder ud gennem hovedet, da det er det, som kommer nærmest uden for posen, så dæk det til.

6. Tag noget omkring hals og på hænderne

Ens hals er som hovedet også ofte blottet. Kroppen er mindst isoleret, hvor blodårene er blotlagt! Gælder hoved, fødder, hænder og hals.

7. Undgå jordkulde

Brug et liggeunderlag med høj R-værdi. Ofte er det fra jordkulde man fryser. Man kan købe liggeunderlag med alt fra fiber, dun og folie, der alle isolerer mod jordkulde. Lige meget hvor god en sovepose, du har, så er det lige så vigtigt med beskyttelse mod jordkulde. R-værdien skal helst ligge på to til fire, hvis du vil bruge det sommer, forår og efterår, og hvis det er til vinterbrug, skal den helst være på fire-syv.

8. Brug rigtig størrelse sovepose

shutterstock 161482004 BildSoveposen må hverken være for stor eller for lille. Hvis den er for stor, er det svært at varme hele soveposen op. Hvis din sovepose er lige lang nok, er det en god idé at lægge tøj ned i fodenden, hvilket gør volumen mindre og giver den bonus, at du får varmt tøj morgenen efter. Hvis soveposen er for lille, er der ikke nok luft til isolation, og man vil nemmere komme til at fryse.

9. Undgå at presse isolationen sammen

Hvis man maser isoleringen flad, mister soveposen sin isolerende effekt. Derfor skal man undgå, at soveposen er for lille, samt at man ligger og presser arme og ben for meget på siderne af soveposen.

10. Brug et varmeelement

Fyld en kraftig plastflaske (Nalgene) med kogende vand og sørg for, at den lukker helt tæt, og tag den derefter med ned i soveposen. Ved at tilføre et varmeelement, tilføjes ekstra varme til din kropsvarme. Det er især et godt tip, hvis det er svært at få kroppen helt varm, inden man hopper i posen.

11. Gå aldrig sulten i seng

Sørg for at have energi nok til hele natten. Energi = varme.

12. Tis af

Sørg for at have tisset af inden du hopper i posen. Kroppen bruger enormt meget energi - og dermed varme - på, at du skal tisse.

13. Pak posen ud i god tid

Især dunposer er nødvendige at pakke ud i god tid, før du går i seng, så dunene når at folde sig ud. Det er luften mellem dunene eller fiberen i soveposen, som giver isolationen.

14. Pak dine fødder ind

Hvis man virkelig er en frossenpind, så pak dine fødder ind i en fleece eller dunjakke, du alligevel har med. Det giver ekstra varme. Derudover er det også en god idé at pakke sig ind omkring nakken og skuldrene, så man lukker af for, at varmen siver ud. Mange soveposer har også en skulderkrave indbygget.

15. Brug andres kropsvarme

Lig tæt. Hvis I er flere af sted på tur sammen, så benyt jer af hinandens varme. Placer dem, som fryser mest, i midten, og lad dem med de bedste soveposer, eller dem, som er mindst kuldskære, ligge yderst.

Skrevet af: Rasmus Simonsen, Skrevet torsdag, 06 november 2014, opdateret 01 februar 2018, læsninger: 37794

Log ind

Log ind

Cron Job Starts