Patagonia Nano Puff

Den er et af markedets letteste fiberjakker, den fylder minimalt i sammenpakket tilstand, og så er den et sjældent eksempel på et stykke outdoor-beklædning, der også ser fedt ud på gaden. Patagonia Nano Puff viste sig at være en fantastisk lille jakke med et overvældende bredt brugsområde i sommerhalvåret.

Det er faktisk overraskende sjældent, at et outdoorprodukt udmærker sig ved at være 100 procent funktionelt til outdoor-brug og samtidig kan bruges som fed hverdagsbeklædning, der ikke signalerer extreme expedition, når du bruger det i dagligdagen.
Men det kan Patagonias Nanopuff-jakke, der er fyldt med det syntetiske fibermateriale Primaloft One, som er et af markedets bedste fibre, hvis man måler på parametre som varme kontra vægt, samt evnen til at isolere i fugtig tilstand. Og det er netop dette fiberfyld, der er årsagen til, at den spinkle Nanopuff-jakke overhovedet kan holde dig varm.
Selv om vi godt ved, at det er Primaloft One-fyldets skyld, at jakken er så varm og let, som den er, kan det alligevel undre lidt, at netop Patagonia, der ellers er kendt for fokus på bæredygtighed, fravælger det mere miljøvenlige alternativ Primaloft Eco.
Til gengæld viste vores test, at jakkens mængde af fyld er perfekt afbalanceret til at holde dig varm i sommerhalvåret, mens den også kan bruges forår og efterår, hvis du har den under en vindtæt skaljakke. Inden for disse sæsoner er den hverken for varm eller kold, og forholdet mellem åndbarhed er rigtig godt balanceret.

Der er dog grænser for, hvor meget du kan forvente af en Nano Puff, og selv om vi ikke har testet jakken under ægte og kolde vinterforhold, kræver det nok ikke den store ingeniøreksamen at regne ud, at jakken ikke er specielt velegnet til decideret vinterbrug i tocifrede minusgrader. Her vil en kraftigere fiberjakke, som for eksempel Klättermusens Hild, klart være et varmere og mere miljøvenligt alternativ.

Pasformen er hverken løstsiddende eller kropsnær, men er mere ovre i den afslappede men sporty stil, hvilket har resulteret i en jakke, der sidder pænt og godt under de fleste former for aktivitet, mens du også sagtens kan bruge den som en fed hverdagsjakke.

Vægten ender på omkring 310 gram, og i sammenpakket tilstand, fylder en Nano Puff ikke mere end to knyttede næver. Det betyder, at du kan have den med dig overalt, og et samlet testteam er ikke blege for at udråbe jakken som et must, hvad enten du vælger at bruge den til tur, rejse eller hverdag, hvor du sjældent vil fortryde, at den kom med.

Opdag Verden // Troels Matz, onsdag, 31 august 2011, hits: 9015