Udstyrstest

TomTom Adventurer

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 4508
Karakter fra test

GPS-ur udviklet til friluftsliv

TomTom Adventurer indeholder rigtig mange egenskaber, så vi har været nødsaget til at indskrænke fokusset i testen til de funktioner, vi vil bruge til friluftsliv.

Adventurer er udført i et solidt design og udviklet til aktivt brug. Uret har indbygget pulsmåler samt barometer og er genopladeligt via USB. Det føles let om håndleddet og pasformen er så komfortabelt, at jeg ikke har taget det af om natten. Som de fleste andre sportsure rager det lidt op fra håndleddet, da pulsmåleren skal have plads, men udover et lidt klodset udseende betyder det ikke noget. Jeg er meget imponeret over skærmens styrke og vandtætheden ned til 40 meters dybde.

TomTom Adventurer
Anmeldelsen

Navigation
Man navigerer mellem urets funktioner ved hjælp af et enkelt knapsystem med fire retninger - nemt og enkelt selv med Handsker på eller i fugtigt vejr. Brugsfladen er ret enkel, men de mange kategorier og indstillinger kræver, at man sætter sig godt ind i uret, før man forstår at bruge det fuldt ud. Displayet er i sort/hvid, og standardskærmen viser tydeligt klokkeslæt og dato. Trykker man en gang til siden, kommer man ind i aktiviteter og kan vælge at ”tracke” sin aktivitet. Her kan man vælge at indlæse en indlagt rute, man vil følge, samt se masser af resultater tilpasset aktiviteten. Under vandring kan man se puls, gennemsnitshastighed, højde, op- og nedstigninger, kilometer gået, tid, kompas og meget mere – fantastiske målinger med alle de data, man kunne ønske sig.

GPS
Uret har forbindelse til GPS for at starte en aktivitet, og det sker hurtigt, når man er væk fra tæt by. Man kan indstille aktivitetsprogrammerne til at stoppe med at måle, når man ikke bevæger sig; en god detalje, når man skal trække gennemsnitshastigheder og meget andet. Det er hovedsageligt under aktivitetsprogrammer, at man kan aflæse data, hvilket kan være en smule frustrerende, hvis man vil spare på strømmen og for eksempel kun aflæse højde via barometeret eller bruge kompasset, uden at skulle kalibrere det hver gang. Man kan dog bare vælge at gå ind i et aktivitetsprogram for at aflæse højde eller andet, og gå ud igen, men der skal opnås forbindelse til GPS hver gang. Bruger man ikke GPS-programmerne, kan man ikke aflæse meget andet end selve uret, en upræcis skridttæller og et kompas.

Strøm
Det er en rigtig god funktion, at man kan aflæse data via ”tracking”, men det kræver batteri. Man kan sagtens måle mange aktiviteter over flere dage på en batteriopladning, hvis der ikke er tale om heldagsmålinger, og uret kan sagtens holde mere end en uges strøm, selvom 24-timersaktiviteter som puls, søvn og skridttæller er slået til konstant. Med GPS slået til i ”vandre-mode” har jeg desværre ikke kunnet komme helt op på de over 20 timers ”tracking”, som skulle være muligt, men jeg har haft nok til en hel dagsvandring. Det har været nødvendigt at oplade uret hver dag for at være sikker på at have strøm nok til dagen efter. Det gælder alt udstyr, der bruger GPS, at det bruger meget strøm, og det gælder også andre lignende ure. ”Vandre-mode” sparer på strømmen, da den sparer på kontakten til satellitter ved kun at sende et signal hvert minut i stedet for hvert sekund.

Indstillinger
Indstillinger, som at uploade en rute og følge den, virker rigtig godt, og man kan loade ruten ind i den type aktivitet, man ønsker – trailløb, vandring osv. En funktion, jeg har fundet brugbar til friluftsliv, er ”Brødkrumme/Hans og Grete”-funktionen, som gør det muligt at finde tilbage ad den samme vej, man er gået ud. Der er mange andre ”Nice to have”-indstillinger: Sportsfunktioner med indstillinger til at sætte og nå mål i forhold til træning og motion, lagerplads til oplagring af musik og mulighed for at forbinde uret med et trådløst headset, et computerprogram og en app gør det nemt at se resultater fra uret samt at indlægge og planlægge ruter, 24 timers sporing af søvn, hvilepuls og andre aktiviteter. Én oplagt egenskab, der undrer mig, der er undladt, er vejrmelding.
Det er tydeligt, at TomTom har bygget videre på deres sportsserier af pulsure. Det gør også, at man får indstillinger som fitness og løbebånd i sit ur, hvor jeg synes, en indstilling til Kajak og Kano ville være mere brugbar. TomTom Adventurer rammer dog en bred brugsflade med sine mange gode egenskaber, men der er enkelte ting, som kan forbedres; blandt andet endnu mere fokus på friluftsdelen.

 

TomTom

Adventurer
Pris: 2299,-

Bedømmelsen

TomTom Adventurer er et seriøst bud på et rigtigt friluftsur og lever på mange punkter fuldt op til lignende produkter. Det er svært at korte så mange egenskaber og indstillinger ned til en samlet konklusion, men alt i alt får man rigtig mange gode egenskaber samlet om håndledet, hvad end man vandrer, cykler, løber eller står på ski. Med enkelte forbedringer har uret potentiale til at blive det ultimative friluftsur.

8/10: Produktet fortjener applaus
massevis af indstillinger og egenskaber, brugervenligt, god pasform, hurtig GPS, præcist kompas, fin batteritid
Unøjagtig skridtmåler uden GPS, for at aflæse de fleste målinger skal GPS være slået til, kalibrering af kompas hver gang det skal bruges udenfor aktivitetsprogrammerne, ingen vandsportsindstillinger, ingen vejrmelding

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på TomTom Adventurer
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på TomTom Adventurer ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.