Udstyrstest

Fjällräven Abisko Lightweight 3

Meget Telt for pengene

Skrevet af: Casper Devantier
Den 13. jun 2023
Læst af: 8797
Karakter fra test

Tilbage i 1964 lancerede Fjällräven deres Termo-Telt. Det var verdens første Telt, der benyttede to-lags-princippet og dermed løste kondens-problemet ved at have en vind- og vandtæt yderdug kombineret med en tyndere, ventilerende inderdug. Teknologien revolutionerede markedet og benyttes stadig i dag. Vi har kigget nærmere på det skønne Fjällräven Abisko Lightweight 3.

Abisko Lightweight er et klassisk tunneltelt, men med et twist: de to ender er sænket i højden, hvilket skaber et mere aerodynamisk og vindstabilt design, og samtidig er med til at holde vægten nede. Der er en stor indgang fra siden til det rummelige apsis, og herfra fuld åbning til inderteltet. Åbningen består af et dobbeltlag af henholdsvis nylon og myggenet, som kan hænge sammen med lynlås. Når det er varmt, kan man således nøjes med myggenettet for at optimere ventilationen, og samtidig holde kravlet uden for. Ventilationsskakterne i begge ender er afstivede og kan justeres i forhold til forholdene og har desuden myggenet på indersiden. Jeg er normalt rigtig varm, men jeg mærkede ingenting til kondens – heller ikke de varme nætter, hvor vinden stod stille, så ventilationen fungerer rigtig godt.

Fjällräven Abisko Lightweight 3
Anmeldelsen

Let at sætte op
Det er uhyre let at sætte teltet op. De tre stænger er farvekodede, så de matcher løbegangene i teltdugen. Disse løbegange er lukkede i den ene side, så du skal ikke over på den anden side af for at fiksere teltstangen. Det kan næsten ikke være lettere – intuitivt og meget let at have med at gøre, selv hvis du skal slå det op alene. Samtidig er jeg vild med, at teltet kan sættes op med yderdugen på, så du undgår et drivvådt indertelt, hvis teltet skal op midt i et regnskyl. Teltet står rigtig godt, også selvom alle barduner ikke er fæstnet, og det er let at stramme teltdugen op. Godt gået.

Trangt til tre
Uha, det er altid til diskussion, om et 3-personers Telt nu virkelig kan rumme tre personer? Jo, Abisko Lightweight 3 kan godt rumme tre personer, men det bliver altså virkelig trangt, hvis det er tre velvoksne mandfolk. Teltet er ret smalt i fodenden (105 cm), hvor her samtidig er lavt til loftet, og det forstærker følelsen af, at der er lidt trangt til tre. Sidehøjden på 95 cm er også lige det mindste – i hvert fald hvis man sammenligner med lignende telte fra andre producenter. Men til gengæld er der masser af plads i forteltet, hvor der let er plads til tre rygsække, og er man forsigtig, er der også plads til at tilberede mad derude.

Slidstyrke og funktionalitet
Her er der ikke sparet på noget. Det er tydeligt, at Fjällräven har prioriteret slidstyrke og funktionalitet frem for vægt. Selvom det er et relativt let Telt på under tre kilo for et 3-personerstelt, så er Abisko Lightweight 3 stadig tungere end andre tilsvarende modeller. Men disse kilo er altså givet godt ud, for du får et robust og slidstærkt Telt. Ydersejlet er lavet i det nyudviklede 30 Denier Triple Ripstop Polyester, der er silikoneforstærket på begge sider, og derved klarer et vandsøjletryk på 4000 mm. Samtidig er det syet med dobbeltsømme, der sikrer højere vandtæthed og slidstyrke. Bunden er lavet i 70 Denier Triple Ripstop Polyester – ligeledes silikoneforstærket – og klarer et vandsøjletryk på 10.000 mm – og det er markant bedre vandafvisende evner end hos konkurrenterne. Fordelen ved at bruge polyester er, at det er hydrofobisk (ikke absorberer vand), og i modsætning til nylon således også har langt bedre rivstyrke.

Lækkert finish
Jeg synes, der er kælet for detaljerne: Der er reflekser på bardunerne og på lynlåshanken til åbningen, teltpløkkerne er af god kvalitet, og igen er funktionalitet blevet prioriteret højere end vægt. Jeg kunne let komme med steder, hvor man ville kunne spare et par gram, men til gengæld fungerer det hele upåklageligt, og der er tænkt over detaljerne. For eksempel kan pakposen til teltet bruges som en slags loftshylde i teltet – det er sgu smart. Samtidig er der en masse ekstra udstyr: ekstra dele til reparation af stængerne, en tube med sømforsegler, ekstra stof til reparation af både yder- og indertelt samt bund og myggenet. Der følger desuden ekstra barduner samt nål og tråd.

Mit nye Telt?
Fjällräven Abisko Lightweight 3 henvender sig til alle friluftshungrende sjæle, der vil have et Telt, de kan stole på i mange år. Som tidligere nævnt kan du finde lettere telte i samme klasse, men jeg synes stadig, at tre kilo er helt acceptabelt for et Telt til tre personer. Teltet står solidt selv under heftige vindforhold, så det er et alsidigt Telt, du kan bruge året rundt. Min eneste anke er den lidt for smalle fodende, og så at der kun er en indgang til apsis. Ellers kun ros her fra.

Fjällräven

Abisko Lightweight 3
Pris: 4699,-

Bedømmelsen

Jeg synes, man får vanvittig meget Telt for pengene: Det er et bomstærkt og super stabilt Telt til brug hele året, og samtidig er det enormt let at slå op. Den hysteriske vægtrytter vil nok vælge noget andet, men for alle os andre er det perfekt. Funktionalitet frem for alt, og det kan jeg rigtig godt lide

9/10: Wow, vi er imponerede
Let opsætning, god pris, funktionelt, ekstra udstyr, reparationskit
Kun én indgang, smalt i fodenden, lidt lav sidehøjde

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Fjällräven Abisko Lightweight 3
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Fjällräven Abisko Lightweight 3 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.