Udstyrstest
Abisko Softpack 16 fra Fjällräven er en minimalistisk rygsæk med et blødt og fleksibelt design, der egner sig godt til dagsture i skoven eller som rejsetaske til enkle hverdagsture.
Fjällräven Abisko Softpack 16 vejer blot 460 gram og er velegnet til korte ture, hvor du ikke bærer meget mere end lidt mad, en drikkedunk og en ekstra trøje, hvilket også giver helt sig selv med dens lille rummelighed. Ryggen er let polstret, men uden stiv plade, og rygsækken følger derfor kroppens bevægelser uden at give strukturel støtte. Den er lavet i 100 procent genanvendt polyamid med en slidstærk ripstop-vævning, som ikke alene gør den let, men også overraskende robust i forhold til vægten. Materialet er PU-coatet og har et vandsøjletryk på 1.500 mm (uden tapede syninger eller vandafvisende lynlåse), hvilket fint klarer en mild kort byge eller en fugtig jordbund, man stiller rygsækken på. Rygsækken leveres ikke med regnslag.

Der er en fin balance i rygsækken med det smalle, let polstrede design, hvor brystremmen giver fin stabilitet, på trods af at rygsækken ikke har et hoftebælte. På rygsække i den her størrelse er det sjældent en mangel; belastningen ligger primært på skuldrene, hvilket er okay, når der kun kan pakkes 16 liter i rygsækken, men det sætter altså også nogle begrænsninger for, hvad rygsækken kan bruges til. Skulderstropper og rygpanel er kun let ventilerede, så den egner sig bedst, når det ikke er for varmt klima eller til aktivitet uden for høj puls.
Der sidder to løkker, hvor et hoftebælte ellers ville sidde, og da jeg spurgte Fjällräven, hvad de skal bruges til, svarede de, at de er til, hvis man vil konstruere en hjemmelavet løsning til et hoftebælte. Det er en fin idé, men jeg synes dog ikke, at det giver den store mening, når man ikke kan tilkøbe en strop, som passer til rygsækken og kan monteres som et hoftebælte.
Ryggen er ikke justerbar og fås kun i én størrelse. Den passer godt til mine 180 centimeter, men det er selvfølgelig ikke sikkert, at det samme gælder for alle.

Rygsækken er lavet i genanvendt nylon, og materialet er overraskende slidstærkt trods den lave vægt. Den bløde konstruktion gør den nem at folde og pakke ned i en større rygsæk eller kuffert. Lynlåsene er solide og glider let, men det er ikke en rygsæk, som ellers er spækket med detaljer. Den har ét stort hovedrum med lynlås, en lille toplomme med lynlås, to elastiske sidelommer til drikkedunke samt en strop oven på rygsækken, hvor man kan spænde en jakke eller noget andet fast. Det er en fin detalje, at den strop kan gemmes væk, da den ellers irriterer, når den ikke er i brug. Du får udover denne lille strop ikke andre avancerede features, men de mest grundlæggende detaljer er på plads, og de fungerer. Der er en udgang til drikkesystem og en dedikeret lomme til blære, der alternativt kan bruges som sleeve til en mindre bærbar. På fronten af rygsækken er der to stropper, som kan benyttes til vandrestave, samt to kompressionstropper med klikspænde, så f.eks. cykelhjelmen også nemt kan monteres.
Det er ikke en rygsæk, der kan rumme meget, og manglen på justerbarhed og ventilering på ryggen er en ulempe, når det kommer til andet end blot hverdagsbrug. Nogle gange kan det helt enkle også være en fordel, og bruger du ikke alle mulige funktioner i din rygsæk, så får du altså en fin rygsæk til lettere indhold og korte dagsture. Men den er minimalistisk, og jeg savner en gang imellem lidt mere, hvad angår funktioner og tekniske løsninger til andet end blot en tur i skoven eller på cyklen til arbejde.
Fjällräven Abisko Softpack 16 er en velbygget og enkel rygsæk, som gør det godt på det, den er udviklet til: helt lette dagsture og hverdagsbrug. Den fylder minimalt, vejer næsten ingenting og leverer på funktionalitet og materialekvalitet. Den har sine begrænsninger, men også sine klare styrker.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS