Udstyrstest

Fjällräven Abisko View 2

ALLROUNDER MED PANORAMAUDSIGT

Skrevet af: Kristian Jager Nykrog
Den 13. jun 2023
Læst af: 8617
Karakter fra test

Fjällräven er blevet en meget seriøs spiller på teltmarkedet og laver telte i den allerhøjeste klasse. Et af de nyeste skud på stammen er Abisko View 2, der er designet til både kajak- og vandreture. Opdag Verden har testet, om Fjällräven leverer en vare, der svarer til prisklassen.

Abisko View 2 er et to-personers selvstående kuppeltelt. Det har et rummeligt indertelt med to indgange og dermed to lige store apsis. Yderdugen er silikoniseret, mens inderteltet hovedsageligt er lavet i mesh med en PU-coated bund.

Teltet er ikke helt symmetrisk omkring inderteltet, da indgangene er modsat hinanden. Det er således designet til, at de to sovepladser fungerer bedst, hvis man ligger modsat hinanden.

En passende mængde barduner sikrer rigelig stabilitet til teltet. Stænger og pløkke er af typen DAC Featherlight, og de er ligeledes rigeligt kraftige til at sikre stor stabilitet.Vægten er på 2,7 kilo, og teltet kan pakkes til en størrelse, der gør det let at have både i vandrerygsæk og Kajak. Stængerne kan pakkes relativt korte, så de er nemme at få ned gennem kajakluger.

Fjällräven Abisko View 2
Anmeldelsen

Superb udluftning
Teltet opleves meget rummeligt, og specielt rhombeformen på apsis gør, at man har rigeligt plads til vandrerygsækken udenfor inderteltet. Inderteltet har også god plads.

En større mængde små lommer i hver ende af teltet gør det simpelt at organisere sig.

Det er lækkert, at teltet rejses med yderdugen først, så man kan sikre sig et tørt indertelt – specielt når man nu har valgt den luftige mesh-løsning. Mesh-inderteltet sikrer rigtig god udluftning, der kan være rigtigt lækkert i varmt vejr.

Det gør dog også, at teltet må regnes som et 3-sæsoners Telt selv med den ellers store stabilitet, og at det kan være lidt for luftigt i hårdt efterårsvejr.

Prisen ligger uden tvivl i den høje ende, men når man får et ekstremt funktionelt højkvalitetstelt med god omtanke for naturen, så kan den uden tvivl forsvares.

Udsigt til eventyr
Åbningen i yderteltet er lavet, så man kan lyne en eller begge apsisser væk, og således åbenbarer en fabelagtig udsigt sig fra inderteltet. Det sikrer også endnu mere luftige forhold til en lun og tør nat.

En lækker detalje, hvis man har slået teltet op i vandkanten eller på en fjeldhylde og gerne vil tage dagens smukke udsigter med til drømmeland.

Der er dog et enkelt problem med designet på teltet, der er værd at nævne. Hvis man er socialt anlagt og er taget på tur med en god ven eller sød kæreste, så er det ret irriterende, at teltet fungerer bedst, hvis man ligger med hovedet ved hinandens fødder.

Ofte kan det også være vanskeligt at finde så plan en overflade, at begge kan slippe for at have følelsen af at ligge med hovedet ned af. Man kan sagtens vende sig om og ligge i samme retning, men så får man et nyt problem.

Konstruktionen gør nemlig, at inderteltets langsider af mesh læner sig lidt indover, og der kan derfor godt blive lidt smalt over skuldrene, hvis man sidder ved siden af hinanden. Det er en mindre detalje, og det er desværre nok ikke muligt at få meget mere plads med sådan en teltkonstruktion.

Skånsom mod naturen
Teltet er lavet af gode, kraftige og stabile materialer. Du vil helt sikkert have Telt til mange år. Der er ekstremt mange gode detaljer og desværre ikke plads til at nævne alle.

Et yderligere eksempel skal dog fremhæves. Der er rigtig mange lynere til lynlåsene, hvilket er imponerende, da det ofte er et sted, konkurrenterne vælger at spare for at holde vægten lav.

Alligevel klarer Abisko View 2 sig rigtigt godt og er bestemt overskueligt at bære med i fjeldet, specielt når man tager stabiliteten i betragtning. Teltet kommer i tre farver; blå, grøn og sand-farvet. En sidste nævneværdig detalje er Fjällrävens miljøfokus.

De har lavet fluorkarbonfri imprægnering til teltet – et rigtigt flot skridt på vejen mod, at vi, der er så glade for naturen, kan komme til at behandle den lidt bedre.

Prisen ligger uden tvivl i den høje ende, men når man får et ekstremt funktionelt højkvalitetstelt med god omtanke for naturen, så kan den uden tvivl forsvares.

Fjällräven

Abisko View 2
Pris: 5999,-

Bedømmelsen

teltFjällräven Abisko View 2 er et meget velfungerende højkvalitetstelt til den krævende friluftsmand. Det fungerer godt, uanset om du skal på fjeldet eller på kajaktur.

9/10: Wow, vi er imponerede
Kvalitet, Detaljer, Lav vægt, Fluorkarbon fri
Skrånende vægge, modsat liggeretning

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Fjällräven Abisko View 2
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Fjällräven Abisko View 2 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.