Udstyrstest
Fjällräven har gennem 65 år vist, at for at være et Outdoorbrand, der kan tilfredsstille de høje krav, friluftslivsentusiaster har til deres udstyr, så nytter det ikke bare at lave godt udstyr. Med fonde, vandretursgrupper og bæredygtighedsmål har Fjällräven bevist, at de går op i den natur, vi bevæger os i. Vi har været ude i forårskulden med deres Keb Two Seasons for at se, hvordan den klarer sig i det skandinaviske vejr.
Fjällräven Keb Two Seasons emmer af skandinavisk energi. Soveposen er lavet med sporbare gåsedun med fyldkraft 700, hvilket er en stabil vægt-til-varme-ratio, uden at prisen driver dig fra hus og hjem. Yder- og indermaterialet er lavet af en 20 Denier genanvendt polyamid og giver et slidstærkt materiale. Ved hætten og fodenden har Fjällräven forstærket materialet ekstra med en 30 Denier genanvendt polyamid, som har fået en vandskyende behandling. Der gives klapsalve for genanvendelsen af materialer.
I hårde tal er soveposen sat til en komforttemperatur på +4 grader til kvinder og –1 grader for mænd. Det er ydmygt at kalde det en to-sæsons sovepose, da man også kan snige sig ud i tidligt forår og sent efterår uden at skulle frygte at fryse. Liggelængden er op til 185 centimeter, men soveposen findes også i en lang udgave til de høje skandinaviske mænd og kvinder.
Selve soveposen pakker man nemt ned i sin kompressionspose, og pakstørrelsen er fin sammenlignet med andre modeller i samme liga. Der er indlagt en mindre kuldekrave over forsiden af skuldrene, og den har de vanlige kompressionsstropper, en opbevaringslomme, der dejligt nok er sat i torsohøjde og ikke oppe ved kraven, som de ofte har til vane. Det gør, at man ikke ved et uheld ligger skulderen ovenpå mobilen midt om natten.
Langs hele lynlåsen, som er tovejs, er der placeret simple, små trykknapper. Meningen er, at soveposen kan være lukket omkring en, men at man samtidigt kan lufte ud i fodenden for at undgå at ligge rent på liggeunderlaget, men uden at koge fra hoften og ned. Som en, der sover varmt, er det en dejlig tanke, men trykknapperne går hurtigt op, hvis man vender sig lidt for hurtigt, og klokken to om natten er ikke det bedste tidspunkt at lukke dem.
Efter en god nat med fuld knald på regnen og en meget lille presenning som dække brillerede Keb Two Seasons med at holde sig tør og skyede de fleste dråber – også dem, der nåede ind på fod- og hovedenden. Det er genialt, når man er på tur i sit fjeldtelt, og morgenduggen ellers kan gennemvæde fodenden, når man ligger op ad teltdugen.
På trods af den ydmyge titel som en sovepose til to sæsoner, så er lynlåsstropperne alligevel lavet ekstra store, så de kan betjenes med handsker på de kolde morgener.
Der ligger mange års erfaringer bag en sovepose, der ikke skilter med sine fordele, og på en simpel måde løser en stor del af de udfordringer, man står med. Og så endda til en pris der er yderst konkurrencedygtig.
Fjällräven Keb Two Seasons er en simpel, velproduceret sovepose, der underspiller sig selv og de muligheder, den giver. På den måde er den vel ærkeskandinavisk. Kort sagt får du svært ved at finde en sovepose, der er mere alsidig og gennemtænkt i denne prisklasse.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS