Jakken der IKKE er bange for kulde. Vinteren nærmer sig, og selvom du har planer om at skulle af sted mod bjerge med sne og kulde eller bare krydser fingre for at Danmark får en ’rigtig’ vinter, så er Haglöfs Magi Down Hood et rigtigt godt bud på din nye dunjakke.
Når vejret er rigtigt koldt, og termometeret er på vej under frysepunktet, så er der ikke noget som at trække dunjakken op fra rygsækken og i løbet af de næste par minutter mærke, hvordan dunene langsomt rejser sig, og varmen hurtigt vender tilbage i kroppen. Dun er kunstfiber overlegent, hvad angår forholdet mellem isoleringsevne og vægt, idet dunet har en evne til at ’løfte sig’ og skabe det velkendte luftrum, der giver den mest effektive isolering.
Denne effekt kaldes også for ’fill power’ og ligger for de fleste dunjakker og soveposer på mellem 600 og 800 CUIN, der er et udtryk for, hvor stor volumenfylde en ounce dun har, og jo højere værdi desto bedre isoleringsevne.
Magi-jakken er et eksempel på en fuldblodsdunjakke, designet til brug i rigtigt kolde omgivelser, hvor du har brug for, at du hurtigt kan få varmen igen. Jakken er fyldt med 93 % europæiske gåsedun og 7 % fjer, der tilsammen leverer fantastiske 800 CUIN, og som samtidig sikrer, at jakken fra komprimeret tilstand ’rejser sig’ hurtigt og beholder sin form. Dette skyldes blandt andet den såkaldte box wall-konstruktion, hvor dunene er isoleret i selvstændigt lukkede ’kasser’, som tillader dunene at ’rejse sig’ mest muligt i alle retninger.
Foruden dunene har Haglöfs valgt at lægge et ekstra lag af deres Tri-Fusion Eco fiberisoleringsmateriale på skuldrene, midt på ærmerne, ved lynlåsen samt i de nedre søm for at undgå kolde områder i forbindelse med, at man går med en mindre rygsæk eller hviler armene på et underlag. Magi-jakken er desuden behandlet med DWR, der gør den vandafvisende, men dog ikke nok til at kunne klare en omgang regn.
Hvad angår pasformen er der ikke nogen indvendinger, da jakken slutter godt til omkring håndleddene og let kan justeres i livet med en enkelt hånd. Da 50-60 procent af vores varmetab sker fra hovedet og halsen, så er hætten et must, hvis du opholder dig i rigtigt kolde omgivelser. Magi-jakken er udstyret med en solid én af slagsen, rigeligt med fyld og mulighed for at justering både for- og bagtil.
To stiklommer på siden giver dig mulighed for at varme fingrene, eller folde jakken ned i sin venstre lomme, idet denne er udstyret med en tosidet lynlås. Hvis man ynder at bruge denne mulighed, kan vi godt frygte lidt for lynlåsens levetid, da jakken kun lige akkurat kan passe ned i lommen og med kolde fingre og handsker bliver denne opgave så godt som umulig.
Haglöfs har valgt at producere jakken i fire forskellige farvevalg, hvoraf vi testede den mest spændende af de fire, nemlig farven Dragon, hvor skalstoffet er lilla og foret limegrønt. Et forfriskende og tiltrængt pust, idet dunjakker oftest ses i sorte og grå nuancer.