Har du længe ledt efter et par fantastiske friluftsbukser, som du kan bruge til hvad som helst? Så led ikke længere. Haglöfs Rugged Mountain Pant er en fantastisk allround friluftsbuks, som du ikke kan slide op, og oven i købet ser de fantastisk godt ud.
Jeg husker tydeligt, da Haglöfs Rugged Mountain Pant blev en del af vareudvalget hos min lokale udstyrsbutik. Mit blik var fanget med det samme, og bukserne blev straks prøvet på. Perfekt pasform og lækre materialer. Det blev desværre ikke til en investering dengang, da økonomien var lidt trang, men nu kan jeg kun fortryde, at jeg ikke prioriterede dem højere - for jeg er virkelig gået glip af noget.
Haglöfs Rugged Mountain pant har en genial kombination af slidstærke materialer i stretch materialet FlexAble™ og Climatic™. Det resulterer i, at bukserne er vanvittigt slidstærke, og samtidig føles de løse, lette og frem for alt fleksible i forhold til bevægelsesfriheden. Slidstyrken er til dels opnået ved hjælp af kraftige materialer, hvilket også giver et par varme bukser. Selv ved et moderat aktivitetsniveau i milde frostgrader var uldundertøj stort set overflødigt. Derfor vil disse bukser ikke være mit førstevalg på en varm sommerdag.
De store lårlommer er både designmæssigt og praktisk velplaceret midt på låret, så de er let tilgængelige. Her er der i tillæg til de åndbare materialer mulighed for at udlufte via en lille lynlås, og det fungerer rigtig godt.
Justeringsstropperne nederst på benene til at snøre buksebenene sammen omkring sko eller ankel er derimod en ommer. Spændet er svært at betjene. Der er fæster til den løse snip, men de fungerer desværre rigtig skidt. Til gengæld er det en rigtig god ide, at Haglöfs har monteret en hægte til snørebåndene på forsiden af bukseåbningen. Selve måden hægten er monteret på, gør den dog irriterende vanskelig at bruge. Den kan dog alligevel bruges og i mange tilfælde vil den gøre et par gamacher overflødige.
Som om det ikke er nok i sig selv, at Haglöfs Rugged Pants er gennemtænkte og velfungerende, så ser de også vanvittigt godt ud. Her er et par friluftsbukser, du ikke umiddelbart bliver pinligt berørt over at have på i hverdagens mode-jag. Buksernes design siger klart og tydeligt, at de nok hører til i naturen, men de gør det med stil.