Udstyrstest

Hilleberg Unna

Ultrasimpelt og alsidigt solotelt

Skrevet af: Jes Lindrum Brinch
Den 01. mar 2023
Læst af: 2994
Karakter fra test

Unna er Hillebergs bud på et enkelt og fritstående enmandstelt til helårsbrug. Vægten på over to kilo er en naturlig følge af et Telt designet til helårsbrug og gør det særligt interessant for kajakroere, cyklister og andre, der er okay med vægten.

Hilleberg Unna
Anmeldelsen

Hilleberg Unna er et fritstående Telt, der står uden pløkker eller lignende og er beregnet til en enkelt person, men hvor man godt kan presse to ind. På kajaktur i Grønland, Sverige og Kroatien samt på vulkanbestigning i Portugal og små vandreture herhjemme har jeg nydt den helt trygge følelse af, at teltet altid var let at slå op og ned, er helt vandtæt og ikke sart på nogen måde.

Hilleberg Unna 0348

Der er kun to stænger, og ydertelt samt indertelt kan hægtes sammen, så det hele slås op og pakkes ned samlet på under to minutter. Samtidig kan oversejlet pakkes ned for sig selv, hvis det er blevet vådt i løbet af natten, og så kan man for øvrigt tilkøbe et indertelt i rent myggenet, hvis man vil have en mere luftig version af teltet.

Unna har ingen reel apsis, men blot lidt plads til et par støvler eller lignende mellem oversejl og indertelt. I vådt vejr – eller med f.eks. vådt kajaktøj og grej – kan man dog hægte inderteltet af i det ene hjørne for at skabe noget plads og lave en form for apsis. Der er dog stadig noget trangt under ydersejlet. Fjerner man inderteltet helt og bruger udelukkende yderteltet, har man væsentlig mere plads og en let overdækning til to personer. Det fungerer også super som hurtigt ly til frokostpausen eller under en kraftig regnbyge.

Hilleberg Unna 0545

Alle steder året rundt

Unna er virkelig et alsidigt Telt, der kan stå alle steder og fint bruges hele året. Vil man udelukkende på sommerture, findes der bedre og lettere alternativer, for selvom man tilkøber indertelt i myggenet og bruger det, så ligger vægten stadig over to kilo. Man kan godt være to personer i teltet, men på længere ture, hvor man risikerer heldagsregn, ville jeg nok foretrække et Telt med en reel apsis. På vinterture, kajakture med klippekyst og korte vandreture, hvor teltet ikke behøver at være ultralight, er det et fedt Telt, jeg altid ville stole på.

Teltet er lidt længere end mange andre tilsvarende telte, og det er rart, når man som jeg er 195 centimeter lang. Unna er som sagt fritstående, og man behøver altså ikke bruge pløkker, men spænder man det ud med pløkker i de fire hjørner, trækker man inderteltet en smule mere ud og skaber lidt ekstra plads. Jeg kunne således fint sove på et syv centimeter tykt underlag uden at blive generet af teltdug i ansigtet.

I blæst har jeg med tre sten på linerne i vindsiden fint kunne holde teltet i op til hård vind, og vand kommer heller ikke ind – teltet er lavet i Hillebergs Kerlon 1.200 med et vandsøjletryk på 5.000 mm, og bunden er i en stærk 70 denier nylon, der kan tage 15.000 mm.

Det lykkedes mig aldrig at blive rigtig gode venner med de to separate lynlåse i inderteltet, der samles i hjørnet i stedet for en typisk oval lynlås. Det betyder, at man skal åbne to lynlåse, hvis man vil åbne godt op ind til, og det bliver lidt irriterende, hvis man skal en del ind og ud og gerne vil gøre det hurtigt i f.eks. regnvejr og blæst. Udluftningsmulighederne kunne optimeres, men det tætte stof i inderteltet holder så til gengæld godt på varmen i de kolde måneder. Når man åbner siden helt op i godt vejr, kan man helt perfekt ligge og kigge på stjerner om aftenen og samtidig være dækket for dug og i ly for vind.

Hilleberg Unna

Hilleberg

Unna
Pris: 5.800,-

Bedømmelsen

Teltet er et spændende bud for både vandrere, cyklister, kano- og kajakroere. Kvaliteten er i top og er med det simple design en tryg følgesvend på eventyr hele året. Det er væsentligt at bemærke, at man betaler for teltets alsidighed i form af vægten. Bortset fra enkelte detaljer har teltet kun overrasket positivt, og især for dem der vil have et Telt til det hele, er det et interessant bud.

8/10: Produktet fortjener applaus
Superpålideligt, funktionelt, meget bredt anvendelsesområde, helårsdesign med muligt tilkøb af inder Telt kun i myggenet.
Plads til forbedringer for udluftning og lynlåsdesignet i standard-inderteltet. Vægt.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Hilleberg Unna
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Hilleberg Unna ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.