Lowe Alpine Mountain Cap

Leder du efter det ultimative stykke allround-hovedbeklædning til den kolde sæson? Der er lavet talrige kopier, men ingen kommer i nærheden af Lowes udødelige klassiker, Mountain Cap. Gennem snart seks vintre har vi voldtestet et eksemplar under alle tænkelige forhold og situationer. Her er resultatet.

Mens jeg, på en forbistret kold og blæsende dag langt mod nord, kørte en tur på min snescooter, tog jeg pludselig mig selv i at sidde og smile fjoget. Fjæset var frosset fast i grimassen, og snotten løb, men hovedet havde det lunt og dejligt, så alt var godt. Den dag gik det nemlig op for mig, hvorfor alle de lokale svor til Lowes Mountain Cap og aldrig kunne drømme at tage i fjeldet uden – jeg havde investeret i en vaskeægte grejperle, der nu har været på konstant arbejde i snart seks år.

Mountain Cap er konstrueret i den velkendte, lette og gennemprøvede to-lags Gore-Tex, der gør huen 100 procent vindtæt og næsten vandtæt, når det regner. Som det både ses og mærkes, er huen primært er lavet til vinterbrug, og indersiden er beklædt med tynd microfleece, der varmer overraskende effektivt og fungerer godt i kombination med den vindtætte yderskal.

Både skyggen og strammeren, der sidder i nakken og justerer, hvor tæt eller løst huen skal sidde, lader sig begge uden større problemer betjene med vanter på, hvilket er praktisk, når man ikke ønsker at udsætte fingrene for stærk kulde. Der er dog også slanger i paradiset, og når huen bliver brugt i modvind ved kuldegrader på under fem til ti minus, lukker den en hel del kold vind ind til ører og nakke. I praksis betyder det desværre, at huen skal forstærkes med en tynd hue eller hætte i uld, fleece eller powerstrech for at virke optimalt.

Du skal også huske på, at kombinationen af Gore- Tex og fleece på indersiden gør, at Mountain Cap’en ånder dårligt og let bliver for varm ved hårdt fysisk arbejde, hvilket gør den mere eller mindre uegnet til høj-intense aktiviteter som langrend, løb eller cykling. 

Opdag Verden // Troels Matz, lørdag, 28 august 2010, hits: 10907