Udstyrstest
Nemo ligger ikke på den lade liggeunderlagsside med det her ekstremt gode underlag, der muligvis er det eneste underlag, man behøver i grejskabet.
Mmmmm. Følelsen, når man er nået i lejr, har pumpet sit underlag op, man lægger sig til rette efter en god, lang vandredag, mørket har sænket sig, og sneen måske endda lyser op udenfor teltet. Det er tid til at sove, og her kommer underlaget i spil som en meget vigtig del. Din Sovepose kan være nok så varm og god, men hvis ikke dit underlag er komfortabelt og isolerende, så får du en dårlig nats søvn.
Personligt fokuserer jeg typisk næsten mere på underlag, end hvad der er ovenpå det. Underlaget skal gerne være komfortabelt, i behageligt stof, lydsvagt og støtte kroppen natten igennem – samtidig skal det være let og have god isoleringsevne.
Tensor Extreme Conditions er Nemo Equipments bud på et ret let, kompakt og komfortabelt underlag, som kan bruges året rundt (og mere til i Danmark). Det har en meget høj R-værdi på 8,5.
Her skal det måske lige noteres, at man ikke direkte kan omregne R-værdi til lufttemperatur, da det i høj grad handler om, hvor let varme overføres til det materiale, man nu ligger på. F.eks. kan du sagtens have større varmetab ved 5 grader, hvis du ligger oven på vådt, koldt græs end ved minus 5 grader, hvis du ligger på f.eks. en tør nåleskovsbund. Uanset hvad så er det her et vinterunderlag, der også fungerer meget koldere steder end Danmark.
Faktisk er underlaget her tæt på perfektion, da Nemo med meget små kompromiser har lavet et let og meget isolerende underlag med rigtig høj komfort.
Lige over 600 gram for et Regular/Wide-underlag er let, specielt når man tager isoleringsevne og komfort med. Skal man kun købe ét underlag, som man kan bruge til alle ture, kan Nemo Tensor Extreme Conditions meget vel være det bedste bud (eller måske den lidt mindre isolerede version af underlaget, som hedder All Season, og som for de fleste i Danmark vil være rigelig isoleret til danske forhold).
Materialet er ret komfortabelt at sove direkte på, som jeg typisk gør (jeg sover tit i quilt), og et af de mest lydsvage blandt de ret mange lettere underlag jeg har prøvet. Eneste minus (ud over en vis pris for herligheden – dog ikke højere end sammenlignelige underlag) er pumpeposen, Vortex. Typisk bruger man en pumpepose, fordi det er hurtigere og nemmere end at puste underlaget op med munden, og fordi man gerne vil undgå fugten fra udåndingsluften i underlaget.
Det er ikke nødvendigvis dårligt for underlaget (medmindre det er med fiber- eller dunfyld), men det giver lidt vand i underlaget, som kan være irriterende. En tredje ting, jeg sætter pris på, er, at jeg kan bruge pumpeposen til at opbevare mit udstyr vandtæt i. Vortex-posen har dog en meget smal munding, så den kan ikke bruges til opbevaring af f.eks. soveposen, og det anbefales desuden, at man puster ned i pumpeposen, hvilket da også er nærmest den eneste måde at få luft i den. Det er lidt besværligt, og man får også en vis mængde fugt med ned i den.
Problemet er dog ikke større, end at det samlede indtryk er ekstremt godt. Underlaget scorer i top på næsten alle parametre, så vil man gerne have noget af det bedste på markedet, og har man ikke noget imod at lægge pengene for det, så er her et bud på et underlag til mange gode ture i årene fremover.
Ekstremt godt underlag, der kan bruges på stort set alle ture. Det er behageligt at ligge på, og et af de mest lydsvage underlag, jeg har haft fornøjelsen af at have med på tur. Samtidig vejer det ikke meget, og det fylder heller ikke det store. En stor anbefaling herfra.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.