Vi har på Opdag Verden ofte testet topmodeller af pandelamper. Petzl lancerer nu en lang række nye modeller, og derfor tænkte vi, at det var på tide at se nærmere på en af de lidt mindre bekostelige pandelamper: den helt nye Petzl Tikkina.
Petzl Tikkina er en lille og meget simpel pandelampe; lysstyrken er ikke den kraftigste, men prisen er til gengæld rigtig lav. Efter at have testet adskillige topmodeller af pandelamper var jeg meget skeptisk, om jeg kunne finde en glæde ved en mere ’mainstream’ model med mindre lysstyrke.
Lysstyrken på Tikkina er ikke noget at prale af, den sniger sig op på 60 lumens, og det har både sine fordele og ulemper. Når det er mørkt, er det ofte rart med meget lys, men det er ikke altid, man har brug for så kraftigt lys, som mange af topmodellerne kan levere. I stedet for har man måske brug for lang batterilevetid? Og det kan Tikkina til gengæld godt levere: Med tre AAA batterier kan pandelampen lyse i helt op til 100 timer, og det er altså ret imponerende.
Her kan topmodellerne slet ikke være med, da deres stærkere lys dræner batteriet langt hurtigere. Petzl Tikkina har to lysindstillinger, der begge passer fint til madlavning i lejr og lidt roden rundt i teltet, men det er ikke noget, man kan bruge til at lyse op langt omkring sig. Rækkevidden er angivet til 30 meter, men nytteværdien af lyset 30 meter væk er efter min opfattelse ikke særlig god.
Dette er uden tvivl en pandelampe, der er lavet til at give godt nært lys, og det gør den rigtigt godt. Lyskeglen er bred, hvilket efter min opfattelse er vigtigt. Lysstyrken kunne dog godt være mere jævnt fordelt, da den tydeligt er kraftigst i midten af keglen. Selve lampen kan tiltes ned og op, og det fungerer upåklageligt. Vægten på Tikkina er ganske lav og lander ved en kontrolvejning på 84 gram, hvilket er ét gram under Petzls produktspecifikation.
Tikkina har en størrelse, der gør, at den sammenfoldet kan forsvinde i en god stor næve, så den er meget velegnet, hvis du gerne vil spare på plads og vægt i rygsækken, eller hvis du er typen, der altid har en backup-pandelampe med på tur. Pandebåndet er helt simpelt udformet og kan justeres i omkredsen. Det passede fint til mig og sad behageligt og fast uden at stramme. Kvaliteten på både pandebånd og på selve lampen forekommer mig ganske lækkert, og det er robust udført.
Tikkina kommer i tre forskellige – efter min opfattelse – friske og flotte farver. Ældre Petzl-modeller har for en beskeden merpris haft et lille rødt glas, der kunne vippes foran lampen. Dette har Tikkina desværre ikke. Når den nu ikke har en selvstændig rød diode eller LED, så synes jeg, at dette kunne have været et godt alternativ til at give det meget brugbare røde lys. Den største fordel ved Petzl Tikkina er uden tvivl prisen.
Flere topmodeller af pandelamper kan koste helt op til ti gange så meget. Du får virkelig godt og meget lys for pengene i Tikkina. I hvert fald hvis dit brugsområde ikke kræver 200 lumen og 70 meters lyskegle. Så jeg fandt i høj grad glæde ved Tikkina, og det gælder ikke kun glæde for sparede penge, men også for selve brugsværdien.