Udstyrstest
Sea to Summit er mestre i sovesystemer, og som alle gode outdoor-brands udvikler de hele tiden på deres model-serier. Vi har haft den nye Trek Down -1C med på tur.
Ligesom god mad starter med gode råvarer, så starter godt udstyr med gode materialer, og her er Sea to Summit dygtige. Ydermaterialet på soveposen, som er designet til camping og Van Life, er lavet af 20 denier genanvendt polyester med en PFC-fri vandafvisende behandling og RDS-certificerede andedun med fyldkraft 650+. Det er ikke helt i top-top-klassen, men byder på en god ratio mellem varme, pris og vægt.
Dunene har fået en vandafvisende behandling, og komforttemperaturen ligger på -1, og +3 grader, hvis man sover koldt. Den vejer 1.119 gram i regulær-længden. Lynlåsene er kraftige, og de primære lynlåse fanger ikke materialet, når man åbner og lukker posen fra hver side. I bunden er lynlåsene dog normale. Tværgående kamre omkring torsoen sørger for en ordentlig fordeling af dunene.

Soveposen er 185 cm lang og dermed et par centimeter længere end de fleste soveposer, og konstruktionen er bredere i hele posen. Det giver en mere hyggelig og behagelig plads-fornemmelse. Den lange, fyldige varmekrave langs hele lynlåsen fra krave til bunden af fodboksen sørger for minimalt varmetab og øget komfort på koldere dage.
Den indvendige lomme er desværre alt for lille til en standard smartphone, men god til en pandelampe eller ørepropper. I toppen er der en trykknap i hver side, som kan bruges til at koble en Sea to Summit-quilt ovenpå for at øge varmen.
Soveposens styrke ligger dog i de mange brugsflader, som er bygget på lynlåssystemet Free-Flow Zip. Posen har en halv lynlås i højre side og to lynlåse i venstre side, der kombineret løber langs hele posens længde. Det gør det muligt at sidde i soveposen med armene ude på hver side – og endda stikke fødderne ud og gå rundt i den.

En revolutionerende funktion, hvis du hader at kravle i dit kolde tøj om morgenen for at komme omkring i lejren. Man kan desuden folde fronten ned, hvis man f.eks. laver mad, eller lyne den helt op til et stort tæppe. Er man to af sted, kan den lynes sammen med en anden sovepose.
Den sidste funktion gør dog, at man designmæssigt har beholdt en kombineret lynlås, der overlapper. Det er en detalje, som vi på redaktionen også ved den tidligere model fandt lidt besværlig.
Materialer og komfort i Trek -1C er perfekt til dig, der elsker lejrlivet og gerne vil hygge på tur. Du får en Schweitzerknivs-pose med gode materialer og mange brugsmuligheder, men man betaler også for det.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS