Udstyrstest
For 40 år siden spændte en mand to ur-remme med velcro fast til en klip-klap og skabte en revolution. En sandal, der fulgte med dig, hvor end du bevægede dig hen. Teva har siden den dag produceret legendariske sandaler, men de laver også sko og støvler. Vi har haft deres Grandview GTX støvle på fødderne.
Det er tydeligt at se, at Grandview GTX er fra Teva – hælstropperne bærer f.eks. det klassiske mønster fra de kendte sandaler. Støvlerne er opbygget som en halvstøvle med et miks mellem ankelstøtte og komfort, og den solide Vibram Megagrip-sål byder på god skridsikkerhed på glatte bakker og sten i regnvejr. Mellemsålen består af en ydre EVA-skum med en midtsål i TPU (plastik) og ESS (komposit). Det betyder, at man har letvægtsaffjedring med hårde kerner, som giver støvlen sin stivhed og vridstyrke.
Støvlen holder således godt i terræn og roterer ikke foden. Overdelen er lavet i en læderflade fra producenter, der er godkendt af The Leather Working Group, samt en genbrugt REPREVE-polyester og en mesh ved forfoden med 40 % genbrugt polyester i. Det er tydeligt, at støvlens materialer følger Tevas vision om at fokusere på produktionen, og hvor deres materialer kommer fra. Det vil vi gerne hylde.
Fra første gang, man kommer i den, lægger man mærke til den fodformede tå-boks. Et koncept, der vinder indpas, og som ikke bare er herligt for dem med brede fødder, men os alle – for foden er nu engang ikke lavet til at spidse til oppe ved tæerne. Det kommer til gavn på længere ture, hvor mellemsålen også holder en stabilt kørende og støttet. Gore-Tex-membranen gør desuden sit arbejde perfekt, og selv med en vadetur gennem vandløbet kommer der ikke vand igennem.
Komfort, stabilitet og bæredygtige materialer. Teva har ført deres klassiske sandal-koncept videre i en halvstøvle, men dog ikke helt succesfuldt. Grandview GTX skiller sig ud fra flokken ved at have en hælstrop med velcro, som gør det muligt at spænde hælen ekstra godt fast, når man skal ned ad bakke. Men efter en længere tur i bakket terræn med den ene hæl spændt stramt og den anden hæl åben, er det svært at mærke, hvilken forskel funktionen gør.
Stroppen er sårbar med velcro og syninger og kunne bare have været en ubrudt strop, man kunne stramme med snørerne på forsiden. Ved snørerne ender stroppen i to gummi-øjer, der flere gange var frustrerende at stramme snørebåndene igennem. De hang fast i øjerne, og man manglede en metalring som på resten af støvlen. Gummi-øjet sled på de robuste snørebånd, og man kan frygte, at friktionen nedsætter støvlens levetid. Støvlen havde haft bedre af en dobbeltfoldet strop til snørerne, der gik hele vejen om hælen, som man ser hos andre brands.
Du kan godt blive glad for Tevas Grandview GTX. Komforten er i top, og Teva forstår sig på at lave en fremragende bund at gå på i længere tid. Desværre er deres vision om at bringe justeringsmulighederne fra sandalen med i en halvstøvle ikke lykkedes til fulde.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS