Udstyrstest

THULE SHIELD PANNIER 25L

Skrevet af: Tore Grønne
Den 22. jun 2022
Læst af: 4297
Karakter fra test

Slidstærk & lækker

Thule Shield Pannier er et sæt solide cykeltasker i lækkert, funktionelt design, der sidder godt på cyklen og kan tage alskens tæv selv under hårde forhold.

Lad os starte med det, man egentligt bruger: Thule Shield Pannier er et sæt cykeltasker, hvor hver Taske har ét stort hovedrum, der rummer 25 liter (og fås også i versioner på 17 og 13 liter) og kan laste 12 kg.

Inde i tasken er der en stram lomme med plads til en iPad eller lille bærbar samt to små netlommer til f.eks. værdigenstande. Helt enkelt. Bruger man ikke lommen, sidder den op ad taskens ryg uden at genere. Dejligt fleksibelt.

Selve tasken er konstrueret i særdeles slidstærkt 420D nylon. Materialet føles decideret lækkert, og samtidig er man ikke i tvivl om, at taskerne kan tage alle de tæv, en god cykeltaske skal kunne. Jeg har på ingen måde været forsigtig med taskerne, og de har ikke fået en skramme.

Samtidig er taskerne så vandtætte, at den eneste måde, jeg har været i stand til at få vand i dem, når rullelukningen øverst er lukket tæt, er ved at sænke dem helt ned under vand og presse hårdt, så små bobler pibler ud og små dråber ind. Ude på landevejen kan regnen skabe sig så åndssvagt, den vil, og jeg stoler stadig trygt på, at udstyret er tørt. Heller ikke sand og snavs finder ind i dem.

THULE SHIELD PANNIER 25L
Anmeldelsen

ThuleShieldPannier2

God lukning og let montering
Taskernes rullelukning fungerer glimrende. Det er nemt at rulle materialet sammen, og det er smart, hvordan spænderne sidder nede på siden af tasken. Bærestropperne kan spændes af, hvis man ikke bruger den – jeg bruger aldrig stroppen på lange ture, men de er gode på f.eks. indkøbsturen.

Det kunne være dejligt, hvis man ikke skulle tage stropperne af, når man cykler med tasken på, som det anbefales at gøre, men det er en meget lille detalje.

En spændende detalje er systemet til at spænde taskerne på bagagebæreren; det sted, hvor cykeltasker ofte adskiller sig mest. Taskerne spændes fast med de typiske tre punkter: to kroge griber fat øverst på bagagebæreren, mens en enkelt krog griber fat nederst.

De er alle sammen meget nemme at trinjustere uden brug af værktøj, og så har de to øverste kroge en virkelig smart detalje: Man strammer dem nemt og trinløst omkring bagagebæreren. Det er ikke et system, man normalt ser, men det betyder, at man kan montere taskerne på bagagebærere af forskellige tykkelser. Og at de sidder helt stramt. De ’hopper’ dermed ikke op og ned, når man kører over bump eller på grus- og jordveje. Når tasken skal løftes af, hiver man fat i den lille hank og krogene løsnes. Nemt.

En lille ting, jeg godt kunne have tænkt mig, er den lille strop, man finder på mange af den her type tasker, som spændes op over rullelukningen. Den kan nemlig samtidig spændes om bagagebæreren, som en ekstra sikring for, at tasken ikke ryger af, hvis man rammer et hul i vejen eller et særligt stort bump.

Der er reflekser på siderne og foran på tasken, og der er plads til at montere en baglygte på siden. Og det er egentligt det. Der er ingen unødvendige dikkedarer. Blot flot funktionelt design og slidstærk kvalitet til en pris og med en vægt (1.950 g) der ligger, hvor de skal.

Thule

SHIELD PANNIER 25L
Pris: 1.099,-

Bedømmelsen

Lækre, solide tasker, som kan tage alle de tæv, de skal kunne ude på landevejene. Der slipper intet vand ind, taskerne er nemme at montere, sidder godt fast og kommer uden tvivl til at tjene én trofast i mange år. Der er meget lidt at udsætte på taskerne, men der mangler lige den sidste geniale detalje for at ramme topkarakteren.

9/10: Wow, vi er imponerede
Lækkert materiale, vandtætte, solide, nemme at montere, rummelige
Ingen ekstra strop til rullelukningen

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Thule SHIELD PANNIER 25L
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Thule SHIELD PANNIER 25L ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.